Kvinde åbnede dør på SAS-fly på vej i luften: 161 passagerer strandet på hotel

Arkiv. SAS-fly i Københavns Lufthavn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

For Christian Hansen og familien udviklede hjemrejsen fra den græske ø Zakynthos sig ganske dramatisk.

Da de er steget ombord på et SAS-fly mod København, udvikler en diskussion mellem en kvindelig passager og en kabineansat sig noget uventet.

Ganske få minutter før planlagt afgang fra Zakynthos klokken 22 onsdag aften.

»Da vi er på vej ud på startbanen, og dørene er lukkede, kommer en kvinde løbende ned ad mellemgangen med stewardessen efter sig og siger, at hun vil ud,« fortæller Christian Hansen.

Og det lykkedes. Kvinden får åbnet et af flyets døre, og den sliske, der er beregnet til at bruge under evakueringer, bliver udløst.

Det fremgår af Zakynthos Airports hjemmeside, at flyet, SK7290, ikke er afgået planmæssigt.

Tonje Sund, der er pressemedarbejder ved SAS, bekræfter hændelsesforløbet.

»Mens flyet var parkeret har en udadreagerende passager åbnet døren. Det betyder, at slidsken er blevet åbnet - og at vi ikke kan flyve videre med det fly i aften (onsdag, red.). Vi må have teknisk personale frem for at reparere flyet,« siger hun.

Christian Hansen tog dette billede fra flyet - som han ikke nåede at være ombord på ret længe. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Hansen.

Alle 161 passagerer, hvoraf størstedelen er danskere, er blevet indlogeret på et hotel.

»Vi får dem hjem i morgen. Vi er ved at finde ud af hvordan. Det er selvfølgelig meget beklageligt for de passagerer, det går ud over,« siger Tonje Sund.

Ifølge Christian Hansen var det en tvist mellem passagereren og stewardessen om håndbagage, der udløste passagerens voldsomme reaktion.

Angiveligt ville passagereren ikke acceptere, at håndbagage ikke måtte være under sædet under flyets start.

En medarbejder fra rejseselskabet Sunweb orienterer om situationen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oliver Rasmussen.

Det kan Tonje Sund dog ikke umiddelbart bekræfte. Men hun fortæller, at sådanne situationer 'heldigvis ikke sker ofte'.

»Personalet er godt trænet i at håndtere forskellige situationer ombord,« siger hun.

Kvinden er blevet overdraget til de lokale myndigheder. Ifølge Christian Hansen var hun ledsaget af noget familie.

De rejsende med SAS-flyet har ifølge B.T.s oplysninger købt rejsen via rejseselskabet Sunweb. B.T. har været i kontakt med Sunweb, der ikke umiddelbart kan bekræfte hændelsen, men oplyser, at man først og fremmest har fokus på at hjælpe passagererne på stedet.