Politiet genafhører centralt vidne

Efter Berlingske Tidendes afsløring af politiets manglende udrykning op til den 53-årige Pia Rønneis død, genafhører politiet nu sagens helt centrale vidne, Nino Chieu.

Pia Rønnei blev 53 år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Københavns Vestegns Politi genindkalder nu det centrale vidne i sagen om 53-årige Pia Rønneis død 26. november sidste år.

Det sker, efter at Berlingske Tidende og Berlingske.dk i denne uge har blotlagt, hvordan Pia Rønnei omkom sammen med vidnets 60-årige nabo, selv om vidnet Nino Chieu havde ringet til politiet fire gange for at tilkalde hjælp.

Vestegnens Politi har indkaldt ham til afhøring i morgen torsdag kl. 12.

Nino Chieu skrev 5. december under på en vidneerklæring, hvori han oplyste de ting, han så med sine øjne og hørte med sine ører 26. november, hvor han sidst på formiddagen hørte tre serier af skrig og bump fra nabohuset.

Han ringede til politiet fire gange. Men politiet kom aldrig ud til Nino Chieus nabo for at undersøge, hvad der foregik. I stedet for selv at rykke ud, bad politiet vidnet om at gå over til naboen for at se efter, hvad der foregik.

Senere på dagen kørte naboen med Pia Rønnei som passager med 150 kilometer i timen og styrede hendes sorte Audi ind i en betonpille ved Amagermotorvejen. I vraget blev der fundet et oversavet jagtgevær.

»Da de indkaldte mig, oplyste politiet over for mig, at de var blevet bedt om at undersøge sagen igen. Jeg har fortalt, hvad jeg ved, og jeg gør det gerne igen,« siger Nino Chieu.

Nino Chieu har sammen med Pia Rønneis mand Per Rønnei og hendes søster Hanne Petersen klaget over at politiet trods de fire opkald valgte ikke at sende en patruljevogn.Klagen indgav de 26. januar – siden har de ikke hørt noget.

»Vi har ventet i fire måneder på, at der skete noget. Det er kun glædeligt, at de tager klagen alvorligt nu, hvor Berlingske Tidende har kastet lys over sagen,« siger han.

Chefpolitiinspektør Ib Meng oplyser til Berlingske.dk:

»Vi bekræfter, at vi har kontaktet Nino Chieu til at komme til afhøring i forbindelse med dispositionsklagesagen.«