Mand ramt af skud under Stram Kurs-demo i Aarhus

En mand, der truer med kniv er ramt af politiskud i benet. Rasmus Paludan er ikke kommet til skade.

Politiet affyrer skud ved en Stram Kurs demonstration i Gellerupparken i Aarhus, fredag den 5. juni 2020, hvor en ældre mand truede med kniv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Øgendal/Ritzau Scanpix

En Stram Kurs demonstration i Gellerupparken i Aarhus udviklede sig fredag eftermiddag dramatisk, da politiet affyrede skud mod en mand, der truede med en kniv.

På Facebook skriver partiets leder, Rasmus Paludan, at han er blevet angrebet med kniv.

»Ingen skader på mig,« lyder det videre.

En video fra stedet viser en midaldrende mand i hvidt jakkesæt, der står med en kniv, mens en bil hastigt kører fra stedet.

Overfor manden står flere betjente med trukne pistoler, mens en betjent forsøger at få tilhørere uden for billedet til at gå væk.

»Hvis der bliver skudt, er det jer, der bliver ramt,« advarer han.

Fra flere tilhørere lyder det, at manden med kniven er syg.

»Han er syg. Han gør ikke noget,« lyder det fra tilhørerne.

Den hvidklædte mand smider ikke kniven trods adskillige opfordringer.

Der lyder et skud, og manden med kniven falder om - ramt af skud i benet.

Det har ikke været muligt at komme i kontakt med Østjyllands Politi, men på Twitter bekræfter politiet episoden.

»Politiet har afgivet skud og ramt en knivbevæbnet mand, der var til stede ved en demonstration i Digterparken i Aarhus. Vi er til stede derude og har pt ikke yderligere oplysninger om episoden,« hedder det fra politiet.

Som altid, når personer kom alvorligt til skade i mødet med politiet, er episoden meldt til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP.

Det skriver DUP på sin hjemmeside, hvor det fremgår, at manden er ramt af et enkelt skud i benet.

DUP skal undersøge, om alle regler er overholdt i forbindelse med episoden, og når undersøgelserne er færdige sendes en redegørelse til Statsadvokaten - i dette tilfælde til Statsadvokaten i Viborg.

Rasmus Paludans demonstrationer, hvor han ofte brænder koranen af i områder med mange muslimer, har flere gange ført til uroligheder.

Værst gik det for sig den 14. april sidste år, da han demonstrerede på Blågårds Plads på Nørrebro i København.

Demonstrationen førte til voldsomme optøjer med vold og hærværk i bydelen.

Mindst ti personer er siden blevet dømt for blandt andet vold mod politiet, grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden og overtrædelse af maskeringsforbuddet.

/ritzau/