Ny regering vil gøre Sverige fossilfrit og forbyde salg af benzin- og dieselbiler fra 2030

Den svenske statsminister Stefan Löfven har i sit regeringsprogram givet den nye mindretalsregering en klar grøn profil med store ambitioner i klimapolitikken.

Sveriges nye mindretalsregering er blevet kaldt historisk svag. Men statsminister Stefan Löfven har fundet ét klart område, hvor han mener, at have stort manøvrerum. »Sverige skal blive verdens første fossilfrie velfærdsnation,« lød det i Stefans Löfvens indledning, da han fremlagde det nye regeringsgrundlag i Riksdagen. Senere i talen blev regeringens ambitioner for klimapolitikken yderligere understreget:

»Luftfartens store klimapåvirkning skal mindskes. (...) Det skal være muligt at oplade og tanke fossilfrit i hele landet. (...) Der skal ikke sælges nye benzin- og dieseldrevne biler efter 2030. Sådan mindsker vi de store klimaudslip fra transportsektoren.«

Den rød-grønne regering består af Socialdemokraterna og Miljöpartiet. Som leder af det lille parti, der kun lige akkurat klarede sig over spærregrænsen ved valget, gik Isabella Lövin fra at være klima- og bistandsminister i den tidligere regering til titel af miløminister. Hun havde på forhånd meddelt, at man ville præsentere en grønnere regering. Det blev indfriet i præsentationen af regeringens program.

Klar grøn profil for ny regering

»Det er markant i mange grønne spørgsmål. Spørgsmålet er, om der nogensinde har været en så grøn regering,« vurderede Expressens politiske kommentator Torbjörn Nilsson.

Udspillet fra den rød-grønne regering kan være med til at øge splittelsen blandt de borgerlige partier. Centerpartiet og Liberalerna er brudt ud af blå blok for at være støttepartier for den nye regering. Til gengæld har de to liberale partier fået klare løfter om, at de får gennemført reformer på deres kerneområder.

I klimadebatten kan Stefan Löfven nyde godt af, at Centerpartiet ønsker en grøn profil. I weekenden oplyste SVT, at Centerpartiet vil have skærpet bilsyn med hensyn til bilernes forurening og klimapåvirkning. I valgkampen frem til valget i september erklærede det ledende borgerlige parti, Moderaterna, at man ønskede at sænke afgiften på benzin, fordi partiet mener, at det er bedre at satse på andre klimatiltag.