Markant vejrskifte på vej: Nu bliver det koldt og vådt

Kraftig blæst Vejret
Blæst og regn på Randersvej i Aarhus, tirsdag 23. oktober 2018.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Det er med at nyde solens lune stråler søndag, for nu går det ned ad bakke.

Sommervarmen kulminerer søndag, hvor der er udsigt til, at årets varmerekord på 31,1 grader bliver slået, men allerede mandag får man brug for at finde sin jakke og paraply frem fra skabet igen.

Ifølge DMI skal en koldfront fra vest nemlig passere landet i løbet af eftermiddagen og aftenen, hvorefter temperaturen daler, og regndråberne falder.

»Især mandag vil der komme byger og et vekslende skydække - dog med lidt sol indimellem,« siger DMI's vagthavende meteorolog, Anja Bodholdt.

I løbet af mandagen vil vinden tiltage og give jævn til hård vind med kraftige vindstød.

Blæsten vil fortsætte tirsdag og onsdag.

»Mandag vil blive varmest, men der vil falde flest byger, mens tirsdag og onsdag vil blive koldere, men til gengæld vil der være færre byger,« siger Anja Bodholdt.

Mandag vil temperaturen ligge på mellem 17-22 grader. Tirsdag og onsdag vil den falde helt ned til 13-17 grader - altså næsten en halvering i forhold til søndag.

»Det er et meget markant vejrskifte og en meget stor kontrast. Temperaturen falder voldsomt - næsten med over ti grader,« siger Anja Bodholdt.

Torsdag og fredag vil vinden begynde at løje lidt af, men til gengæld vil især fredag blive en rigtig våd omgang.

»Hvis man er til sol, så kommer ugen ikke til at byde sig fra sin bedste side,« lyder det fra Anja Bodholdt.

Næste weekend er for langt ude i fremtiden til, at DMI's prognoser kan være sikre, men umiddelbart ser det ikke ud til, at den vil skille sig ud fra hverdagenes kolde og regnfulde vejr.

«Der er i hvert fald ikke udsigt til en weekend som denne. Det tegner det bestemt ikke til på nuværende tidspunkt, desværre,« lyder det fra Anja Bodholdt.