Polarforskere slår alarm

Grønlandske gletsjere vil få verdenshavene til at stige langt mere end ventet. Det fastslår en række forskere på baggrund af en ny undersøgelse fra Arktisk Råd.

Gletcheren ved Ilulissat på Grønland. Fold sammen
Læs mere
Foto: Slim ALLAGUI

Den hidtil tungeste rapport om Grønlands indflydelse på de globale havvandsstigninger lægger nu ekstra pres på klimaforhandlingerne.

Få dage før en klimaaftale skal underskrives, fastslår en ny opsigtsvækkende rapport fra Arktisk Råd, at det ikke er tilstrækkeligt at begrænse temperaturstigningerne til de maksimalt to grader, som FN lægger op til.

Ifølge rapporten risikerer verdenshavene nemlig under alle omstændigheder at stige helt op til halvanden meter ved udgangen af dette århundrede.

Det er næsten tre gange så meget som de 59 centimeter, FNs klimapanel, IPCC, i 2007 forudså som det værste scenarie.

En så dramatisk CO2-stigning vil få helt fatale konsekvenser for en række af verdens lavtliggende øsamfund i det Indiske Ocean og Stillehavet - herunder blandt andet Maldiverne, der kun ligger en til to meter over havets overflade.

»Lige meget hvad vi gør, vil verdenshavene stige voldsomt. Det er alarmerende med havvandsstigninger på én til halvanden meter, og derfor må verden gøre noget for at bremse udslippene af C02,« siger hovedforfatteren bag rapporten, den verdenskendte professor og leder ved is- og klimaafdelingen på Niels Bohr Institutet, Dorthe Dahl-Jensen.

Hun fremlagde i går resultaterne af rapporten til COP15 sammen med USAs tidligere vicepræsident Al Gore som trækplaster.

Smeltende gletsjere

Rapporten er ifølge Jens Hesselbjerg, forskningsleder på Danmarks Klimacenter, den hidtil mest gennemarbejdede vurdering af forholdene i Grønland og de globale påvirkninger af hav og klima.

»Nu er det blevet gjort tydeligt, at man bliver nødt til at tage alvorligt, at Grønland spiller en endnu større rolle på de globale havvandsstigninger, end det umiddelbart har været antaget. I hvert fald hvis gletsjerne i Grønland fortsætter med at smelte så voldsomt, som det er set i de senere år,« siger Hesselbjerg, der er hovedforfatter til afsnittet om regionale klimaforandringer i den seneste rapport fra FNs klimapanel.

Ifølge forskerne fra Niels Bohr Institutet, der i samarbejde med en række udenlandske forskningsinstitutioner har udarbejdet rapporten, er baggrunden for FNs klimapanels mere forsigtige vurdering, at de har undladt at medregne den is, der hele tiden knækker fra gletsjernes kant i hovedsagelig Grønland og på Antarktis.

»Tilsyneladende er processen inden for de seneste år blevet speedet voldsomt op. Alene udstødningen af is fra den kendte gletsjer i Ilulissat i Grønland dræner seks til otte procent af indlandsisen om året,« siger lektor Jørgen Peter Steffensen fra Niels Bohr Institutet.