Penge fra u-landskalenderen skal gå til syriske børn

Syriske børn i nabolandene Tyrkiet, Libanon og Jordan får overskuddet fra Børnenes U-landskalender 2018.

Syriske børn bor i Zaatari flygtningelejren i Jordan. Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har afgjort, at syriske børn i nabolandene Jordan, Tyrkiet og Libanon får overskuddet fra Børnenes U-landskalender 2018. Scanpix/Thomas Coex Fold sammen
Læs mere

Fra Børnenes U-landskalender 2018 skal overskuddet gå til syriske børn, som er flygtet til Syriens nabolande Tyrkiet, Jordan og Libanon.

Det oplyser Dansk Flygtningehjælp i en pressemeddelelse.

Mere end fem millioner syrere har søgt tilflugt i nabolandene. Heraf er halvdelen - godt 2,5 millioner - børn. Nu har Tyrkiet, Libanon og Jordan flest flygtninge i verden, når man måler antallet på indbyggertal.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har valgt, at overskuddet i år tilfalder syriske børn. Mange af dem går ikke i skole. Enten er der ikke plads i de overfyldte skoler, eller forældrene har ikke råd.

»Det er afgørende for mig, at vi får sat fokus på at hjælpe de mange syriske flygtningebørn til en så god hverdag som overhovedet muligt i det land, der er flygtet til,« siger Ulla Tørnæs.

»Danske børn i målgruppen for U-landskalenderen er vokset op med at høre, at der er krig i Syrien, og at mange er flygtet. Børnenes U-landskalender er en mulighed for at fortælle historier om børn på flugt.«

Overskuddet går i år til lektiehjælp samt psykisk og social støtte. Hjælpen går gennem medborgerhuse, Community Centres, i nabolande.

Målet er at skabe Child Safety Spaces, som er trygge rum for børns leg og læring. Børns udvikling skal stimuleres ved lektiehjælp og skolevejledning. Børns robusthed og modstandskraft skal styrkes med støtte til forældrene.

Før borgerkrigen i 2011 brød ud i Syrien, levede de fleste syriske børn et normalt liv med skole, venner og fritidsaktiviteter, siger Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Christian Friis Bach.

»Nu risikerer vi at tabe en hel generation på gulvet. Så jeg er meget glad for, at Dansk Flygtningehjælp sammen med Børnenes U-landskalender kan hjælpe de børn,« siger Christian Friis Bach.

/ritzau/