Når kun det bedste er godt nok

Halvdelen af de danskere, der rammes af en blodprop i hjernen, får ikke den optimale behandling. Alarmerende, siger både læger og regioner. Statistikken kan bruges som pisk. Men mest af alt skal den bruges til at undgå, at patienter ender som Ole Raundorf.

»Rent psykisk inde i hjernen har jeg det meget skidt. Der kan godt dukke selvmordstanker op. Man kan sige, at min hjerne sådan set fungerer normalt, men jeg er fanget i min egen krop,« fortæller 61-årige Ole Raundorf, der er en af de 15.000 danskere, der årligt rammes af en blodprop eller blødning i hjernen. Fold sammen
Læs mere

Der var tre mænd i Oles kommune, der fik en blodprop i hjernen på samme tidspunkt. I dag er den ene mand død. Den anden sidder i kørestol. Ole kan i det mindste komme rundt, som han siger.

På den anden side kunne Ole måske have haft sit gamle liv i dag, hvis behandlingen efter Oles første blodprop for godt to år siden var forløbet efter den lægefaglige grønspættebog.

Som tidligere sømand og gartner er 61-årige Ole Raundorf vant til at færdes i den fri luft. I dag kan han ingen steder tage hen uden sin kone ved sin side. Han kan gå, men ikke holde balancen. Han har sejlet på verdenshavene, men kan i dag ikke tage bussen. Han kan se på, når børnebørnene spiller bold, men ikke lege med. Ferieture, biografture og nyt hus til den tredje alder er aflyst. Pengene er brugt til privat genoptræning.

»Rent psykisk inde i hjernen har jeg det meget skidt. Der kan godt dukke selvmordstanker op. Man kan sige, at min hjerne sådan set fungerer normalt, men jeg er fanget i min egen krop. Min hjerne vil meget gerne nogle ting, men jeg kan ikke,« siger Ole Raundorf.

Da Ole Raundorf dejsede om midt i madpakkesmøringen en tidlig morgen i november 2007, var der intet, der tydede på, at Ole skulle ende i den tunge ende af statistikken. Det begyndte med det udramatiske signal, at Ole ikke kunne binde knuden på madpakkens plastpose. Den venstre hånd drillede. I stedet gik han ind mod badeværelset for at gøre sig klar til dagen og faldt med et brag på vejen. Klokken var fem om morgenen.

15.000 danskere får årligt en blodprop eller blødning i hjernen. Nogle falder om, bevidstløse. Andre får, som Ole, et pludseligt balanceproblem eller lammelse i den ene del af kroppen. Apopleksi er med 4.700 døde årligt den tredjestørste dødsårsag i Danmark, kun overgået af hjertesygdomme og kræft, og koster samfundet syv mia. kroner.

Hvor apopleksi for blot få årtier siden var en direkte vej til døden, livslangt handicap og lammelse, er dødeligheden og senskadernes omfang takket være bedre og hurtigere behandling dog hastigt på vej ned. Tænk Sanne Salomonsen, rockmama'en, der i maj 2006 blev ramt af en blodprop i hjernen. Takket været trombolysebehandling - medicin i drop, der opløser blodproppen - kunne hun vende tilbage til scenen og til rock'n'roll.

Historien om Sanne Salomonsen havde Winnie i hovedet, da hun og ambulancen med Ole ankom til Hillerød Hospital. Ole skulle have trombolyse, og det skulle gå stærkt. Anvendes trombolyse inden for tre timer, vil hver ottende apopleksipatient undgå følgeskader. Iværksættes behandlingen endnu tidligere, vil det være hver tredje.

Derfor skal man - i et perfekt patientforløb - scannes hurtigst muligt. Men det lod sig ikke gøre den morgen på Hillerød Sygehus. Der var, sagde en læge til familien Raundorf, »knas med scanneren«. Og uden et scannebillede ville trombolyse ikke kunne iværksættes i tide.

»Der er ikke længere tvivl om debut, har været oppe en halv time, inden han udvikler symptomer. Kl. er imidlertid blevet for mange til, at vi kan nå det inden for tre-timers-vinduet,« står der i journalnotaterne fra klokken 7.15. To timer og et kvarter efter Oles første symptomer. Og over en time efter ankomsten til hospitalet. De lod tiden gå og opgav på forhånd, følte Winnie.

Få timer senere ramtes Ole af blodprop nummer to.

Flertallet af de 15.000 danskere, der hvert år rammes af apopleksi, får ikke den optimale behandling. I det Nationale Indikator Projekt (NIP) har sundhedvæsnets fremmeste eksperter siden 1999 på en række sygdomsområder opstillet en række trin, som patienter skal igennem for den bedst tænkelige behandling. Der er sket store forbedringer siden begyndelsen. Men stadig får under halvdelen - 43 procent - af apopleksipatienterne tilbudt de ni optimale behandlingstrin. Det viser de nyeste tal fra NIP-projektet, udtrukket for Berlingske Tidende.

»Indholdet i NIP-behandlingen er ikke raketvidenskab. Det er simple ting, som man lægefagligt set er enige om bør være standarden for den gode behandling. Men en stor del af patienterne får ikke standarden. Og det ER ikke godt nok. Det her er et fagligt problem, vi læger er nødt til at tage på os. Det er vores ansvar at få rettet op,« siger Yves Sales, formand for Lægeforeningen.

At mere end hver anden blodproppatient ikke får den optimale behandling, øger dødeligheden, mener en patientsikkerhedsekspert:

»Jo flere af de anbefalede behandlingstrin, patienten gennemgår, jo mindre er risikoen for at dø. Det er derfor afgørende, at sundhedsvæsnet i højere grad end nu kan levere den behandling, som man i sundhedsvæsnet er enige om, er den bedst mulige,« siger Beth Lijla, overlæge og sekretariatsleder i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Bent Hansen, formand for Danske Regioner og dermed for sygehusenes driftsherrer, opfordrer landets fem regioner til at lægge pres på sygehusene:

»Der skal leveres en bedre kvalitet, for det er virkeligt syge mennesker, det drejer sig om. Bliver kvaliteten ikke forbedret, så er det patienter, som for apopleksiens vedkommende ender på noget nær grøntsagsstadiet. Det er derfor meget alvorlige tal på disse områder,« siger han.

Det lugter langt væk af kontrol, tjeklister og rigide målsætninger. Ting, som sundhedsvæsnet i forvejen vånder sig under. Men der er en konstruktiv og positiv mening med de såkaldte »NIP-indikatorer«, behandlingstrinnene: Ved at sætte fokus på dem, kræve indberetning om dem og indrette arbejdsgange efter dem, har man - trods den sølle status - forbedret sig. Ved målingernes start i 2003 fik kun hver tiende apopleksipatient den »fulde pakke«, i dag er det som nævnt 43 pct.

Samtidig giver NIP et redskab, som kan udligne ekstreme regionale forskelle i behandlingskvaliteten:

»Ideen med NIP er selvfølgelig at kunne slå de enkelte afdelinger oven i hovedet, hvis de præsterer dårligt. Men det er også en hjælp til de enkelte afdelinger. Det er bestemt ikke meningen, at alle patienter nødvendigvis skal slæbes igennem alle behandlingstrin. Men der mangler noget lighed: Vi kan se, at på de »bedste« afdelinger er det op mod 70 pct., der får hele pakken, mens andre afdelinger roder rundt på 10-15 pct. Og så stor forskel er der altså ikke på patienterne,« siger Paul Bartels, læge og direktør for Nationalt Indikator Projekt.

NIP-målingerne er ikke en sexet størrelse. Det er svært at finde patienthistorier, hvor man med sikkerhed kan sige, at dét eller dét manglende behandlingstrin førte til død eller handicap. Nytteværdien viser sig først, når store antal patientdata stilles op. Det er heller ikke heroiske enkeltlæger, der gør en forskel. Ofte er det »kedelige ting« som vagtplanlægning, flaskehalse og mangel på udstyr, der har forringet patienternes behandling. For eksempel fordi bl.a. fysioterapeuter nogle steder ikke arbejder i weekenden.

Hvis Ole Raundorf først var blevet syg i november 2010 - og ikke i november 2007 - kunne hans situation måske have været væsentligt anderledes. Siden hans blodprop ramte, er flere indikatorer - eller indsatsområder - kommet til på apopleksiområdet. Bl.a. en ultralydsscanning af evt. forsnævringer i halspulsåren, som kan give et fingerpeg om, hvorvidt flere blodpropper er på vej. Og i løbet af 2010 vil trombolyse tillige blive et fokusområde for NIP, oplyser direktør Paul Bartels. Et tiltag, der ifølge al erfaring vil betyde, at langt flere vil blive tilbudt trombolyse i tide, eller at sygehusafdelingen som minimum skal redegøre for, hvorfor patienten ikke har fået det tilbudt.

Havde det gjort en forskel for Ole? Ingen kan sige det med sikkerhed.

Den novemberformiddag, hvor Ole Raundorf blev indlagt i Hillerød, »knasede« scanneren, da den skulle bruges. Winnie spurgte gentagne gange til muligheden for trombolyse. Men tiden gik, muligheden blev forpasset, og en klar diagnose blev end ikke stillet. Men Winnie trøstede sig med, at en læge meddelte, at blodproppen - hvis der havde været én - syntes så mild, at Ole kunne slippe helt uden mén. Hun kørte derfor hjem for at lufte parrets hund, mens et vennepar ankom for at besøge Ole. De ringede bestyrtede til Winnie:

»Hvordan kan du sige, at han er frisk igen om 14 dage? Han er jo helt lam!« sagde de.

Ole og Winnie Raundorf er vrede. Vrede over, at den bedste behandling ikke blev tilbudt. Vrede over, at en behandling, som man kan læse i kulørte blade, at rockstjerner overlever på, ikke står til rådighed, når en gartner fra Hornbæk kommer susende ind med ambulancen. De tror fuldt og fast på, at en blodpropsopløsende trombolyse-behandling ville have hindret den invaliderende blodprop nummer to, der ramte Ole, liggende i hospitalssengen efter ni timer på sygehuset:

»Jeg havde en mand, der handlede ind og stod for den daglige madlavning. Pludselig skal jeg klare det hele herhjemme, passe mit job og hjælpe Ole med alt - lige fra at dryppe øjne til at få sko på. Vores liv er radikalt ændret, vores fremtid er ødelagt. Så jeg er vred, ja, men mest af alt er jeg ked af det,« siger Winnie Raundorf.

Bortset fra »knaset med scanneren« kan man formentlig ikke påstå, at Hillerød Sygehus leverede en behandling under niveau. I sidste kvartal 2007, hvor Ole blev syg, fik kun 28 pct. af patienterne i Region Hovedstaden den »fulde pakke« på apopleksiområdet.

Berlingske Tidende har været i kontakt med Hillerød Hospital, der ikke ønsker at kommentere på Ole Raundorfs sag. Vicedirektør Bente Ourø Rørth oplyser dog til Berlingske Tidende, at Hillerød Hospital ligger »flot internationalt« i behandlingen af apopleksi, men at der »naturligvis kan være tilfælde, hvor kompleksiteten eller vurderingen betyder, at det ikke falder ud, som patienten godt kunne ønske sig det«.