Ombudsmand konkluderer: Statsministeriets tidligere stabschefs beskeder var private

Statsministerens forhenværende stabschef og særlig rådgiver kommunikerede privat med en unavngiven politisk kommentator. Der blev nægtet aktindsigt i korrespondancen, og nu vurderer Folketingets Ombudsmand, at det var i orden at nægte aktindsigt.

Niels Fenger har siden 2019 beklædt stillingen som Folketingets Ombudsmand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Forhenværende stabschef og særlig rådgiver i Statsministeriet kunne godt korrespondere privat med politisk kommentator om coronaindsats, uden at dette er omfattet af aktindsigt.

Sådan lyder vurderingen fra Folketingets Ombudsmand, der har taget stilling til, hvorvidt private beskeder mellem venner er omfattet af aktindsigt.

Der er tale om en journalist, der ønskede aktindsigt i beskeder mellem Statsministeriets forhenværende stabschef og en politisk kommentator. Det skriver Folketingets Ombudsmand i en pressemeddelelse.

Da aktindsigten blev nægtet, anførte Statsministeriet, at stabschefen og den politiske kommentator var private venner, og at der således var tale om en udveksling af personlige synspunkter, som ikke er omfattet af offentlighedsloven.

De private beskeder mellem stabschefen og den politiske kommentator handlede om mediernes dækning af myndighedernes coronaindsats.

Og det var i orden, at aktindsigten blev nægtet, konkluderer Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.

»I dette tilfælde kan jeg efter en læsning af beskederne ikke kritisere Statsministeriets vurdering af, at det var private beskeder,« siger han.

Kan udhule loven

Trods ombudmandens afgørelse, lyder det dog stadig, at fordi man er venner, betyder dette ikke i sig selv, at kommunikation altid er privat.

Dermed skal afgrænsningen mellem private og arbejdsmæssig korrespondance altså ikke ske på en måde, så der åbnes for risikoen for, at retten til aktindsigt bliver udhulet.

»Det er dog vigtigt for mig at sige, at alle offentligt ansatte bør være opmærksomme på, hvornår de korresponderer som privatpersoner, og hvornår de korresponderer som offentligt ansatte,« siger Niels Fenger.

Ifølge ombudsmandens udtalelse kan venner altså godt tale privat om en sag, som begge parter har en arbejdsmæssig relation til.