Luften var kold, men stemningen varm

Hovedstaden holdt sin første velkomstparade for hjemvendte soldater fra Afghanistan.

700 soldater fra det hjemvendte hold 10 i Afghanistan marcherer gennem København fra Livgardens Kaserne til Rådhuspladsen, hvor der blev holdt parade. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En klapsalve lyder dæmpet og dybere, når den kommer fra tusindvis af hænder med handsker på. Lyden passede godt til paraden for de 750 soldater fra ISAF Hold 10, der fredag blev budt velkommen hjem fra Afghanistan ved en parade på Rådhuspladsen.

Det er første gang, hovedstaden fejrer de hjemvendte soldater med en velkomstparade. og det var ikke en københavnerbegivenhed, der trak fulde huse, selvom der stod folk langs hele ruten fra Rosenborg til Rådhuspladsen. En del var tilfældige gæster på Strøget, der velvilligt - og for norske turisters vedkommende lettere forvirrede - vinkede med plastikflag, som værnepligtige fra Livgarden havde delt ud. Størsteparten var pårørende og venner til soldaterne.

"Det her er er altså bedre end juleaften," sagde Erling og Charlotte fra "det mørkeste Jylland", der deltog i pårørendefrokosten på Livgardens kaserne på Rosenborg som forældre til Mathias på 20 år, der har aftjent seks måneder i Afghanistan, og håber at komme af sted igen.

"Vi støtter ham selvfølgelig og vi er pavestolte af ham. Men vi ville da ønske, at han ikke tog ud. Det er hårdt at være dem, der sidder hjemme  og venter," sagde de, men lige i dag var det nu mest de brede og glade smil, der var fremme i gruppen af pårørende.

"Se, alle de mennesker, der står og kigger, de gør det til ære for os," sagde en mand i  bedstefaralderen med et børnehavebarn på skuldrene.

Hold Ti har ellers været hårdt ramt af tab. Især Livgardens Charlie Kompagni, som mistede tre kammerater i Afghanistan, og to ved en ulykke under træning i Oksbøl inden udsendelse. En sjette soldat på Hold Ti, fra Bravo Kompagni, blev dræbt i Afghanistan. De blev  hædret og mindet ved en ceremoni på kasernen før paraden, og nævnt flere gange under talerne på Rådhuspladsen, men velkomsten og hæderen gjalt de levende soldater.

De 750 soldater gik kl. 14.15 fra Rosenborg Kaserne ad Købmagergade og Strøget op mod Rådshuspladsen, og blev undervejs hyldet ikke kun af flagbærende civilister. På Nygade stod fane- og flagbærere fra alle de storkøbenhavnske soldaterforeninger og marineforeninger. På Gammeltorv var Gardehusarerne stillet op med en hestseskadron på 26 ryttere og heste, og spillede fanfare på pauke og horn for de hjemvendte soldater, der dog også havde medbragt musik til marchen i form af Livgardens eget musikkorps.

Lige før Rådhuspladsen blev stemningen decideret gemytlig, da en stor gruppe gardere fra Hold Ni brød ud i sang for de hjemvendte kammerater fra Hold 10. Formentlig ikke uden sammenhæng med det faktum, at de ikke var i uniform og stod foran værtshuset Lurblæseren med fadøl i hånden.

Foran Rådhuspladsen var Københavns Brandvæsen rykket ud med to brandbiler og otte mand, som hejste et stort Dannebrog op med en stigevogn.

Under marchen op ad Strøget var der et enkelt tilråb af "Bøsserøve", som blev fulgt op med nogle gloser der viste at det var negativt ment.

Den unge afsender af budskabet luskede dog hurtigt af, efter skæld-ud fra to piger, selverklærede "tøser på shopping", der egentlig ikke vidste hvad paraden gik ud på.

Et andet lille hår i den ellers varme velkomstsuppe var »fredsvagten« foran Christiansborg, der til lejligheden var flyttet over til Rådhuspladsen med fire regnbueflag for at protestere imod Borgerrepræsentationens beslutning om at holde en hjemkomstparade i Hovedstaden i samarbejde med "byens regiment", Livgarden.

»Danmark er heldigvis et frit land. Det hører med, at de må være her,« sagde en af soldaterne, som stod i geled umiddelbart foran fredsvagterne, der selv dæmpede enkelte buhråb fra deres midte.

På Rådhuspladsen stod de mange soldater opstillet i karre med 80x80 meter tom plads i midten, og på den måde fyldes pladsen hurtigt, nu hvor så stor en del er afspærret pga. metrobyggeri.

Der blev klappet længe af soldaterne i starten, og der blev klappet høfligt af talerne: Generalmajor Agner Rokos, Hærens Operative Kommando, medlem af Forsvarsudvalget Helge Adam Møller (Kons) og af Mogens Lønborg, medlem af borgerrepræsentationen for de Konservative, som stillede forslaget om velkomstparaden.

Dagens absolut største bifald blev dog givet efter uddelingen af to af forsvarets medaljer for sårede i tjenesten, for da klappede soldaterne selv med af deres kammerater.

Paraden blev afsluttet med et festfyrværkeri. Gaven fra Garderforeningen blev dog modtaget med blandet mine af nogle af soldaterne, som måske har hørt kanonslag nok.