Ny risiko for nattefrost: Sådan beskytter du haven

DMI varsler lokal nattefrost i weekenden, og derfor bør du tage dine forholdsregler i haven, fortæller to haveeksperter.

Et lag fiberdug kan være løsningen, så den mulige nattefrost i weekenden ikke får fat i dine blomster og grøntsager i køkkenhaven. (Arkivfoto) Mogens Ladegaard/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

De seneste uger har stået på sol, sol og atter sol, men i weekenden er der udsigt til lidt af et vejrskifte.

Her er der nemlig risiko for lokal nattefrost, lyder meldingen fra DMI.

»Natten til fredag, natten til lørdag og måske også natten til søndag kan der komme lokal nattefrost i græshøjde,« siger Lars Henriksen, vagthavende ved DMI.

Lige nu er det mest haveejerne i den nordlige del af landet, der er i risikozonen for at få nattefrosten, men det er ikke umuligt, at andre dele af landet også kan blive ramt, siger Lars Henriksen.

Er du en af de mange, der har brugt påsken på at plante blomster og grøntsager ud i køkkenhaven, er det derfor en god idé at tage nogle forholdsregler.

Det fortæller fagredaktør Louise Møller fra Haveselskabet.

»I køkkenhaven kan fiberdug beskytte planterne, når vi kommer ned på de få graders frost. Det gør, at temperaturerne kan holde sig over frysepunktet i den korte periode, det varer«, siger hun.

Også de nyplantede blomster i haven skal du tage hånd om, hvis der er risiko for nattefrost.

»Har du plantet dine krukker med sommerblomster, vil jeg anbefale, at du flytter dem ind under et halvtag eller ind til husmuren. Alternativt kan du lægge en avis eller et lagen hen over indtil næste morgen,« fortæller Louise Møller.

Ifølge haveekspert Jesper Carl Corfitzen fra Bolius er det særligt blomster som roser og hortensia, du skal have fokus på, hvis frosten sætter ind igen.

»Hvis man allerede har klippet sine roser i denne ombæring, så kan frosten sætte dem tilbage«, siger han.

Planterne har nemlig brugt meget energi på at sætte nye skud, og derfor er de særligt i farezonen, lyder det fra Jesper Carl Corfitzen.

Nattefrosten ser ikke ud til at blive så slem, at blomsterne risikerer store skader. Ifølge Louise Møller kan du risikere lidt frostskader på bladene.

»Men vil du gerne sikre dig, at blomsterknopperne ikke tager skade, så kan du også her lægge et lag fiberdug over blomsten, så den er beskyttet,« siger Louise Møller.

Træer og buske burde til gengæld ikke tage skade af weekendens nattefrost - heller ikke selv om de er nyplantede, lyder det fra Louise Møller.

Efter weekenden ventes vejret af vende igen i næste uge, lyder det fra DMI.

/ritzau fokus/