OVERBLIK: Tidligere par af samme køn i Vild med dans

I tre andre lande har "Vild med dans" haft par af samme køn på dansegulvet.

Jakob Fauerby og Silas Holst er det første dansepar af samme køn, der har vundet Vild med dans i noget land. Andre har dog forsøgt. Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Horsens. Fredag aften har skuespiller Jakob Fauerby og hans dansemakker Silas Holst vundet dette års "Vild med dans", hvis danske udgave sendes på TV2.

Programmet er et koncept, der også sendes i mange andre lande. I USA hedder det eksempelvis "Dancing with the stars".

I ingen af de andre lande har et par af samme køn vundet, før Jakob Fauerby og Silas Holst gjorde det i programmets danske udgave fredag aften.

Her er et overblik over de andre lande, hvor et dansepar af samme køn har forsøgt at vinde "Vild med dans" - uden succes:

* Israel, 2010:

Gili Shem Tov, en kvindelig tv-vært, dansede med den kvindelige professionelle danser Dorit Milman. De bliver nummer fem i konkurrencen det år i Israel.

* Østrig, 2011:

Alfons Haider, en mandlig tv-vært, stillede op sammen med den professionelle danser Vadim Garbuzov. De nåede længere og blev nummer fire.

* Italien, 2018:

Stylisten Giovanni Ciacci dansede sammen med dansepartner Raimondo Todaro. De to nåede til finalen, men vandt dog ikke.

Kilde: TV2.

/ritzau/