Politiet advarer mod julegaveønske: Kan give plet på straffeattesten

ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

Det gælder om at passe på, hvis dit barn, din nevø, din niece eller en fjerde ønsker sig en kniv fra populære computerspil som CS:GO i julegave.

Knivene er nemlig ulovlige - og det kan koste en bøde på 3.000 kroner og i værste fald en fængselsstraf.

Det skriver TV2 ØSTJYLLAND.

De seneste år er knive fra bestemte computerspil blevet mere og mere populære.

Sidste år havde Østjyllands Politi omkring 1.000 sager om beslaglagte våben, mens de i år indtil videre har haft omkring 2.000 af slagsen. Langt de fleste af sagerne omhandlede knive, som lignede nogen fra et computerspil.

Men selvom man tænker, at det er legetøj, så kan der være tale om en ulovlig kniv, fortæller vicepolitiinspektør Martin Frank Rasmussen fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

»Det, som vi oftest ser, er, at det er ganske almindelige forældre til unge mennesker, der køber de her knive,« fortæller han.

Det er udformningen på kniven, der gør dem ulovlige, forklarer han.

Det er ikke første gang, at politiet advarer om at købe knivene.

I begyndelsen af året fortalte blandt andet Nordjyllands Politi, at man hver uge modtager sager, hvor børn har købt de ulovlige knive.

Derfor rådede de til, at forældre tager en snak med deres børn om det, så de ikke ender med at få en sigtelse, bøde eller fængselsstraf.

»Så vi opfordrer forældre til at sætte sig ind i lovgivningen og tale med deres børn om de her ting, så børnene ikke i uvidenhed får bragt sig selv i en meget træls situation,« forklarede politikommissær René Kortegaard-Jensen, der er leder af Forebyggelse Aalborg, som varetager politiets SSP-arbejde i Aalborg Kommune.