Godmorgen og velkommen til en søndag, som byder på en typisk forårsdag i marts med både sol og regn. Men heldigvis med vintergækker og erantis, der pibler op overalt – og så er dagen for øvrigt tiltaget med ikke mindre end fire timer og 43 minutter.
Berlingske giver dig her et overblik over dagens vigtigste historier. Du kan blandt andet læse om et lovudkast, som skal bane vejen for regeringens plan om et modtagecenter uden for Europa for asylsøgere. Et udkast, som får kritik af eksperter. Det skriver Jyllands-Posten. Vi skal også omkring, at PET skulle have været et nyttigt politisk redskab, og at DF-lederen rejser en benhård kritik af regeringen og kalder genåbningen for »en ren skueproces«.
Men vi begynder med dagens coronatal, som viser, at snart ti procent er blevet vaccineret.
Ingen lande har meldt sig til at huse et modtagecenter uden for Europas grænser
Og så skal vi til historien om, at regeringen ifølge Jyllands-Posten opgiver krav om, at asyllejre skal ligge i et demokratisk land. Et lovudkast skal bane vejen for regeringens plan om et modtagecenter uden for Europa for asylsøgere, men det får kritik af eksperter. Du kan læse Jyllands-Postens historie her.
Ingen lande har endnu meldt sig klar til at huse regeringens hede drøm: et modtagecenter uden for Europas grænser, som asylsøgere kan sendes til. Alligevel rykker planen snart lidt nærmere. Lovudkastet gør det juridisk muligt for Danmark at indgå en aftale »med et eller flere tredjelande om, at udlændinge, der har søgt asyl i Danmark, overføres til tredjelandet«.
Men med lovudkastet slækker regeringen på et centralt kriterium til det land, der skal overtage Danmarks asylsøgere. Socialdemokratiet har nemlig tidligere gjort det klart, at modtagecentret skal ligge i et demokratisk land, skriver Jyllands-Posten.
»Vores udgangspunkt er, at der skal være tale om et sikkert tredjeland, hvor der er en demokratisk valgt regering,« sagde Mette Frederiksen (S), da partiet i 2018 præsenterede ideen.
I lovudkastet står der intet om, at modtagecenteret skal placeres i et demokrati. Udlændingeordfører Rasmus Stoklund (S) vil heller ikke garantere, at regeringen kun skeler til demokratiske lande. Det møder kritik.
»Det er bemærkelsesværdigt, hvis regeringen nu begynder at slække på fundamentale betingelser,« siger Martin Lemberg-Pedersen, lektor og migrationsforsker på Københavns Universitet.
»I lovforslaget er demokrati forsvundet og erstattet af nogle løst formulerede krav, som det hypotetiske tredjeland skal overholde. Men det er svært at tage garantierne om rettigheder seriøst, hvis man går bort fra at kræve demokratiske institutioner,« siger han.
PET: Terrortruslen vil være forøget, hvis Danmark lader de danske børn vokse op i de syriske fangelejre
Den fremtidige terrortrussel mod Danmark bliver forøget ved at overlade de 19 danske børn til deres egen skæbne i de syriske fangelejre for Islamisk Stats medlemmer og sympatisører. Det har været PETs seneste vurdering.
Men PET har været et nyttigt politisk redskab, indtil det blev en potentiel terrortrussel at overlade de danske børn til deres egen skæbne i syriske fangelejre blandt tilfangetagne fra det kollapsede terrorkalifat. Den historie kan du læse hos Berlingske her.
Problemet er ifølge justitsministeren, at efterretningstjenestens vurdering ikke »stemmer overens« med regeringens politik.
For torsdag den 26. februar 2021 kunne Politiets Efterretningstjenestes vurdering af, hvordan man bedst minimerer risikoen for terrorangreb i Danmark, pludselig ikke længere bruges.
På et samråd den dag slog justitsminister Nick Hækkerup (S) fast, at regeringen med åbne øjne tilsidesætter tjenestens vurdering af risikoen ved at overlade 19 danske børn til deres egen skæbne i de syriske fangelejre for Islamisk Stats medlemmer og sympatisører.
»PET har lavet deres vurdering, og det er jo fair nok. Den stemmer bare ikke overens med regeringens politik, og vi er ikke forpligtet til at indordne os efter, hvad en styrelse måtte mene,« sagde Nick Hækkerup.
Ifølge politolog og professor emeritus Jørgen Grønnegaard Christensen er ministerens udtalelse på samrådet et klasseeksempel på, at regeringen fremhæver en myndighed som PET som »den ypperste fagkundskab«, når det er politisk belejligt – og hælder en faglig vurdering ned ad brættet, når den ikke flugter med regeringens politik.
»Det kildne spørgsmål er, hvor man trækker grænsen mellem fagligheden og varetagelsen af politiske hensyn,« siger Jørgen Grønnegaard Christensen.
Thulesen-Dahl i kras kritik om genåbning: Ren skueproces
»Smidt ud af forhandlingerne om genåbning. Ren skueproces (...) Ikke meget samarbejdende folkestyre over det!«
Sådan skrev DF-formanden Kristian Thulesen Dahl i en kortfattet besked på Twitter, som han delte med sine følgere lidt efter klokken 22.30 den sidste tirsdag i februar. I med den korte besked lagde han også et billede af sig selv med nedadvendte mundvige.
Noget var gået galt, måtte man forstå på Thulesen Dahl. DF-formanden havde i timerne forinden sammen med partilederne i Folketinget været til forhandlinger med regeringen om genåbningen af Danmark. Den historie kan du læse i Berlingske i dag her.
Og DF-formanden var ikke alene med sin kritik. Flere af oppositionspartierne delte hans utilfredshed.
Politisk kommentator Søs Marie Serup, der har været rådgiver for tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og pressechef i Venstre, er ikke i tvivl om, hvem der har trukket det længste politiske strå.
»Når vi samlet set ser på billedsiden, efterlader det et indtryk af en statsminister, som har travlt, som holder møde med alle de vigtigste mennesker i det her land, og de borgerlige politikere kommer lige så meget til at ligne statister, som hvis der havde stået en statue af Stauning ved siden af.«
For efter februarsammenbruddet havde statsministeren inviteret de enkelte partiledere til bilaterale drøftelser om blandt andet en langsigtet genåbningsplan og udrulningen af vacciner, og i kølvandet på hvert enkelt besøg havde hun på både Instagram og Facebook delt et billede af sig selv og dagens gæst.
Jeppe Kofod: Syrerne skal have en gulerod, så de fravælger Bashar al-Assad
Udsigten til anerkendelse og hjælp til genopbygning skal virke som en gulerod, så syrerne fravælger Bashar al-Assad, mener udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Det freder syriske flygtninge i Danmark fra tvangshjemsendelse.
Historien kan læses i dagens Politiken.
Efter ti års borgerkrig er Syrien et ødelagt land. 6,6 millioner syrere er ifølge FNs flygtningeorganisation, UNCR fordrevet internt i landet. Næsten lige så mange er flygtet ud af landet. De fleste til Tyrkiet, men nogle er endt i Danmark.
»Vi har en Assad, som stadig sidder på magten i et totalt smadret land, hvor han egentlig ikke længere er herre i eget hus,« siger Jeppe Kofod i et interview i Politiken i anledning af tiåret for borgerkrigens udbrud.
Han mener, at vi skal fastholde sanktionerne mod Assad. Og at Danmark skal fastholde dem så længe, der ikke er nogen bevægelse fra regimets side. Ministeren mener også, at når et land er så sønderbombet og ramt af humanitære katastrofer, og det derefter skal genopbygges, bliver Europa og de vestlige samfund og Verdensbanken helt afgørende.
Det sker i dag
Så er det i dag, at cykelløbet Paris-Nice slutter med sin 8. etape. Etapen, der både begynder og slutter i Nice, er på 110,5 kilometer.
Der er delstatsvalg i Baden-Württemberg og Rheinland-Pfalz. Valgene vil også være en indikation om magtforholdet frem mod valget i Tyskland i september, hvor kansler Angela Merkel træder tilbage.