Hvis du drømmer om at gå en solbeskinnet tur på vandet i vinterferien, er det nu, du skal slå til.

Isen på de københavnske søer har nemlig flere steder passeret de magiske 16-18 centimeter, der er grænsen for, hvornår isen er tyk nok til at gå og skøjte på.

Mindst 18 personer blev tidligere på måneden sigtet for at færdes ulovligt på de dengang noget mere usikre københavnske søer. Og så sent som i fredags satte Københavns Kommune skilte op for at holde borgerne på land.

Men nu er den altså god nok. Københavns Kommune har lørdag haft ekstra mandskab på arbejde for at udføre endnu en ismåling, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Mens den nordlige del af Sankt Jørgens Sø nu er tilfrosset nok til at gå på, bliver den sydlige del aldrig godkendt til færdsel. Det skyldes springvand og mange siv langs bredden, der er med til at gøre isen usikker.
Mens den nordlige del af Sankt Jørgens Sø nu er tilfrosset nok til at gå på, bliver den sydlige del aldrig godkendt til færdsel. Det skyldes springvand og mange siv langs bredden, der er med til at gøre isen usikker. Claus Bech/Ritzau Scanpix

Her er de søer, man gerne må færdes på:

  • Peblinge Sø

  • Sankt Jørgens Sø Nord

  • Østre Anlæg Midt

  • Søen i Ørstedsparken

  • Søen ved Brønshøj Gadekær

Isens tykkelse er passende til gåture og skøjteløb, men det kan stadig være farligt at hoppe på isen eller samles for mange på én gang.
Isens tykkelse er passende til gåture og skøjteløb, men det kan stadig være farligt at hoppe på isen eller samles for mange på én gang. Claus Bech/Ritzau Scanpix

Interessen for det frosne vand fik fredag Københavns Kommune til at minde københavnerne om, at coronavirussen stadig er her.

»Vi står i en helt ekstraordinær situation, hvor sammenfaldet af nedlukning, vinterferie og udsigt til godt vejr nok vil få rigtig mange københavnere til at gå en tur ud i den friske luft,« siger Jakob Hjuler Tamsmark, enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen, i en pressemeddelelse.

»Det er vigtigt, at vi husker at udvise hensyn og holde afstand. Vores adfærdsguider kommer til at være synlige i de områder, hvor vi forventer, at mange vil bruge naturen, og man kan altid henvende sig til dem, hvis man oplever noget, som kan virke utrygt.«

Af samme grund bliver der ikke etableret skøjtebaner på Søerne denne vinter.