Mikkel gik i hjertet

Mikkel Keil Sørensen var 24 år, da han faldt i kamp i Afghanistan. Hans død var i mere end en forstand tragisk. Ved en fejl blev han ramt af et britisk missil. Her er historien om en dyreven, DJ, dykker, faldskærmsudspringer, pokerspiller og garder af Guds nåde.

Fra venstre: Mikkels bror Martin, Mikkel selv og deres mor Janet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De færreste døde var i live så gode, som de levende gerne vil gøre dem til. For mennesker taler pænt om de døde. Men selvom man trækker halvdelen af det, som de levende fortæller om Mikkel Keil Sørensen, fra, ændrer det ikke ved billedet.

Lad os ikke dvæle ved, at Mikkel Keil Sørensen som teenager kunne finde på at støvsuge og gøre rent i hele huset hjemme i Thy for at overraske sine forældre, når de kom hjem. Han sørgede tilmed for, at der var frisklavet kaffe på kanden.

Lad os på samme vis gå let hen over, at han græd inderligt, da drømmen om en fremtid som dyrepasser gik i vasken på grund af mangel på ordentlige praktikpladser.

Lad os blot konstatere, at Mikkel Keil Sørensen var god ved dyr og – måske mere usædvanligt – selv i teenagealderen også var god mod sine forældre.

»Alle kunne lide Mikkel. Det var umuligt ikke at holde af ham,« som hans nærmeste kolleger fra tiden i Afghanistan i dag husker ham.

I en email fra efteråret 2006 til sin lillesøster, Sanne, skrev Mikkel Keil Sørensen om en køretur rundt i det Kosovo, som var ramme for hans første, militære udstationering: De lokale havde flokkedes om de danske militære køretøjer, glade og leende og talende, og han havde givet en kuglepen og en skriveblok til et af børnene. Barnet havde strålet af taknemmelighed. Hjem til søsteren berettede han bagefter om den berusende følelse af at gøre en forskel, og han skrev om den forbavsende glæde, som den lille gestus over for barnet havde skabt:

»…det er lækkert at være ude at køre patruljer, og man kan virkelig se, at folk hernede sætter pris på vores hjælp, det bliver ikke meget bedre :-)«

Et lille års tid senere, den 26. september 2007, mistede Mikkel Keil Sørensen livet, mens han udførte det arbejde, som i hans øjne ikke fandtes bedre nogen steder.

Døden indhentede ham under voldsomme kampe i den grønne zone langs Afghanistans Helmand-flod, og skæbnen ville, at det skulle blive i form af et tragisk uheld – et såkaldt »friendly fire«, »blue-on-blue« eller det som på dansk militærjargon hedder: egenbeskydning.

Mikkel Keil Sørensen blev 24 år. Et kort liv. Men, som præsten sagde ved begravelsen, måles et godt og helt liv ikke kun i år. Præsten lånte ord fra digteren Benny Andersen for at beskrive, hvad han mente:

»Jeg vil hellere dampe end støve.«

Akkurat sådan døde Mikkel Keil Sørensen, og akkurat sådan levede han.

Fuld damp. Ingen støv.

"MK, er du der?!"
Kollegaen og vennen fra Kosovo og Afghanistan, overkonstabel Thomas Frisk fra spejdersektionen – i dag let opklaringssektion – under Den Kongelige Livgardes 1. Panserinfanterikompagni, kan stadig fortælle sekund for sekund, hvad der skete, da Mikkel Keil Sørensen omkom:

Han og Mikkel sad på hver sin vagtpost ved deres maskingeværer. Danskerne havde i mere end en time åbnet ild mod fjendtlige stillinger bare 200 meter væk. Pludselig slog et varmesøgende missil fra britiske allierede ned på taget og dræbte ved en katastrofal fejl Mikkel Keil Sørensen på stedet. Thomas Frisk løb ham til undsætning.

»Det gik stærkt. Jeg klappede ham på kinden og råbte ’MK, er du der?!’. Men så studsede jeg over, at han ikke længere havde briller på, og så kunne jeg mærke, at han var helt væk.«

Få minutter inden ildkampen havde de to venner gasset hinanden over de interne PRere – personlige radioer. Thomas Frisk havde fortalt en vittighed, og da den ikke rigtig høstede det store latteranfald fra den anden ende af røret, stillede han deres faste, interne spørgsmål: »Er det jay eller nay?« En kode, de lærte på deres fælles dykkerkursus i Thailand året inden. »Det er jay,« lød det endelig fra Mikkel. Joken var altså godkendt.

»Og det var det sidste, jeg hørte ham sige,« husker Thomas Frisk.

Fik orden for samarbejdsevner
At »ja« skulle blive et af Mikkels Keil Sørensens sidste ord, er ingen overraskelse for dem, som kendte ham.

Thyboen var sektionens smil. Det var ganske ofte ham, som hjemme på kasernen fik de andre med ud til en torsdagsøl i byen, og det var ganske ofte også ham, som overtalte de andre til at gøre den ene øl til flere og en fest.

»Så røg der glas med Long Island Ice Tea på bordet,« som det fortælles.

Ude på missionerne var det ham, som alle kunne lide at snakke og pjatte sammen med – og ham, som alle gerne ville arbejde sammen med.

»Han havde begge sider i sig. Han kunne være meget seriøs og engageret. Det var rart, når man virkelig stod over for store udfordringer, men også når man bare ville snakke. Han kunne samtidig løsne op med en sjov bemærkning, når stemningen blev trist eller lidt for alvorlig, og var der en anden, som forsøgte at lave sjov, var han den første til at hoppe med på den,« fortæller Thomas Frisk.

Sådan var det også med poker. Soldaterne opfandt spillet »One Dollar Poker« til de mange stunder, hvor de fik besked på at vente – og kede sig. Fem kort til hver, en dollarseddel i puljen fra dem, som ville være med, og så frem med kortene. Vinderen tog det hele.

Thomas Frisk: »Hvert spil tog ti sekunder. Vi skulle jo være klar til at rykke hurtigt videre, hvis der skete noget, og så nyttede det ikke at være midt i et spil. Mikkel var en af dem, som hele tiden pressede på for at finde kortene frem:

»Skal vi tage et One Dollar,« lød det.«

Deres chefer i Afghanistan bekræfter beskrivelsen af Mikkel Keil Sørensen.

»Han havde en supergod forståelse for sine nye opgaver. Han var en ung knejt i sin bedste alder og var ivrig efter at prøve tingene og livet af, som man jo er i den alder,« fortæller spejdernes sektionsfører, oversergent René Haugaard, der var med til at bære liget af sin unge garder ned fra det tag, hvor fra spejdersektionen beskød Taleban.

René Haugaard mødte Mikkel Keil Sørensen i februar 2007, da thyboen kom tilbage fra sin første udsendelse til Kosovo og søgte ind til spejderne. Efter at have prøvet en »blød« opgave på Balkan, hvor der ikke var direkte konfrontationer med fjenden, ønskede Mikkel Keil Sørensen at prøve sig selv af på en »hård« mission til enten Irak eller Afghanistan. Han underskrev samtidig en kontrakt med Forsvaret om at blive, til han fyldte 35 år, og ambitionen var at blive først sergent og senere måske officer.

Ifølge hans storebror, Martin Keil Sørensen – 28-årig lagerchef fra Århus – havde han den sidste tid i Kosovo talt om udstationeringen som lidt af en »badeferie«.

»Jeg var nu alligevel meget bekymret for ham. Men han kom jo hjem uskadt, og jeg tænkte, at han virkede til at vide, hvad han gjorde. Det gjorde mig mere rolig,« siger Martin Keil Sørensen.

Det var først efter broderens død, at familien fik at vide, at Mikkel Keil Sørensen i Kosovo var blevet tildelt en fransk orden for sine evner til at samarbejde i den internationale styrke, den såkaldte »Médaille de la Défense Nationale«.

En ære, som overgår få danske soldater. Men han havde været for beskeden til at nævne den hjemme.

Dyreglad DJ
Men hvor kom den eventyrlyst fra, og hvordan blev han samtidig så pligtopfyldende?

Hans mor, Janet Keil Sørensen, kan fortælle, at nysgerrigheden lå ham i blodet fra en tidlig alder.

»Som etårig ville han gerne kravle op i reolen,« husker hun.

Ansvarsbevidstheden kom tilsvarende hurtigt. Barndomshjemmet i Vilsund syd for Thisted var trygt og dyrevenligt. På de kanter siger de om familien, at den gennem årene har haft samtlige verdens dyr boende med undtagelse af en elefant. Og kærligheden til dyr holdt ved.

Under deres rejse i Thailand måtte Thomas Frisk konstant vente på vennen, som skulle nusse med alle de strejfende hunde. Og kolleger fra Kosovo husker engang under en køretur, da Mikkel pludselig råbte »stop bilen, stop bilen«, sprang ud og løb hen til en hæk, som han resolut stak armen langt ind i:

»Der var en vildt giftig slange,« forklarede han begejstret.

Mikkel Keil Sørensen var en modig dreng. Han meldte sig selv til skoleinspektøren, da han i de små klasser kom til at smadre en rude på skolen.

»Det var mig. Det var en fejl,« sagde han.

Og senere søgte han på efterskole på Samsø, fordi den kunne tilbyde en adventurelinje: »Til lands, til vands og i luften«. Her lærte Mikkel blandt andet at springe i faldskærm. Som hans bedste ven siden børnehaveklassen, Morten Brogård, fortæller, var Mikkel som regel den første til at prøve alt det nye:

»Det var ham, som først fik en knallert. Det var også ham, som først fik en kæreste.«

Efter tiden på Samsø vendte Mikkel Keil Sørensen tilbage til Thy og et sandt arbejdsraseri. Klokken seks om morgenen mødte han hos en slagter i Thisted og gik hjem klokken et. To en halv time senere gik han ind ad porten på en møbelfabrik og havde først fyraften ved midnat. Sådan kørte han på i flere måneder.

Senere blev han også DJ på diskotek Dampmøllen i Thisted. Det kom sig af, at storebroderen var bartender og oprydder og ofte lod Mikkel blive hængende, når stedet lukkede ud på de små timer, og de ansatte rundede af med lidt morgenmad og en øl.

»Så var det altid Mikkel, som stillede sig bag pulten og spillede musik. Mange gange gik vi først hjem ved middagstid og var ødelagte i flere dage bagefter. Men det havde været sjovt, og Mikkel fik tilbudt at blive rigtig DJ om aftenen, for han var populær både blandt os andre og blandt gæsterne,« forklarer Martin Keil Sørensen.

Sidste gang de så ham i live
Det var imidlertid ikke helt fremmed for familien, at Mikkel Keil Sørensen meldte sig frivilligt til Livgarden. Hans far havde været garder og ser stadig mange af sine soldaterkammerater.

»Jeg er årgang 77,« siger Per Sørensen om det år, hvor han indledte sin tjenestetid: »Det var meget anderledes dengang. Vi havde ikke mulighed for at komme ud. Det skulle da lige være til Cypern. Men der var jo reelt ikke risiko for at komme i kamp.«

Den risiko var der i allerhøjeste grad for sønnen, da han stod overfor at skulle til Afghanistan. Det vidste Per Sørensen, og de sidste uger inden afrejsen var tyngede – mere af hans egen bekymring end af Mikkels.

»Mikkel var fantastisk. Han hjalp til derhjemme, han hjalp sin søster med at flytte, Martin med at male, og han hjalp sin moster, og i de sidste par dage nåede han at komme ud og fiske og dykke med Martin og deres venner. ’Så kan jeg rejse med god samvittighed, far,’ sagde han. Hans tempo var altid imponerende.«

Per og Martin Keil Sørensen kørte ham til Skive Kaserne, hvor fra turen mod Afghanistan skulle begynde for den unge spejder. Det var sidste gang, familien så ham i live.

De fire efterladte værner om hans minde på forskellig vis.

Lillesøster Sanne Keil Sørensen bærer hans »hundetegn« – soldatens karakteristiske navneplade til at hænge om halsen.

Broderen har fået tatoveret hundetegnet på sin brystkasse, hen over hjertet.

Faderen har gemt den barét, som lå på kisten, og på et lille chatol i moderens stue ligger en anden barét, som Mikkel Keil Sørensen plejede at gå med. Stoltheden er markant og mærkbar hos dem alle.

I timerne efter slaget den 26. september 2007 skrev major Anders Storrud, øverste chef for Panserinfanterikompagniet, et håndskrevet brev hjem til de efterladte. Bare få uger senere skulle majoren selv falde i Afghanistan. I brevet, som familien skatter, som var det et dyrebart smykke, hedder det blandt andet:

»Lige nu virker det fattigt at tale om helte, men i mine øjne er det dét, Mikkel er.«

700 mennesker deltog i Mikkel Keil Sørensens begravelse i Snedsted Kirke. 382 gæster var bagefter med til kaffe, smørrebrød, kager, øl og vand på Hotel Vilsundstrand. En bekræftelse af præstens ord om, at Mikkel Keil Sørensen trods sin unge alder nåede at sætte sig spor vidt og bredt.

Øjenvidne: Sådan døde Mikkel og Thorbjørn: