»Min søn bliver AK81«

For nylig blev en 17-årig dreng med stjålen motorcykel, skudsikker vest og en kølle stoppet af politiet i København. Hans far, Jan Møller, fortæller om frygten for at miste en søn til Hells Angels midt i en bandekrig, som allerede har kostet fem dræbte efter de seneste drab på Christiania og Theklavej.

Foto: Christian Als

Bassisten fra 14 astronauter følte sig heldig den dag. De havde lige øvet i bandet, som fortolker C.V. Jørgensen og Kim Larsen. De plejede altid at sige, at de var sat i verden for at sprede glæde og kærlighed, og den torsdag kom det hele ligesom tilbage til 44-årige Jan Møller.

Det gik godt på arbejdet som webudvikler, og det gik godt med familien hjemme i bofællesskabet i Herfølge. Om aftenen skulle han ud at lave lyd for bonus-datterens orkester, Jan glædede sig, han skulle bare lige være færdig på jobbet, da hans private mobiltelefon ringede.

»Dav, det er Rasmus fra politiet. Har du en søn, der hedder Kalle?«

Det havde Jan. Dejlige Kalle på 17 år fra sit første ægteskab.

»Vi har lige stoppet ham i Jægersborggade, hvor han kom trækkende med en motorcykel, som var brudt op. Han bar skudsikker vest …«

Det var ikke Kalle, nåede Jan lige at tænke, det kunne ikke være ham. Nej, Kalle måtte have givet sit sygesikringsbevis til en anden.

»Og han havde et slagvåben, som han smed fra sig,« fortsatte betjenten.

Jægersborggade på Nørrebro var Hells Angels-territorium, det vidste Jan efter mediernes fyldige dækning af skudopgørene mellem indvandrergrupper og Hells Angels. Bandekrigen havde allerede kostet fem dødsofre. Og mere end 60 gange har banderne affyret skud mod hinanden på mindre end et år.

»Hallo, er du der?« spurgte betjenten.

Jan vidste ikke, hvad han skulle sige.

»Inderst inde vidste jeg, at det var ham.«

Som den første forælder står Jan Møller nu frem og fortæller, hvordan det er at være far til en søn, som risikerer livet for Hells Angels’ medlemmer. Han håber, det kan hjælpe andre i samme situation.

Samtidig er der noget, danskerne bør vide: Trods fine ord om bandebekæmpelse fra regering og kommuner er der stort set ingen hjælp at hente, den dag en ung mand og hans familie har brug for hjælp. Trods store bandeplaner er der intet beredskab til at tage sig af de unge lige præcis der, hvor de skal stoppes, før alt er for sent.

»Jeg føler et tab, og jeg føler skam over ikke at kunne nå min søn. Men jeg må også sige, at vi som familie er overladt til os selv. Jeg var så naiv at tro, at politikerne mente det, når de sagde, de ville bekæmpe banderne og forsøge at standse tilstrømningen. I dag er jeg blevet smerteligt klogere.«

ALT VAR KAOS inden i ham, da Jan Møller tog til Bellahøj Politistation.

Kalles mor, Jans ekskone, var der allerede sammen med sin nye mand. De var kommet hjem fra arbejde med deres treårige barn og var blevet mødt af tre uniformerede betjente, som ransagede Kalles værelse.

På Bellahøj Politistation trak en betjent Jan til side og spurgte, om han vidste noget.

Nej, hørte Jan sig selv sige, men han gættede ud fra mediernes omtale på, at det var rockerrelateret og kunne have noget med Hells Angels’ nye medlemmer i AK81 at gøre. AK81 var en del af ’englenes’ optagelsessystem, vidste han, særligt målrettet unge mænd med interesse for miljøet. Ifølge aviserne var der fortrinsvis tale om unge danskere med trang til at slå på tæven, parat til at gøre hvad som helst, herunder lade livet for broderskabet og for en dag at få den eftertragtede vest. Jan gøs. Han vidste, at Kalle ville passe perfekt til deres motto: »Altid klar.«

Til afhøringen kom en person fra den sociale døgnvagt til stede, fordi Kalle endnu ikke var 18 år.

Jan gik med ind og så Kalle for første gang, efter at han var blevet anholdt kl. ca. 14.30 i Jægersborggade. Sønnen virkede helt rolig. Han så godt ud, tænkte Jan. Kalle havde altid været i god fysisk form, men på det seneste havde han fundet en ny selvtillid, som klædte ham.

Uanset hvad politiet spurgte om, sagde Kalle bare, at han ikke havde nogen kommentarer.

Det kogte inden i Jan.

»Fortæl dog noget,« tænkte han.

Efter afhøringen kunne Kalle gå, og familien satte sig ned i venterummet og talte sammen. Den sociale døgnvagt lagde op til, at der skulle gribes ind. Kalle var afvisende.

Så eksploderede Jan.

»Hvad er det, der går så skidegodt? Du kan ikke engang finde ud af at stjæle en motorcykel uden at blive ’busted’!«

Han fortrød øjeblikkeligt, men det var for sent. Kalle rejste sig og gik.

Klokken var lidt over fem, himlen over Bellahøj grødet og grå, husker Jan, som halsede ud af politistationen efter sin søn.

»Hvornår skal vi ses?«

»En eller anden dag,« svarede Kalle uden at vende sig om.

Jan Møllers stemme knækker, når han skal fortælle den del af historien i dag.

»Det var helt forfærdeligt. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Hver gang jeg har forsøgt at tale med ham, føler jeg, at jeg bare skubber ham endnu længere væk.«

Faren sjoskede tilbage til politistationen uden Kalle.

»Det var ikke særligt smart, Jan,« sagde Kalles mor.

Så gik han selv. Hun havde ret, vidste Jan. Han opførte sig som en idiot.

I BEGYNDELSEN var Jan vred på Kalle.

»Men ret hurtigt blev jeg enormt bange. Jeg har kun min viden fra gangsterfilm og tabloidaviser, og jeg forestillede mig, at det i Jægersborggade var et job, han var sat til at udføre. Hvad ville der ske, når nu det mislykkedes? Skyldte han nu nogen for den motorcykel?«

Jan Møller sendte tre SMSer, men fik intet svar.

Mens vreden blev til frygt, lå der under det hele en følelse af dårlig samvittighed. Jan følte sig skyldig. For selvfølgelig havde der været tegn på, at Kalle ikke trivedes. Og Jan følte ikke altid, at han havde tacklet Kalle rigtigt i de situationer.

Sagt med et skævt smil beskriver Jan Møller sig selv og sin familie som en rigtig »hippiefamilie med klassiske hippie-skavanker: Intolerance og bedrevidenhed f.eks.« Jan har lært, at han ikke altid er så tolerant, som han selv går og tror.

Kalle var fem, da hans forældre blev skilt, og han flyttede med sin far. Efter skilsmissen mellem Jan og hans første kone blev Kalle lidt overset mellem sin biologiske søster og tre bonussøskende, mener Jan:

»Men der var aldrig ballade med ham.«

Han passede sin skole, gik til fodbold og boksning, og uanset hvad han foretog sig, engagerede han sig 100 procent og trænede hårdt. Kalle havde både muskler og intelligens, og når han gjorde noget, så gjorde han det grundigt.

Jan kender det fra sig selv.

»Jeg tror, at store drenge søger anerkendelse hos mænd. Men når de opnår den anerkendelse, bliver det hult, og så rykker de videre. Hos nogen bliver det et mønster. Anerkendelsen giver alligevel ikke det, det ligner, den ville give. Det, de savner, er en dyb respekt og anerkendelse for dem som personer, tror jeg. Især hvis man føler sig tilsidesat og ikke er den, der laver mest larm. De her drenge får anerkendelsen for deres præstation, men de får ikke mættet deres behov for at blive set som den person og det menneske, de er.«

KALLE BEGYNDTE at male graffiti. Jan kendte godt historierne om adrenalinkicket ved at have fem minutter til at male et tog. Det krævede, at man kunne forcere et hegn, værktøj til at komme ind og gemmesteder til malerkander. Man skulle kunne løbe stærkt.

Derfor aftvang Jan sin søn et løfte: Kalle skulle komme og fortælle, hvis han begyndte at male ulovligt.

Det skete en aften i bofællesskabet i Herfølge. Jan blev rasende.

»Det skal du under ingen omstændigheder!«

Det kom til et voldsomt skænderi.

»Det ord – ’skal’ – trickede ham, har han fortalt. I dag kan jeg godt se, at vi skubbede ham væk.«

Til sidst sprang Kalle på sin cykel for at køre til stationen og tage ind til København, hvor han ville male ulovligt. Jan ville ikke lade det ske, han tog også sin cykel og lagde sig på siden af Kalle ned mod stationen.

»Det er jo helt åndssvagt det her,« sagde Kalle:

»Jeg løber alligevel fra dig inde i København.«

Jan holdt op med at træde og så Kalle cykle alene af sted i mørket.

DA KALLE VAR FÆRDIG med folkeskolen, flyttede han ind til sin mor i København, hvor han begyndte i gymnasiet. Kalle havde altid været fan af FC København. Men i efteråret 2008 begyndte hans far at høre nogle ting.

»Det var nogle rå typer, han gik med. De gik ikke bare til fodbold, de sloges også.«

»Skal du nu til at bokse til fodbold,« spurgte Jan ham.

Når de gik på gaden og så en bøvet bodega-type med hængerøv og FCK-trøje, stak Jan til ham:

»Er det ikke en af dine venner, Kalle?«

For sønnen var det alvor.

I januar 2009 var der DM i indendørsfodbold, og Kalle tog ud for at se på. Hjemme i Herfølge sad Jan og fik en dårlig fornemmelse. Han gik på internettet og søgte på hooligan-fraktionen Copenhagen Casuals. Den dårlige fornemmelse slog over i panik, da Jan fandt nogle videoer på YouTube med rå, iscenesat vold.

Til DM i indendørsfodbold samme dag slog Kalle en kontrollør ifølge politiet, og han blev sigtet for vold.

Jan måtte hente sin søn hos Glostrup Politi. På vej hjem i bilen forsøgte Jan at irettesætte Kalle, men oplevede bare, at han blev irriteret over endnu en belæring.

Efter sigtelsen for vold fik Kalle en ungerådgiver fra Vanløse Lokalcenter under Københavns Kommune tilknyttet. Manden mødtes med Kalle, og de tog en snak. Efter lidt tid spurgte Kalle ifølge Jan ham:

»Hvad skal vi med det her? Vil du have mig ud af det?«

Overrumplet over den unge mands direkte spørgsmål fremstammede ungerådgiveren et »nej, nej«.

»Okay,« sagde Kalle:

»Vi kan godt ses igen. Men så bliver det for hyggens skyld.«

KALLE VIRKEDE STADIG mere indebrændt. Han syntes, at folk var idioter, og han tændte let.

Men Jan Møller er ikke for ingenting bassist i 14 astronauter. Han besluttede sig for, at det skulle blive løgn. Han ville være der for sin søn med al sin glæde, kærlighed og ikke-vold, og han fik en aftale om, at de kunne mødes fast hver torsdag. De gik på café eller gik en tur.

»Jeg ville prøve at bidrage med nogle positive holdninger.«

Men det lykkedes ikke rigtigt for Jan.

»Det havde ingen effekt. Jeg ville ikke sige »skal ikke«, men jeg fortalte ham min klare holdning til det, han lavede. Men hver gang jeg fortalte min holdning, fordømte jeg indirekte hans handlinger.«

I begyndelsen af marts måned gik de tur mellem hippier og pushere på Christiania, hvor rockerne ifølge politiet sidder på en stor del af hashhandlen. Kalle kunne ikke holde hippierne ud, men udtrykte sympati for fristadens rå typer.

Jan glemte alt om ikke at sige »skal«:

»Uanset hvad SKAL du ikke indlade dig på noget med rockerne. Det er for farligt.«

Rockerne havde nok ry for et tæt sammenhold med en status som underverdenens A.P. Møller: De var ’second to none’ i de markeder, de var i. De forstod at rekruttere de rigtige elever og tilbød spænding og et enestående sammenhold. De unge mænd blev installeret i lejligheder og fik udlejningsbiler. Men at skylde Hells Angels tjenester eller overtræde deres interne regler var ingen spøg.

Så meget vidste Jan.

I tiden efter eskalerede fodboldvolden. Kalle kom hjem med stadig flere skrammer. Selv syntes han ikke, det gik vildt nok for sig.

FAMILIEN HAVDE BRUG for hjælp, det var både Jan og Kalles mor enige om. De anede ikke, hvordan de nogensinde skulle kunne tage kampen op med HA, som kunne tilbyde Kalle en højere sag i sit liv, spænding og fællesskab, men også profit. Efter anholdelsen i Jægersborggade havde Den Sociale Døgnvagt sendt en rapport til socialcenteret i Vanløse. Rapporten understregede behovet for en indsats. Men efter oplevelsen med ungerådgiveren gnavede tvivlen hos Kalles mor og Jan.

Kalles mor fandt Berlingske Tidendes artikler om bandekrigen på internettet. En mand med navnet Jacques Royal blev præsenteret som bandeekspert, og det lød faktisk, som om han vidste, hvad han talte om, syntes Kalles mor. Hun ringede til ham og satte et møde op.

Kalles forældre, papforældre, søskende, en morbror, moster og onkel samledes en aften for at få råd fra eksperten, som stillede gratis op.

»I er godt nok mange!« udbrød Jacques Royal, og så tog han hul på at fortælle om det miljø, Kalle var på vej ind i. Han viste billeder, og han lovede ingenting – udover at det ville blive svært. Han var ikke kommet for at hive Kalle ud af miljøet, han var der for at hjælpe familien og Kalle til at overleve, hvad der ventede.

Kalle ville komme til at gøre kriminel karriere, han ville skulle leve med at være efterstræbt af HAs fjender midt i en bandekrig, han ville skulle lære altid at holde ryggen fri i forhold til sine egne, og han ville komme til at sidde inde. Jacques Royal lagde heller ikke skjul på, at det i værste fald kunne koste Kalle livet.

Jan Møller lyttede til den farvede mand med amerikanske rødder.

»Jeg har en kæmperespekt for Kalle. Den position, han er ved at opnå i sit miljø, kræver helt særlige evner. Han kan noget meget specielt. I skal ikke acceptere de ting, han gør, men I skal respektere ham. Tal pænt om ham og hans nye venner. I bliver nødt til at sætte jer ind i, hvad de unge har sammen i de her miljøer, og hvad det er for mekanismer, som får dem til at opsøge dem,« sagde Jacques Royal.

Samtidig opfordrede han mændene i familien til at komme på banen.

»I skal være mere macho og vise ham den positive side af maskuliniteten. Ikke mere omsorg. Men heller ikke mere hån.«

Jan kom først til at tænke på sine dumme bemærkninger om FCK-fans. Så huskede han deres vandretur på Skåneleden i Sverige. Efter sigtelsen for vold i forbindelse med indendørs DM i fodbold havde de taget en rigtig far og søn-tur med masser af oppakning og primitivt lejrliv. Det havde været skønt, de var kommet tættere på hinanden.

Han huskede også, at han havde ordnet sin søns vabler.

»Jeg skulle jo i virkeligheden have givet ham en lammer og bedt ham holde op med at pive.«

Jan Møller kiggede rundt på forsamlingen af mænd i hippie-familien. Der lå en stor opgave foran dem.

KALLE OG JAN MØDTES få dage senere på en café i København K. De talte sammen, og det gik bedre end længe. For første gang i månedsvis følte Jan et spinkelt håb. Der var hul igennem til Kalle. Sønnen styrede mod en katastrofe, men måske var alt alligevel ikke tabt. Hvis de fik hjælp af professionelle, og hvis indsatsen var hurtig og effektiv, var det ikke givet, at Kalle ville gå ind i AK81, når han blev 18, følte Jan.

Hos Københavns Kommune mødte de velvilje, og sagsbehandleren gjorde, hvad sagsbehandleren kunne. Men kommunen behøvede et par uger for at færdiggøre en undersøgelse, der skulle ligge til grund for et tilbud om hjælp til Kalle.

Det gik for langsomt.

Før undersøgelsen var færdig, trak Kalle sig igen. Han agtede at fortsætte sin løbebane frem mod et medlemskab af AK81. Presset fra gaden var for stort.

Da undersøgelsen omsider var færdig, lagde den alene op til hjælp frem til Kalles 18 års fødselsdag om to måneder.

Det var for lidt, mente Kalles mor og Jan. Kalle var dybt viklet ind i miljøet omkring Jægersborggade, Hells Angels og AK81. Desuden var der vennerne fra hooligan-miljøet. De havde ikke tænkt sig at opgive Kalle efter et par måneder.

Men Jan og Kalles mor stod alene med problemet. De enkelte medarbejdere hos kommunen have forsøgt at rykke, men systemet var slet ikke gearet til Kalle.

DET FORSTÅR JAN MØLLER ikke i dag.

»Hvorfor har kommunen ikke et beredskab? Hvorfor var der ikke andre end os, som sagde: Det er alvor, der står AK81 på det dér! Når sagen er så åbenlys, at en ung mand er ude i alvorlige problemer, hvorfor reagerer kommunen så ikke omgående? Vi skulle have haft et øjeblikkeligt tilbud, den dag han måske ville ud. Det giver ikke rigtig mening at tale bandeplaner og bandebekæmpelse, hvis ikke der er et beredskab, der kan rykke på 24-48-timer – noget som svarer til udrykning.«

Det har været smertefuldt for Jan at fortælle sin historie, men han er ikke i tvivl om, at det er det rigtige at stå frem.

»Det er mit håb, at det kan gøre en forskel. At det kan få kommunen ud af hullerne. Der KAN gøres noget, hvis man vil. Jeg tror i forvejen ikke på regeringens handleplan med hårdere straffe. Men hvis man ikke engang kan finde ud af at være der, når en 17-årig er på vej ind i AK81, så kan man slet ikke bremse de unges tilstrømning til miljøet.«

Politiet ser ofte Kalle i Jægersborggade, ordensmagten mener, at han enten benyttes som vagt eller sælger i gaden. Jægersborggade blev kort efter drabet på den 19-årige Osman Nuri Dogan i august sidste år raseret af unge med indvandrerbaggrund. Det var også i det kvarter, en tatovør, der blev regnet for tilknyttet HA, blev skudt i halsen. Det var her, Jørn ’Jønke’ Nielsens livvagt, den måske mest kendte AK81er, Espen Hertz, holdt til. Som flere andre AK81ere har han været udsat for drabsforsøg fra mænd med tilknytning til indvandrerbanderne.

Ifølge politiet vil Kalle formentlig blive tilbudt medlemskab af AK81, den dag han fylder 18 år.

Jan Møller beskriver følelsen af total magtesløshed.

»Hvorfor syntes min søn, det var fedt at gå ind i det miljø? Jeg følte mig magtesløs og har undret mig over, at jeg skulle få den følelse over for mine egne børn. Jeg har altid troet, at hvis jeg sagde tingene tydeligt nok, ville det sive ind. Men jeg har haft svært ved at finde en grænse, når jeg skulle konfrontere Kalle. Jeg har været bange for, at han skulle gå og vende mig ryggen. Frem for alt har jeg haft dårlig samvittighed. Og dårlig samvittighed er ikke et givende værktøj.«

Først efter håndsrækningen fra Jacques Royal har han fået værktøjer at arbejde med. Han er færdig med det, han kalder »blødt fis«.

»Vi har fået et håb, først og fremmest om, at vi ikke mister vores søn. Vi kan måske komme igennem det som familie, og Kalle kan overleve på gaden.«

SORGEN ER DER STADIG. »Det føles mest som et tab. Det er det jo også. I hvert fald et tab af den forestilling om den søn, jeg havde. Jeg elsker ham ikke mindre. Men min forestilling om hans rolle som familiefar og dejlig far til børnebørn er en anden. Hvis han vælger at blive i det miljø, skal han så have livvagter med, når jeg skal ses med mine børnebørn? Hvad med de fede samtaler, jeg har med ham, stopper de også? Hans nye verden er så firkantet, og der er så mange regler.«

Både Jan og Kalles mor frygter selvfølgelig, at han kan miste livet i bandekonflikten som kanonføde. Og Jans følelser over for de mænd, som Kalle ser op til, er ikke varme.

»Det er så patetisk, at de gamle mænd, som påstår at være magtfulde, bruger store forsømte børn som bodyguards.«

Mest af alt er Jan Møller bekymret for, at sønnen skal blive skadet mentalt.

»Han er enormt glad for det, han er i, og det er cool. Men det bygger alt sammen på magt og terror. Det kan godt være, man kan nå til tops ad den stige og blive præsident for Hells Angels, det kan godt være de har stor magt, men de skal hele tiden kigge sig over skulderen.«

Når han tænker tilbage på afhøringen på Bellahøj Politistation, hvor Kalle bare sagde ingen kommentarer, har Jan Møller alligevel fået en vis respekt for sin søn.

»Selv om jeg ikke bakker op om kriminalitet, har jeg fået en stolthed over, at han har et kodeks, som han lever op til. Jeg har respekt for, at han ikke bringer sit liv yderligere i fare ved at sige noget, for det ville han have gjort. Jeg kan også godt være stolt af, at han kan begå sig i så råt et miljø. Jeg synes, det har fået karakteregenskaber frem, som han kan være stolt af. Hells Angels kan klart give noget til unge mænd og ville være en fed klub – bare de ikke udnyttede forsømte børn til kriminalitet.«

Kalle er et andet navn, end det Jan Møllers søn normalt bruger. Hans fulde navn er redaktionen bekendt.