Nordjyderne kunne i går sætte deres kryds ved Mette Frederiksen, og det har 43.489 vælgere valgt at gøre. Det viser optællingen af personlige stemmer på KMD.
Til valget i 2015, hvor hun var opstillet i Københavns Omegns Storkreds og ikke var partiformand, fik hun til sammenligning 24.486 personlige stemmer.
Af de opstillede kandidater i Nordjyllands Storkreds er hun den, der har fået flest personlige stemmer.
På nuværende tidspunkt fører hun også i antallet af personlige stemmer på landsplan, men da det endnu ikke er alle storkredse, der er talt op, kan dette nå at ændre sig.
Lars Løkke Rasmussen, der er opstillet i Sjællands Storkreds, har indtil videre fået 37.841 Personlige stemmer. Men på nuværende tidspunkt mangler en enkelt valgkreds i denne storkreds at blive optalt.
Karsten Lauritzen fordobler personlige stemmer
Udover Socialdemokratiets formand er også Karsten Lauritzen opstillet i Nordjyllands Storkreds.
Tidligere skatteminister Karsten Lauritzen har ifølge KMD fået 18.335 personlige stemmer. Ved valget i 2015 fik han til sammenligning 8.114 personlige stemmer.
I den optalte storkreds har Venstre i alt fået 98.257 stemmer, mens Socialdemokratiet i storkredsen i alt har fået 123.921 stemmer.