Minister skal forklare politisvigt

Stormen om politireformen bliver justitsminister Brian Mikkelsens ilddåb. I et samråd skal han forklare, hvorfor konklusionen på analysen af politisvigt efter reformen blev ændret.

Arkivfoto: Rune Evensen Fold sammen
Læs mere

Landets nye justitsminister Brian Mikkelsen (K) kommer i skudlinjen allerede fra sin første dag som minister. I et samråd med Retsudvalget skal han nu forklare, hvorfor Rigspolitiet ændrede sin konklusion i en analyse om politisvigt til det mere rosenrøde.

Berlingske Tidende afslørede i forgårs indholdet af og konklusionen på et fortroligt udkast til analysen dateret 2. september. Her fremgik det, at der i de kommende to-tre år fortsat vil være risiko for politisvigt på grund af reformbøvl.

I den endelige analyses konklusion dateret 5. september var de to-tre år redigeret bort. Det samme var formuleringerne om, at problemerne formentlig vil fortsætte i »den kommende tid«.

Forligspartierne bag politireformen er i oprør efter afsløringen. De føler sig ført bag lyset i sagen og er utrygge ved, om Rigspolitichefen enten udelukkende mener, at det går fremad med reformen - eller om reformen i sig selv er kilde til politisvigt i den kommende tid, og at der risikerer at gå to-tre år, før problemet er løst.

SFs retsordfører Karina Lorentzen kræver justitsminister Brian Mikkelsen i samråd: »Jeg vil vide, hvorfor vi ikke måtte høre, hvor længe Rigspolitiet forestiller sig, at der fortsat vil være alvorlige problemer, og hvad den nye justitsminister forestiller sig at gøre. Som forligspartner føler jeg mig ført bag lyset i en grad, jeg slet ikke kan beskrive,« siger Karina Lorentzen, der beskriver sagen som en alvorlig belastning for tilliden til Brian Mikkelsens forgænger Lene Espersen (K) og til rigspolitichef Torsten Hesselbjerg.

Hos Dansk Folkeparti ryster Peter Skaarup, som også er formand for Folketingets Retsudvalg, på hovedet.

»Vi er nødt til at diskutere Rigspolitiets brug af korrekturlak i denne sag med justitsministeren. For den er vi ikke helt trygge ved,« siger Peter Skaarup.

Socialdemokratiets retsordfører Karen Hækkerup reagerer med et paragraf 20 spørgsmål: »Vil ministeren oplyse, hvem der har truffet beslutningen om at slette i konklusionen af rapporten om politisvigt, hvor tidsperspektivet på to-tre år før politiet laver lige så få fejl, som før reformen, er udeladt i det sidste afsnit,« lyder spørgsmålet til ministeren.

Også de Radikale mener, at Brian Mikkelsen har overtaget et forklaringsproblem. Samtidig forlanger retsordfører Simon Emil Am-mnitzbøll: »Den nye justitsminister må som noget af det første få styr på politireformen. Det er uacceptabelt, at der redigeres i konklusionerne, og derfor vil jeg bede den nye justitsminister om at samle forligskredsen så hurtigt som muligt for at få klarlagt præcis, hvordan det går med politireformen,« siger Simon Emil Ammitzbøll.

På sin første dag som minister nøjedes Brian Mikkelsen med at sige om politireformen: »Jeg har tænkt mig at tage en runde og snakke med politiet på de forskellige politistationer og så danne mig et overblik over det. Det er klart, at vi skal have styr på den politireform. Borgerne har krav på tryghed, og det en mærkesag for mig og også en konservativ værdi, at der er tryghed i det danske samfund.«