Milde symptomer? Nye retningslinjer skal henvise flere til coronatest

Sundhedsstyrelsen åbner nu for, at folk med milde symptomer, der bor sammen med nogen i risikogruppen, skal kunne få nemmere adgang til test for coronavirus. Det samme gælder medarbejdere i sundheds- og ældresektoren.

Der er åbnet for coronatest på flere af landets hospitaler. Rigshospitalet har endda åbnet et hospitalsafsnit udelukkende til coronapatienter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Folk med milde symptomer på coronavirus og sundhedspersonale skal nu have nemmere adgang til test. Sådan lyder meldingen fra Sundhedsstyrelsen, som onsdag aften reviderede sine retningslinjer for test. Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

De nye retningslinjer skal blandt andet gælde for personer, der bor sammen med andre, der kan befinde sig i risikogruppen, og som udviser milde symptomer. Her vil der være mulighed for, at en læge kan henvise direkte til test på en regional klinik.

Ifølge Sundhedsstyrelsen dækker risikogruppen over personer med kronisk sygdom og personer over 80 år.

Desuden åbner de reviderede retningslinjer for, at medarbejdere i sundheds- og ældresektoren, som udviser milde symptomer, også vil få nemmere adgang til test. Det er for at afklare, hvorvidt personalet kan udgøre en smitterisiko for andre. Det kan også være for at vurdere, om en hjemsendt medarbejder skal tilbage på jobbet.

»Vi er meget glade for, at flere nu kan blive testet for COVID-19. Der har længe været ønske om, at alle de grupper, der er omfattet af vores retningslinje, kan blive testet, og det kan de nu,« siger centerchef i Sundhedsstyrelsen Helene Probst i pressemeddelelsen.

Desuden kan regionernes testcentre nu køre ud og teste personer, der befinder sig i tættere kontakt med borgere på eksempelvis plejehjem, kommunale tilbud eller herberger.

Hermed kan der handles hurtigt i forhold til at afklare smitte med coronavirus og mindske smittespredningen blandt beboere og personalet.

»Det er vigtigt, at budskabet om, at flere nu kan blive testet, kommer ud, og det er vores og regionernes fælles opgave at sikre, at de personer med behov for test, nu får muligheden,« siger Helene Probst.

Patienter med både lette og mere alvorlige symptomer på covid-19 skal stadig ringe til egen læge og ikke møde op i venteværelset.

Du kan læse de opdaterede retningslinjer her.