Pludselig opstod der frygt for kidnapning af OL-atlet. Nu har hun fået visum i Polen

Krystsina Tsimanouskaya ved den polske ambassade i Japan. Fold sammen
Læs mere
Foto: YUKI IWAMURA
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De sidste 24 timer har budt på at vanvittigt drama i OL-byen Tokyo.

Pludselig var store dele af verdens fokus rettet et helt andet sted hen end på medaljer, hestesport og atletik.

For ud af det blå kunne en række mediefolk fra Hviderusland beskrive, hvordan den belarusiske løber Krystsina Tsimanouskaya formentlig var udsat for et decideret forsøg på kidnapning.

Hele dramaet udspillede sig søndag aften, lokal tid.

Uden varsel blev Krystsina Tsimanouskaya passet op af folk fra det belarusiske OL-program.

På hendes værelse i OL-byen fik hun besked på, at hun havde en time til at pakke.

Hun skulle hjem til Hviderusland.

Da den time var gået, blev hun fragtet direkte i Tokyos Haneda-lufthavn.

Krystsina Tsimanouskaya i Tokyos lufthavn søndag aften, lokal tid. Fold sammen
Læs mere
Foto: ISSEI KATO.

Her kom det på det nærmeste til et sammenstød.

Krystsina Tsimanouskaya havde formået at kontakte den Internationale Olympiske Komité, IOC, og en organisation ved navn Belarusian Sport Solidarity Foundation.

I samarbejde med japansk politi i lufthavnen fik de stoppet, at den belarusiske 100- og 200-meter løber blev sat på et fly mod Minsk.

Hvad der flere steder beskrives som et regulært forsøg på en kidnapning af den 24-årige atlet, var blevet forpurret i sidste øjeblik.

Tsimanouskaya befinder sig nu i sikkerhed, efter hun ellers blev beordret hjem. Fold sammen
Læs mere
Foto: ISSEI KATO.

Den belarusiske journalist Hanna Liubakova fulgte sagen intenst.

13.23, dansk tid, søndag sendte hun sit andet tweet i en længere tråd om sagen.

'Tsimanouskaya blev fulgt i lufthavnen af to medlemmer af den belarusiske sportsdelegation. Hun er nu med politi og frivillige. Adspurgt om hun var bange for at flyve til Hviderusland, svarede Tsimanouskaya 'ja'.'

Krystsina Tsimanouskayas frygt er formentlig ikke uden bund i virkeligheden.

I skrivende stund sidder omkring 600 personer, som på en eller anden måde har lagt sig ud med det belarusiske styre, fængslet i det østeuropæiske land.

Mest prominent af dem er journalisten Raman Pratasevich, der under stor medieopmærksomhed blev kidnappet tidligere på året, da hans fly blev tvunget ned over hviderussisk luftrum, mens det var på vej fra Athen til Tallinn.

Raman Pratasevich er ikke røget i fængsel efter kidnapningen, men er i stedet blevet det belarusiske regimes nikkedukke og er blevet fremvist i tv-interviews, hvor han angrer sin modstand mod regimet.

Pratasevich blev anklaget for at have modarbejdet præsident Aleksander Lukashenkos regime i forbindelse med valget sidste år.

Den hviderussiske journalist Raman Pratasevich. Fold sammen
Læs mere
Foto: -.

Helt så slem er Krystsina Tsimanouskayas brøde mod hjemlandet umiddelbart ikke.

Angiveligt skal sagen bunde i, at hun var blevet tvunget til at deltage i landets 4x400-stafetløb i denne uge. Her sagde Tsimanouskaya fra.

Hun løber normalt udelukkende 100 og 200 meter løb.

Og hun valgte offentligt at kritisere beslutningen.

Det fik det belarusiske statsmedie til at kritisere hende voldsomt for ikke at have 'holdånd'.

Og så bankede det på hendes hoteldør søndag aften, hvor en psykolog fra det belarusiske olympiske hold og en navngiven repræsentant fra Hvideruslands Olympiske Komité, Vasil Yurchuk, stod klar til at eskortere hende i Haneda-lufthavnen.

»Jeg er i sikkerhed, og de er i gang med at beslutte, hvor jeg kan tilbringe natten,« udtalte hun i skriftlig erklæring kort efter redningsaktionen i lufthavnen gennem Sport Solidarity Foundation.

Nyligt offentliggjorte optagelser fra et sammenstød mellem Tsimanouskaya og to ledende personer fra det belarusiske atletikforbund viser, hvordan hun blev presset.

Krystsina Tsimanouskaya ses her sammen med det japanske politi i Haneda-lufthavnen i Tokyo. Fold sammen
Læs mere
Foto: ISSEI KATO.

Her slår chefen for Hvideruslands Atletikforbund, Yuri Moisevich, fast, at de kommer til at behandle sagen som en skade, men hun reelt sendes hjem på grund af de 'anklager hun er kommet med'.

Herefter siger Moisevich angiveligt, at Tsimanouskaya skal 'holde kæft og adlyde'.

»Når en flue bliver fanget i et spindelvæv, så vikler den sig selv mere ind, jo mere den kæmper,« siger en person, der skal være Artur Shumak, som er direktør for Hvideruslands atletikakademi, da hun protesterer.

»Hvis der er koldbrand, så skærer man halvdelen af benet af for at redde hele organismen. Det er ærgerligt for benet. Men beholder man benet, så dør man,« siger han og slår fast, at hun har gjort noget dumt.

Fra officiel hviderussisk side havde man en forklaring på sprinterens pludselige afgang fra OL.

Den lød, at lægerne ikke mente, hun var klar til at deltage i konkurrencer grundet hendes 'følelsesmæssige, psykologiske tilstand'.

Det afviste Krystsina Tsimanouskaya dog blankt kort efter redningen i lufthavnen i et interview med mediet by.tribuna.com.

»Ingen undersøgte mig. Jeg har en god psykisk tilstand, selvom den her situation opstod. Jeg fortsætter som normalt, jeg har ingen problemer med helbredet, ingen skader og ingen mentale problemer. Jeg var klar til at løbe,« fortalte Tsimanouskaya, der var blevet fragtet i sikkerhed af japansk politi.

Foto: ALEKSANDRA SZMIGIEL.

Men helt sikker var hun endnu ikke.

For med sig til Tokyo havde atleten udelukkende sit belarusiske pas. Og dermed ikke umiddelbart andre steder at tage hen.

Men det ændrede sig hurtigt, efter den dramatiske situation blev verdenskendt.

Både Tjekkiet og Polen meldte sig parate til at udstede et humanitært visum til Tsimanouskaya.

Krystsina Tsimanouskaya ved den polske ambassade i Japan. Fold sammen
Læs mere
Foto: YUKI IWAMURA.

Og sent mandag aften, lokal tid, dukkede billederne så op.

Taget på afstand i ly af mørket viste de den belarusiske atlet med en rygsæk og en kuffert ved døren til den polske ambassade.

Her havde hun søgt og fået humanitært visum.