En række danske svinebønder er blevet anklaget og dømt for ulovligt at have fragtet svinesæd til flere svinefarme i Australien i det, der ifølge efterforskere ligner et omfattende syndikat inden for smugling af svinesæd.
Det skriver Jydske Vestkysten.
Det drejer sig om to bønder fra firmaet GD Pork, der i perioden 2009-2017 smuglede store mængder svinesæd via shampooflasker i bagage. Det estimeres, at sæden er blevet brugt til at inseminere op til 200 australske svin.
Skulle skabe supergris
De to bønder, Torben Sørensen og Henning Laue, er blevet idømt henholdsvis tre og to års fængsel i retten i Perth for at smuglet svinesæden ind i landet. Torben Sørensen var medejer af GD Pork, mens Henning Laue var avlschef for virksomheden. GD Pork er også blevet idømt en bøde på 5.000 australske dollar, eller ca. 22.700 danske kr.
Siden 1995 har det været forbudt at importere sæd og andet genetisk materiale fra svin ind til Australien grundet sundhedsmæssige risici. Importen af svinesæd forøger nemlig risikoen for at sprede sygdomme som Porcine Reproductive and Respiratory Syndrome (PRRS) eller afrikansk svinepest, hvoraf sidstnævnte har ført til dødsfald blandt flere millioner af svin i Kina, skriver australske ABC News.
Genetikken fra danske svin, sæden inkluderet, er meget mere potent end australske grise, og danske søer føder derfor langt flere smågrise årligt end de australske - i gennemsnit 32 smågrise om året i modsætning til australske søers 26 smågrise om året, skriver ABC News.
Det formodes derfor, at de to danske bønder med den danske sæd ville skabe en australsk supergris, hvilket understøttes af, at sæden kan have ført til fødslen af mere end 2.000 grislinger.
Folk bag moderselskab: »Jeg kender ikke til det«
Ifølge ABC News er folkene bag GD Porks moderselskab, Pork Australia ApS, også kommet i de australske myndigheders søgelys i forbindelse med sædsmuglingen. De to storbønder indrømmede nemlig i retten i Perth, at størstedelen af den ulovlige import blev foretaget af Henrik Enderlein, der er en af Danmarks store svineproducenter samt bestyrelsesformand og ejer af Pork Australia ApS indtil tidligere i år, hvor moderselskabet blev opløst.
Henrik Enderlein afviser dog, at hverken ham eller Pork Australia ApS skulle have stået bag smuglingen.
»Jeg kender ikke noget som helst til det - andet end det, der har stået i aviserne,« siger Henrik Enderlein til Jydske Vestkysten. Han erkender dog over for Landbrugsavisen, at han er bekendt md de to dømte storbønder.
Heller ikke medstifterne af Pork Australia ApS Peter Christian Jørgensen eller Jørgen Tørnæs har kendskab til sagen, siger de til Jydske Vestkysten. Peter Christian Jørgensen forlod Pork Australia ApS i 2013 grundet interne uenigheder om strategien i selskabet, mens Jørgen Tørnæs var bestyrelsesmedlem i virksomheden fra 2007 til 2013.



