I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at der var tale om en fordobling af antallet af indlagte fra 11 indlagt til 27. Dette var en fejl, og tallet er rettet i teksten.
I går var dagens smittetal det højeste siden 22. april. I dag er antallet af indlagte med coronavirus steget fra 16 til 27.
Tallet er fortsat lavt, men stigningen er bemærkelsesværdig, siger Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen.
»Stigningen er påfaldende. De, der bliver indlagt nu, er formodentligt blevet smittet for fem-seks dage siden. Så de næste dage bliver interessante at følge,« siger han.
Dagens stigning kan være en enlig svale, men Torben Mogensen siger, at stigningen i indlæggelser er iøjefaldende gårsdagens høje smittetal taget i betragtning. I går var 189 personer blevet testet positive for covid-19 på et døgn. I dag er tallet 147.
»Tallene for indlæggelser og de højere smittetal kan hænge sammen, og man bør være bekymret for stigningen, selv om tallet er lavt.«
Ikke alderdomssygdom
Han henviser til, at politiet de seneste dage har måttet lukke flere ungdomsfester ned i landet.
»Ungdomsuddannelserne og ungdomsfesterne er i gang nu. Det kan få smitten til at blusse op,« siger Torben Mogensen.
På læreruddannelsen i Odense er 30 studerende for eksempel konstateret smittet med coronavirus, og derfor er 1000 studerende på uddannelsen sendt hjem.
»Man skal huske, at covid-19 ikke er en alderdomssygdom. Unge kan også få senfølger, og når de unge bliver smittet, spreder smitten sig til deres kontakter,« siger han.
Samme pointe fremførte den tidligere direktør i Statens Serum Institut Nils Strandberg Pedersen i går.
»Det høje tal afspejler nok, at skoler og universiteter er startet op igen, og at der formodentligt er en del unge, der fester, som om coronaen ikke fandtes,« sagde han og understregede, at hvis smitten stiger blandt de unge, vil smittetrykket formodentligt stige, og smitten brede sig til ældre og svækkede.
Mandag vil de danske myndigheder melde ud, om der skal søsættes flere tiltag mod coronasmitten. Det varslede sundhedsminister Magnus Heunicke fredag.


