Lovforslag kan få magten taget fra Brostrøm

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier.

Sundhedsstyrelsen får permanent frataget stort set alle beføjelser i forslaget til en ny epidemilov, skriver Jyllands-Posten. På billedet styrelsens direktør, Søren Brostrøm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Godmorgen og velkommen til dagens nyhedsoverblik.

Vi begynder med historien om, at politiet lørdag aften opløste en demonstration, der var arrangeret af coronaskeptikerne »Men in Black«. Denne signatur var til stede, ligesom Berlingskes fotograf, og det gik ikke stille for sig. Det kan du læse mere om her.

Her kan du se et billede af, hvordan demonstrationen så ud, inden politiet opløste den.

Senere kommer vi blandt andet til Jyllands-Postens historie om, at Sundhedsstyrelsen med den nye epidemilov mister myndigheden til at træffe beslutningen om, hvorvidt en sygdom er »samfundskritisk«.

Derpå videre til dagens tal, hvor dagens ændring står i parentes.

Dagens tal

Bekræftede smittetal i alt i Danmark: 178.497 (+1.660)
Indlagte: 864 (+3)
Indlagte på intensiv: 138 (+4)
Antal døde: 1.517 (+30)
Bekræftede smittede på verdensplan: 88.446.992
Døde på verdensplan: 1.905.911

Tal i parentes angiver de seneste ændringer.

Du kan se flere coronatal for Danmark her og på verdensplan her.

I alt har 112.427 mennesker modtaget første vaccinedoser.

Og nu videre til dagens andre store historier.

Tech-giganter smider Trump på porten

Det er ikke kun Twitter, der har smidt Donald Trump på porten efter, at Kongressen blev stormet onsdag. Også Apple og Google har taget usædvanlige skridt for at standse præsidenten.

Tiltagene er blevet mødt med både hyldest og bekymring. Blandt andet har den amerikanske borgerrettighedsorganisation ACLU, som ellers normalt ikke er enig med Trump, udsendt en erklæring, hvor de advarer om lukke munden på præsident Trump netop nu.

»Det vækker bekymring, når firmaer som Facebook og Twitter uden videre har magt til at fjerne personer fra platforme, der er blevet uundværlige for milliarder af menneskers meningsudvekslinger – især når de politiske realiteter gør beslutningerne lettere,« siger Kate Ruane fra ACLU.

Læs hele artiklen – og få hele overblikket over, de nye tiltag her.

Sundhedsstyrelsen mister magt i ny lov

I Jyllands-Posten kan man læse, at Sundhedsstyrelsen, den øverste sundhedsfaglige myndighed i landet, permanent får frataget stort set alle beføjelser i forslaget til en ny epidemilov. Det fremgår ifølge avisen af det lovforslag, som netop nu er i høring, og som skal træde i kraft 1. marts.

Det kritiserer blandt andre Susanne Axelsen, formand for Lægevidenskabelige Selskaber, som hellere så Sundhedsstyrelsens rolle i en ny epidemilov styrket. Også en professor i jura udtaler sig kritisk til avisen.

»Sundhedsstyrelsen er nærmest ikkeeksisterende. Dens rolle er skrevet ud. Jeg kunne ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt godt ønske mig en stærkere rolle til den faglige ekspertise,« siger Kristian Lauta, juraprofessor ved KU.

Læs hele historien i Jyllands-Posten her.

S-regering løb fra borgerligt løfte om at hente familie ud af IS-lejr

I to år arbejdede den borgerlige regering på at få en dansk mor og hendes to børn hjem fra en af de mest berygtede fangelejre i Syrien.

»Vi holder fast, indtil det lykkes!,« lovede myndighederne i en mailkorrespondance med kvindens mor – børnenes bedstemor.

Men kort før regeringsmagten i 2019 skiftede, løb Danmark tilsyneladende fra løftet til familien. Det skriver Berlingske.

Advokat Knud Foldschack repræsenterer bedstemoren og den danske kvinde i Syrien. Han fortæller, at hvis ikke de danske myndigheder meget hurtigt kommer til »fornuft«, vil han stævne staten. Han mener, at staten er forpligtet til at hjælpe moren og hendes to børn hjem.

Enhedslistens Rosa Lund kalder det »fuldstændigt utilgiveligt og skrækkelig«. Enhedslisten, De Radikale og SF opfordrer regeringen til en anden linje.

Læs hele den historie her.

Få overblikket - hver dag


I dagens overblik giver Berlingske dig hver dag et overblik over de seneste udviklinger fra ind- og udland, samt dagens vigtigste historier. Med nyhedsbrevet Berlingske Morgen vil du hver morgen modtage overblikket i din indbakke.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver dag sender mig et nyhedsbrev med de seneste nyheder fra ind- og udland og vigtigste historier om coronavirussen. Nyhedsbrevet kommer hver dag, kl. 7 i hverdagen og kl. 8 i weekenden. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

Nyfundet materiale: Danskere var med til at henrette 200 mennesker på én dag under Anden Verdenskrig

Danske medlemmer af Waffen-SS trykkede på aftrækkeren, da flere end 200 mennesker blev likvideret 2. april 1945. Det viser nyfundet kildemateriale fra Rigsarkivet og engelske arkiver, som forfatter og tidligere politibetjent Martin Q. Magnussen og historiker Dennis Larsen har fundet.

Det skriver Berlingske.

»Den afdeling, der forestod nedskydningen af jøderne og de andre fanger, havde en dansk leder,« siger Martin Q. Magnussen.

Flere hundrede danskere, som var på kasernen i Østrig, er indtil videre blevet identificeret. Heriblandt to danskere, som ifølge de historiske dokumenter var til stede under massehenrettelsen, og som i dag stadig er i live.

Læs hele historien her.

Skibsrederen bag »Scandinavian Star« fik stort skattefradrag

Og så til Politiken, der fortæller historien om, hvordan forretningsmanden Henrik Johansen og det amerikanske rederi SeaEscape arbejdede sammen, så Henrik Johansen fik betydelige skattefordele ud af en større plan med flere skibe.

Henrik Johansen indrømmer det i en fortrolig afhøringsrapport fra 2016, som Politiken nu er kommet i besiddelse af. Hans svar under afhøringen rejser spørgsmålet, om »Scandinavian Star« også var en del af denne skatteplanlægning, og om flere end den danske forretningsmand var ansvarlige for skibet, hvor 159 omkom efter en påsat brand i april 1990.

Henrik Johansen fik således ifølge Politikens oplysninger et stort skattefradrag for afskrivninger på »Scandinavian Star«, selvom han endnu ikke havde betalt for skibet, da det brændte.

Selve skatteplanlægningen er lovlig, men ifølge de overlevende og pårørendes støttegruppe styrker de nye oplysninger mistanken om, at Henrik Johansen kan have været stråmand for netværket bag det amerikanske rederi, skriver avisen.

Læs hele historien i Politiken.

Det sker i dag

Ikke ret meget, men:

  • Der er præsidentvalg i Kirgisistan og parlamentsvalg i Kasakhstan. Lad os krydse fingre for, at de går nemmere end det amerikanske.
  • Det er i dag 360 år siden, at enevælden bekræftedes med den skriftlige ed fra stænderne, der blev kaldt Enevoldsarveregeringsakten.