Minister puster liv i gigantisk vindmøllepark

Klimaministeren vil fremme etableringen af gigantisk vindmøllepark, der kan blive verdens første internationale projekt til havs. Perspektivet er strøm til to millioner husstande.

Middelgrundens møller mellem Danmark og Sverige kan om nogle år få konkurrence fra et gigantisk dansk-svensk-tysk havvindmølleprojekt, da der nu blæser positive politiske vinde omkring projektet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Farvandet mellem Møn og Bornholm skal lægge bund til verdens første internationale vindmøllepark til havs.

Det mener klimaminister Connie Hedegaard (K), der vil have fremmet en vurdering af økonomien i et gigantisk vindkraftprojekt, der inddrager både Danmark, Sverige og Tyskland.

Det relativt lavvandede område Kriegers Flak har potentiale til en vindmøllepark, der kan producere strøm svarende til behovet i hele to millioner husstande. Og Connie Hedegaard vil skubbe til projektet, efter at det står klart, at EU vil yde en mil­liard kroner i støtte til et net af kabler, der kan binde projektet sammen til én stor sammenhængende park i stedet for tre adskilte nationale projekter.

Ikke det bedste sted
Konkret vil klimaministeren have fremskyndet en igangværende revurdering af økonomien i et projekt på Kriegers Flak.

I en prioriteret liste over samfundsøkonomien i mulige havvindmølleparker i dansk farvand kommer placeringen i Kriegers Flak kun ud som den sjette bedste mulighed. Men revurderingen skal nu kaste lys over, om lokaliteten kan komme højere op på hitlisten, hvis de tre landes projekter bliver til ét, ved at møllerne forbindes og hele parken forbindes til de tre landes elnet.

Det kan give en mere rationel og fleksibel strømproduktion, bl.a. fordi et fælles net øger muligheden for handel med strøm mellem de tre lande. Samtidig kan projektet blive den første prøveklud på endnu mere omfattende internationale vindkraftprojekter i eksempelvis Nordsøen, hvilket er en vigtig årsag til, at EU vil yde en milliard kroner i støtte.

Stram deadline
De tre lande er dog oppe imod en stram deadline. Støtten fra EU er nemlig betinget af, at projektet bliver sat i gang allerede næste år.

»Jeg er naturligvis opmærksom på den korte tidsramme. Jeg har derfor umiddelbart efter Det Europæiske Råds møde i marts bedt om, at mulighederne for at fremrykke revurderingen af placeringen ved Kriegers Flak undersøges,« siger Connie Hedegaard i et svar til Folketingets energiudvalg.

Politikeren bag spørgsmålet til ministeren, SFs energipolitiske ordfører, Anne Grete Holmsgaard, mener ikke, at det er nok blot at undersøge muligheden for en revurdering. Hun kalder Hedegaards svar for »frygteligt defensivt.«

»Hun burde sætte turbo på planlægningen med det samme. Der er enorme vindressourcer i Østersøen og Nordsøen, og perspektiverne i at tænke tværnationalt, når parkerne skal etableres, er meget spændende. Jo hurtigere, vi kan komme i gang med projekter hen over grænserne, desto bedre,« siger Anne Grete Holmsgaard.

Kompliceret øvelse
Ejeren af det danske elnet, Energinet.dk, er i samarbejde med de svenske og tyske netansvarlige i gang med et forstudie af mulighederne for at etablere et fælles projekt. De tre selskaber undersøger de tekniske, økonomiske, juridiske og forsyningsmæssige aspekter.

»Det er en temmelig kompliceret øvelse, men vi regner med at kunne offentliggøre en rapport inden længe,« siger udviklingsdirektør i Energinet.dk Peter Jørgensen.

Forstudiet skal danne grundlag for den revurdering, Connie Hedegaard vil have fremmet.