Et mystisk skibsforlis har udløst en national krise i øriget Trinidad og Tobago i Caribien. 

Skibet kæntrede 7. februar, og der fosser stadig olie ud i havet. 

Oliespildet påvirker mindst 15 kilometer af kystlinjen, og lokale myndigheder og mindst 1.000 frivillige kæmper med at begrænse miljøkatastrofen.

Det skriver flere internationale medier, herunder CNN og CBS.

Et hold dykkere har forsøgt at lukke hullet i skibet, men forgæves.
Et hold dykkere har forsøgt at lukke hullet i skibet, men forgæves. Handout/AFP/Ritzau Scanpix

Landets premierminister, Keith Rowley, erklærede søndag, at der er tale om en »national krisesituation«. 

»Rensning og genopretning kan først begynde, når vi har situationen under kontrol. Lige nu er situationen ude af kontrol,« lød det.

Intet spor af besætningen

Premierministeren fortalte desuden, at oprydningsarbejdet besværliggøres af, at myndighederne intet kender til skibet og dets opbygning.

Der er intet spor af besætningen, som ikke sendte noget nødsignal inden forliset. 

»Vi ved ikke, hvem der ejer skibet. Vi har heller ikke nogen idé om, hvor det kom fra, og vi ved heller ikke, hvad der præcis er ombord,« sagde Keith Rowley.

Han tilføjede, at skibet kan have være involveret i »ulovlig« aktivitet.

15 kilometer af kysten er påvirket af oliekatastrofen.
15 kilometer af kysten er påvirket af oliekatastrofen. Office Of The Chief Secretary - Tha/Reuters/Ritzau Scanpix

Kommer på et dårligt tidspunkt

Myndighederne har indsat flydende barrierer, der skal hindre oliespildet i at sprede sig. 

Et hold dykkere har forsøgt at lukke hullet i skibet, hvorfra olien kommer, men forgæves. De spottede dog et navn på siden af skibet, Gulfstream.

Indbyggere i en nærliggende landsby har klaget over lugtgener i forbindelse med spildet og udtrykt bekymring for deres helbred. Myndighederne har rådet personer med luftvejssygdomme til at bruge masker.

Oliekatastrofen kommer på et dårligt tidspunkt for Trinidad og Tobago. 

Det er nemlig karnevalssæson, og turister spiller en vigtig rolle for landets økonomi. 

Det er premierminister Keith Rowley opmærksom på.

»Det er vigtigt, at vi ikke udsætter turismeindustrien for hændelser som denne. Vi er nødt til at få det inddæmmet.«