Malenes overfaldsmænd dømt

De fire unge, der overfaldt tre gymnasiepiger i på Hovedbanegården i København, har fået deres dom.

Politiet afviste at tage voldsanmeldelsen fra Malene og hendes veninder alvorligt. Nu er overfaldsmændene dømt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De fire unge, der en sen vinternat sparkede, slog og spyttede tre gymnasiepiger på Københavns Hovedbanegård, er blevet dømt.

Overfaldsmændene, to drenge og to piger, har i Københavns Byret fået betingede domme.

En 18-årig mand er blevet idømt 60 dages fængsel, og det samme er en pige på 17. En jævnaldrende pige fik 40 dage, mens en 16-årig dreng har fået en rent betinget dom, hvor straffastsættelsen er udsat, oplyser politiadvokat Anders Dorph til Ritzau.

De fire unge stod ellers til at slippe gratis fra at have overfaldet den 19-årige gymnasiepige Malene og hendes to veninder 24. januar i år.

For selv om politiet ankom til gerningsstedet, mens gerningsmændene stadig var til stede, så lod betjentene voldsmændene gå. Da de tre gymnasiepiger senere henvendte sig på Station City for at anmelde overfaldet, blev de afvist med ordene "tag det som en oplevelse".

Først da Berlingske Tidende satte fokus på sagen, kom politiet i omdrejninger.

Malene fik en undskyldning fra politiet, og de fire gerningsmænd blev anholdt og afhørt, og nu er der altså også faldet dom.

Malene-sagen var en af de medvirkende faktorer til, at et flertal i Folketinget efterlyste en ny, uvildig klageinstans for borgere, der er utilfredse med politiet.