Leonoras Eurovision-skæbne er delvist afgjort før semifinalen

Onsdag aften stemte fagjuryerne i Eurovision. Torsdag aften er det seernes tur, når semifinalen finder sted.

Her ses Leonora ved prøven på semifinalen. Onsdag aften stemte juryerne. Ronen Zvulun/Reuters Fold sammen
Læs mere

København. Det er ikke kun seerne rundt om i Europa, som den danske sangerinde Leonora skal forsøge at charmere med sangen "Love Is Forever".

Sangen er det rød-hvide bidrag til årets Eurovision, der bliver afholdt i Tel Aviv i Israel.

Såkaldte fagjuryer står nemlig for 50 procent af stemmerne, og de afgav allerede onsdag aften deres point.

Her optrådte de 18 lande, der deltager i den anden af to semifinaler, i den såkaldte juryprøve.

- Det gik rigtig godt, fortæller Leonora efter prøven, der er den første, hun har haft, hvor der har været et rigtigt publikum i salen i Tel Aviv. Der bliver nemlig solgt billetter til juryprøven, så salen var fuld af glade Eurovision-fans.

- Det var fantastisk, specielt fordi man kunne mærke publikum, og jeg kunne høre dem, selv om jeg havde øresnegl i, som stopper lyden helt til, siger Leonora.

- Det er en helt anden oplevelse end at spille for tomme stole som under prøverne, siger hun.

Torsdag aften er det seernes tur til at afgive deres point, når semifinalen finder sted. Derefter bliver juryernes og seernes stemmer lagt sammen, og så skal 18 lande skæres ned til 10.

Semifinalerne har nemlig til formål at barbere godt og vel halvdelen af feltet fra før den store finale, der finder sted lørdag aften. I Danmarks pulje er også Sverige og Holland, der er udråbt som nogle af årets favoritter.

I tirsdags gik blandt andet Island, Slovenien og Australien videre til finalen.

Torsdagens semifinale bliver sendt på DR1 klokken 21.00.

/ritzau/