Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, har i et brev til Sundheds- og Ældreministeriet pointeret, at det er vigtigt at prioritere aktindsigtssager højt.
Samtidig siger han, at han har forståelse for, at sundhedsmyndighederne under ministeriet er »ekstraordinært belastet« for tiden som følge af coronakrisen. Det fremgår af en pressemeddelelse.
»Hurtig behandling af aktindsigtssager er en forudsætning for, at medierne kan orientere os alle sammen om aktuelle sager i den offentlige forvaltning. Det er samtidig med til at understøtte, at medierne kan lave kritisk journalistik,« siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, i meddelelsen.
Han beder nu om, at ministeriet efter sommerferien redegør for status for behandlingen af aktindsigtssager.
Tilbage i maj spurgte Ombudsmanden ind til, hvordan det gik med behandlingen af aktindsigtssager i ministeriet, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og Styrelsen for Patientsikkerhed.
Svaret er nu kommet, og her lyder det ifølge pressemeddelelsen, at »myndighederne de seneste måneder har modtaget et betydeligt større antal aktindsigtsanmodninger end vanligt, og at det – også i lyset af den særlige situation med håndteringen af covid-19 – ofte ikke har været muligt at overholde fristerne for behandling af aktindsigtsanmodninger«.
Derfor har Sundheds- og Ældreministeriet iværksat forskellige initiativer, der bl.a. skal tilføre flere ressourcer samt udarbejdelsen af vejledninger om håndteringen af aktindsigtsanmodninger om covid-19.




