Mange meldes dræbt i voldsomt angreb i Rafah: »Intet sted er sikkert«
Israel hævder, at to højtstående personer i Hamas er blevet dræbt i angrebet.
Israel hævder, at to højtstående personer i Hamas er blevet dræbt i angrebet.
Mange personer meldes dræbt i et israelsk angreb på byen Rafah i det sydlige Gaza sent søndag.
Ifølge Gazas sundhedsministerium, som er kontrolleret af Hamas, er mindst 35 blevet dræbt, skriver CNN.
Angrebet ramte ifølge Gazas sundhedsmyndigheder en teltlejr for fordrevne palæstinensere, som Israel ellers har udpeget som en »sikker zone«.
Læger uden Grænser siger, at dusinvis af sårede og mindst 15 døde er blevet bragt til et behandlingssted, som de støtter. Ifølge nødhjælpsorganisationen viser angrebet »endnu en gang, at intet sted er sikkert« i Gaza.
Det israelske militær, IDF, hævder ifølge CNN, at dets styrker har ramt en »Hamas-lejr«, og at to højtstående personer fra den militante bevægelse er blevet dræbt.
Militæret erkender, at det er »bekendt med meldinger om, at civile i området er blevet såret«, og at IDF vil »undersøge oplysningerne«.
Videoer delt på sociale medier viser en stor brand på stedet – blandt andet en brand ved en stor container, der er blevet brugt som beskyttelsesrum af snesevis af familier, omgivet af hundredvis af telte, skriver CNN.
Hamas beskriver angrebet som en »massakre« og langer ud efter USA og præsident Joe Biden. Israel kunne ikke have udført det »uden amerikansk støtte og grønt lys til at invadere Rafah, på trods af at byen er overfyldt med fordrevne indbyggere,« lyder det fra Hamas.
Tusindvis af palæstinensere er flygtet til Rafah fra andre dele af det krigshærgede Gaza, i forbindelse med at det israelske militær, IDF, har guidet dem ned til såkaldte »sikre zoner«.
Angrebet kommer, kort tid efter at Hamas for første gang i flere måneder angreb Tel Aviv med en spærreild af missiler, som blev affyret fra Rafah.
Den Internationale Domstol (ICJ) i Haag kom fredag med en hårdtslående afgørelse: Israel skal øjeblikkeligt stoppe sin militære operation i Rafah.
Israel er dog ikke enig i afgørelsen og har fortsat sine militære operationer i området med henvisning til en række tiltag, som landet har gjort for at imødekomme domstolens bekymringer.