Oprør mod Løkke under klimatopmøde

Nogle af nøgle-landene under klimaforhandlingerne i Bella Center retter hårde angreb på det danske formandskab. Forhandlingerne kører ikke på en tilfredsstillende demokratisk måde.

Connie Hedegaard har officielt overladt roret til Lars Løkke Rasmsussen (V). Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Det danske COP15-formandskab er under hård beskydning i Bella Center.

Lande som Indien, Brasilien og Kina mener, at formandskabet ser stort på det arbejde, som en række lande har lavet under klimakonferencen med det kompromisforslag, som det danske formandskab vil fremlægge om kort tid.

Læs også: Dansk kompromisforslag på vej

Statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) velkomst til den officielle åbning af de såkaldte høj-niveau forhandlinger blev simpelthen afbrudt, da Brasilien nedlagde en officiel protest.

Den brasilianske repræsentant ville blandt andet have sikkerhed for, at det danske formandskab ikke kører landene over i den videre proces. I følge Brasilien har landene forhandlet om tekster til en aftale til tidligt i morges, men nu frygter man, at dette arbejde ikke indgår i formandskabets kompromisforslag, som bliver lagt frem om kort tid.

Utilfredsstillende med en tekst fra himlen

Også Kina og Indien bakkede op.

- Det handler ikke blot om proces. Det er langt vigtigere. Man kan ikke bare fremlægge en tekst, som er faldet ned fra himlen. Vi er alle kommet med en stærk beslutsomhed for at gøre København til en succes. Men processen skal være retfærdig, siger lederen af den kinesiske forhandlingsdelegation under en debat, som pludselig tog fart forud for at en række talere skulle markere begyndelsen på det egentlige politiske topmøde i Bella Center.

Alt om klima: Følg begivenhederne i Bella Center

Også Indiens repræsentant var kritisk. Og da Lars Løkke Rasmussen forsøgte at tale til de gode viljer ved at understrege, at verden forventer, at man laver fremskridt i forhandlingerne og ikke lader processen drukne i debat om netop processen.

- Vi er igen og igen blevet forsikret af COP-præsidenten om, at denne proces er drevet af gennemsigtighed, siger den indiske repræsentant, der understregede, at der blev arbejdet indtil morgenens tidlige timer, og det arbejde ikke er blevet respekteret.

Løkke slog tilbage

Sudan indvendte at man ikke har tænkt sig at agere gummistempel. Gentagne gange forsøgte Løkke at slå oprøret ned.

- Verden forventer at vi indgår en aftale nu. Det er på tide at komme videre, siger Lars Løkke Rasmussen, som henviste til, at der er et planlagt COP-møde kl. 13, hvor alle lande kan medbringe deres anker mod processen. Det håber han vil være godt nok for de lande, som klager over processen.

- Nu vil jeg gå videre med det, vi allerede har planlagt, siger Lars Løkke Rasmussen, som øjensynligt var utilfreds med landenes gentagne klager, som dog fortsatte med uformindsket styrke.

- Hvordan kunne COP-præsidenten fremlægge en tekst uden at tage teksten fra nogle af de vigtigste forhandlingsparter med i overvejelserne. Vi tager det her yderst alvorligt. Vi burde holde os til vores mandat og ikke arbejde på en skjult dagsorden og trække ting udefra ned over hovedet på parterne her, siger Kinas repræsentant.

Læs også: Følg debatten live