Livmoderhalskræft forventes udryddet i 2100

Antallet af kvinder, der rammes af livmoderhalskræft i 2100, vil være så lavt, at sygdommen betragtes som udryddet, viser ny forskning.

Ny forskning viser, at livmoderhalskræft kan være udryddet i 2100. Sydommen koster hvert år over 300.000 kvinder livet på verdensplan. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Ballund

Forskning viser, at livmoderhalskræft forventes at være udryddet på verdensplan i 2100, og i en række lande ser det ud til at kunne ske tidligere.

Det skriver The Guardian.

HPV-vaccinen, der beskytter mod udviklingen af livmoderhalskræft, har forårsaget en kraftig reducering i tilfældene af sygdommen. Det er håbet, at vaccinen samt hyppige screenings for livmoderhalskræft helt vil fjerne sygdommen, der hvert år dræber over 300.000 kvinder på verdensplan.

Sidste år udtalte Tedros Adhanom, direktøren for World Health Organization (WHO), at det kræver en koordineret indsats, hvis livmoderhalskræft skal elimineres helt. Forskning har nemlig vist, at det kan lade sig gøre, men det kræver, at der sættes ekstra fokus på vigtigheden af og fordelen ved HPV-vaccinen og screenings for livmoderhalskræft globalt.

Gør man derimod ikke mere, end man gør nu, så forventes det, at 600.000 kvinder i 2020 vil blive diagnosticeret med livmoderhalskræft, og antallet vil kun stige. I 2069 forventes det, at antallet af livmoderhalskræftramte kvinder vil være oppe på 1,3 millioner kroner, såfremt man intet foretager sig.

Men et forskningshold fra Sydney med professor Karen Canfell i spidsen siger, at 13,4 millioner tilfælde af livmoderhalskræft  gennem de kommende 50 år kan forhindres, hvis man har et øget fokus på en højere grad af implementering af HPV-vacciner samt screenings på verdensplan.

Ved århundredeskiftet vil den øgede indsats betyde, at kun 4 ud af 100.000 kvinder bliver diagnosticeret med livmoderhalskræft. Det er et resultat, der bringer raten af tilfælde ned på et niveau, hvor man officielt vil kategorisere sygdommen som »elimineret«.

Frygt for vaccine kan koste liv

Undersøgelsen fra Sydney viser også, at hvis man implementerer den højere grad af HPV-vacciner og livmoderhalskræft-screeninger i en lidt lavere grad, så vil lande, hvor der ses den højeste udvikling indenfor området, have elimineret sygdommen ved århundredeskiftet, mens lande med en middel udvikling vil have 4,4 ud af 100.000 livmoderhalskræftramte kvinder.

Professor Karen Canfell, som stod i spidsen for studiet, fortæller, »at vores forskningshold har estimeret, at Australien ser ud til at have elimineret livmoderhalskræft i 2035«.

Studiet viser også, at lande som England, USA, Finland og Canada ser ud til at have gjort det samme i 2055-2059.

Karen Canfell fortæller dog også, at det afgørende for elimineringen af livmoderhalskræft på verdensplan er en fortsat og forbedret indsats i antallet af eksisterende HPV-vaccineprogrammer og initiativer for øget brug af livmoderhalskræft-screeninger.

»Fjendtlighed og frygt for HPV-vaccinen har potentiale til at forsinke en effektiv implementering af en livreddende vaccine. Det er vigtigt, at gøre det meget klart: Millioner af kvinder kan spares for stor lidelse, hvis HPV-vaccinen i højere grad anvendes på verdensplan.«