Pensionspenge går til korrupte afrikanske regimer

De største danske pensions­kasser glemmer deres etiske regelsæt, når de opkøber statsobligationer udstedt i nogle af verdens mest korrupte regimer i Afrika.

Politimænd ved en buste af DR Congos tidligere præsident Laurent-Désiré Kabila, som angiveligt blev dræbt af sine egne livvagter i. Kort tid efter, i januar 2001, blev embedet overtaget af hans søn Joseph Kabila, født 1971, som har været præsident lige siden. Congos nationalpoliti er kendt for en enorm udbredelse af korruption samt seksuelle overgreb på landets kvinder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Millioner af danskere har deres pensionspenge investeret i nogle af verdens mest korrupte og udemokratiske regimer. I alt 19 ud af de 22 største danske pensionskasser opkøber statsobligationer i de afrikanske lande, viser en undersøgelse lavet af Berlingske og det uafhængige researchcenter DanWatch.

Et af de lande, der investeres i, er den Demokratiske Republik Congo, som Berlingske har besøgt. Her voldtages kvinder af nationalhæren, og oppositionspolitikere forsøges undertrykt med tortur.

Forbrugernes vagthund Forbrugerrådet er stærkt kritisk:

»Det er ikke OK ud fra en moralsk betragtning. De fleste af os har det sådan, at når vi køber noget, har vi ikke lyst til at føle os medskyldige i forbrydelser, der sker i den tredje verden,« siger afdelingschef Vagn Jelsøe.

Landene, der fra investorernes side omtales som »emerging markets,« er Angola, Republik­ken Congo, Nigeria, Uganda, Gabon, Elfenbenskysten, Senegal og den Demokratiske Republik Congo. De penge, som investeres i statsobligationer, er ikke øremærket til særlige projekter, men går direkte ind i statens husholdningskasse. I alt er der tale om over 600 millioner kroner.
Lars Koch, der er politisk rådgiver i udviklingsorganisationen Ibis er overrasket.

»Det er en blankocheck, man stikker til forskellige grader af ubehagelige regimer,« siger han.

Men der er ingen etiske retningslinjer for investeringer i statsobligationer, sådan som man har det for aktier og virksomhedslån.
Det undrer Mads Øvlisen, der er formand for Rådet for Samfundsansvar.

»Vi ved jo alle sammen, at der er problemer i de lande. Derfor undrer det mig, at pensions­kasserne ikke er mere gennemsigtige og forklarer, hvad de har gjort for at sikre, at pengene ender i opbygning af landet og ikke i de forkerte lommer,« siger han.

Bortforklaring

Pensionsbranchen erkender det etiske dilemma, men indvender, at det er ikke er op til pensionsselskaberne »at føre udenrigspolitik,« så længe internationale restriktioner ikke forhindrer investeringerne.

»Som branche mener vi ikke, at det er et område, hvor vi kan spille en aktiv rolle. Jeg synes, at vi har en fornuftig balance i dag. Men hvis FN, EU eller den danske regering lægger op til, at vi kan gøre andet, vil vi klart tage det op og se på det,« siger formand for Forsikring & Pension Peter Damgaard Jensen, som også er direktør i PKA.

Mads Øvlisen kalder forklaringen »et hjørnespark«, Forbrugerådet kalder det en »bortforklaring«, og Jesper Berg, der som økonom har talrige missioner på CVet for Den Internationale Valutafond i Afrika, bakker dem op. Investorerne bør lave regelsæt for dette område, ganske som man har på aktieinvesteringer.

»Her er der jo heller ingen, der fortæller dig, hvad man må og ikke må. Hverken Verdensbanken, Valutafonden eller FN har sagt, at man ikke må investere i de enkelte firmaer. Det er jo en beslutning, som medlemmerne træffer,« siger Jesper Berg, der også er underdirektør i Nykredit.

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) er bekymret for, hvor pensionsopsparerenes penge ender.
»Hvis pensionsselskaberne ikke kan sikre, at der er åbenhed omkring de her pengestrømme, så man kan følge, hvor pengene ender, og hvis ikke de kan sikre, at pengene faktisk bliver brugt til gavn for befolkningen, synes jeg, at man skal overveje meget kraftigt at holde sig væk,« siger han og understreger, at Udviklingsministeriet ikke selv ville give lignende budgetstøtte til en række af landene.