Politi begik fejl på fejl i drabssag

Efterforskningen af den nu henlagte drabssag om Pia Rønnei har store huller. Afdøde skal være kastet ud ad en bils forrude, konkluderer politiet – selv om ruden var hel.

Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Politiet har begået fatale fejl i efterforskningen af den nu henlagte drabssag om Pia Rønneis død.

Politiet har meddelt retten i Glostrup, at den 53-årige Pia Rønnei blev kastet ud ad forruden på sin bil, da hun blev ført i døden af en jaloux og bevæbnet mand. Men forruden var hel, fortæller flere vidner nu til Berlingske Tidende – en forklaring der understøttes af et foto taget på ulykkesstedet af redningsmandskabet fra Vestegnens Brandvæsen.

Alt tyder derimod på, at hun svøbt stramt i en dyne blev slynget ud af bagagerummet, der sprang op ved bilens kollision med en bropille ved Amagermotorvejens afkørsel 22.

Samtidig får politiet kritik af Statsadvokaten, fordi et vigtigt vidne er forsvundet ud af sagen. Politiet glemte at notere navn og telefonnummer på en mand, der afslørede et dybt kendskab til både den mulige gerningsmand og gerningsstedet for det mulige drab.

Hvordan Pia Rønnei præcist døde, ved ingen reelt i dag. Alligevel har politiet lukket sagen, og politiinspektør Bent Isager-Nielsen fra Vestegnens Politi afviser at genåbne den.

Han henviser til, at politiet ifølge Retsplejeloven ikke skal forfølge en sag, hvor en mulig gerningsmand er omkommet, og det er fastslået, at der ikke er andre mistænkte. Hverken fejlen med forruden eller den nye oplysning om, at Pia Rønnei blev fundet omviklet af en dyne, tillægges betydning af politiet.

- Det får os ikke til at genåbne sagen af egen drift, hvad vi godt kunne. Er hun røget ud ad forruden? Er hun røget ud ad bagruden? Det er næsten ligegyldigt, for det besvarer et spørgsmål, der er teoretisk. Ud er hun utvivlsomt røget. Samtidig har jeg undersøgt det med dynen, og vidnet nævner intet sted i vores afhøringer af ham den dyne, siger Bent-Isager Nielsen.

Per Rønnei, enkemand efter Pia Rønnei, har klaget til Statsadvokaten – hans sidste chance for at få sagen åbnet igen, få endelig vished og placeret et ansvar.

- Hvis politiet har gjort alt, hvad politiet skal ifølge loven, så er der noget galt med loven. Det er utroligt, at man kan have et politi, der kan udføre sit arbejde så sjusket og samtidig dække sig under loven.