Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Natten til torsdag blev Nordsjælland ramt af endnu en brand, som muligvis kan være påsat.
Omkring klokken halv tre opstod der brand ved en større mobilmast i Helsinge.
Det skriver Netavisen Gribskov.
Ifølge mediet har branden efterladt sig omfattende skader på antennemasten, selv om det relativt hurtigt lykkedes det lokale brandvæsen at få kontrol over flammerne.
Det var især en kabelbakke samt en boks ved mastens fod, som har taget skade af branden. Efterfølgende var politiet og dets teknikere ifølge Netavisen Gribskov massivt til stede i området for at finde brandårsagen.
Og det er således anden gang på ganske få måneder, at en muligvis påsat brand rammer området.
I slutningen af maj måtte brandvæsnet rykke ud til store flammer i et radartårn ved Vejby Strand ikke langt fra Helsinge. Branden medførte store skader på særligt nogle ledninger, som fører hen til radaren, skriver avisen.
Der blev desuden fundet et stort hul i hegnet på bagsiden af radaranlægget.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Nordsjællands Politi, men der henvises til deres presseafdeling, som først er tilbage mandag.
Til Netavisen Gribskov siger politikredsen dog, at man undersøger, om der er en sammenhæng mellem de to brande:
»Vi kan bekræfte, at vi er ved at efterforske branden i Helsinge og herunder årsagen til, at branden opstod. Eventuel sammenhæng til tidligere brande af tilsvarende karakter indgår også i efterforskningen, men det kan på nuværende tidspunkt hverken be- eller afkræftes, om der foreligger en reel sammenhæng. Af hensyn til efterforskningen i sagen har vi på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer dertil.«