Medstifter af dataetisk tænketank om Zuckerberg-kronik: »Hans argument er grundlæggende usandt«

Berlingske bringer i dag en kronik skrevet af Mark Zuckerberg, Facebooks stifter og administrerende direktør. Pernille Tranberg, internet-ekspert og medstifter af tænketanken DataEthics, vurderer her Zuckerbergs budskaber om teknologigigantens etisk forsvarlige forretningsmodel.

FILES-FRANCE-US-IT-MEDIA-POLITICS-FACEBBOK
Mark Zuckerberg vil afmystificere Facebooks forretningsmodel. Ifølge Pernille Tranberg, medstifter af tænketanken DataEthics, er det meste »ren semantik«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gerard Julien

I dag bringer Berlingske en kronik skrevet af Facebooks stifter og direktør, Mark Zuckerberg.

Kronikken bliver også bragt i bl.a. Wall Street Journal.

Zuckerberg, der ifølge Time Magazine er en af verdens 100 rigeste mennesker med en personlig formue på mere end 50 milliarder dollar, skriver, at hans motivation for at skrive kronikken er, at han den seneste tid »er stødt på mange spørgsmål om deres (Facebooks, red.) forretningsmodel«.

I kronikken fremstiller han Facebooks annoncebaserede forretningsmodel som en etisk strategi.

Det – og kronikkens andre budskaber – har Berlingske prøvet af på medstifter af tænketanken DataEthics Pernille Tranberg.

Pernille Tranberg, du har læst kronikken. Hvad tror du er Mark Zuckerbergs motivation for at skrive den?

»Umiddelbart undrer jeg mig selvfølgelig over, at han ikke bare skriver det på sin egen platform, hvor han har adgang til flere mennesker. Det er i de traditionelle medier, at han har fået mest kritik, så det er nok motivationen. Han ønsker at redde trådene ud med avislæserne.«

Han skriver, at Facebook er nødt til at have annoncer for at sikre, at så mange som muligt har adgang til platformen. Hvad mener du om den påstand?

»Jeg synes, det er et helt forfærdeligt argument at bruge. Han bruger det, at Facebook er gratis, som et argument for, at den som virksomhed er etisk ansvarlig, hvilket jeg synes er en mærkværdig måde at bruge etik på. Han negligerer fuldstændig, at brugerne betaler med deres data – hvilket han altid har gjort.«

Han skriver, at folk foretrækker at se annoncer, der er relevante for dem. Mener du, at det er et validt argument for at bruge folks data til markedsføring?

»Til en vis grænse. Der er en meget hårfin grænse mellem reklame og manipulation, når man annoncerer, som Facebook gør. Men hans argument er grundlæggende usandt, der er en stor modstand mod personificerede reklamer.«

Zuckerberg skriver i kronikken, at Facebook ikke sælger folks personlige oplysninger. Er det hele sandheden?

»Det er ren semantik. Hvad betyder det at sælge folks data? De sælger adgang til folk – ned til mindste detalje. For Facebook er ikke såkaldte databrokers, der sælger lister med specifikke personer baseret på personfølsomme oplysninger. Det ville selvfølgelig være ødelæggende for deres forretning. De vil naturligvis selv sidde på den magt. Det er både det gale og geniale ved deres forretningsmodel.«

Han skriver, at »clickbait skader Facebook«. Er det sandt?

»Der er ingen tvivl om, at annoncørerne bliver rasende, hvis de finder falsk indhold ved siden af deres annoncer. Men der er ingen tvivl om, at Facebook har tjent styrtende med penge på decideret fake content. Der er ingen tvivl om, at de hurtige, friske overskrifter er dem, der rykker allermest.«

De indsamlede informationer bruges ikke kun til annoncer, men også til »sikkerheden og driften af vores tjeneste«, skriver han. Giver det mening i dine ører?

»Der er nogle elementer i forhold til sikkerhed, eksempelvis lokation, der bruges til at opdage misbrug af folks konti. Men det vælger han ikke at uddybe, på trods af at han prædiker om gennemsigtighed, valgmuligheder og kontrol.«

Du mener ikke, Facebook lever op til principperne om »gennemsigtighed, valgmuligheder og kontrol«?

»Nej. Når store tech-virksomheder taler om gennemsigtighed, henviser de oftest til det antal gange, myndighederne har bedt om adgang – med en dommerkendelse vel at mærke. Deres algoritme er en blackbox-algoritme – en forretningshemmelighed. Så det er meget svært at tale om gennemsigtighed, når langt de fleste ikke forstår, hvad Facebook gør med deres data.«