Kronprinsen, klimaet og Kløvedal

Kronprinsen var kortfattet, og Troels Kløvedal indrømmede, han i sin tid tog "grueligt fejl". Begge talte de ved åbningen af en ny fotoudstilling på Kgs. Nytorv i dag.

Foto: Mikkel Møller Jørgensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kronprinsen, Kløvedal og Connie talte alle varmt for klimaet, da fotoudstillingen ”100 steder” blev åbnet midt i lørdagstravlheden på Kgs. Nytorv.

Og de kunne samtidig takke et mildt efterårsklima for, at de ikke frøs om tæerne under de mange taler, hvor kronprins Frederik udmærkede sig ved at være forbilledlig kort og præcis.

- Jeg skal gøre det relativt kort, men forståeligt, indledte Kronprinsen og tilføjede, at han glædede sig til at kigge nærmere på de 100 billeder, som alle viser steder i verden, der risikerer at forsvinde eller undergå store forandringer, hvis ikke vi mennesker for alvor indser, at klimaets beskaffenhed hænger uløseligt sammen med, hvordan vi lever vores liv.

- Vi bliver nødt til at ændre vores holdning til såvel energiforbrug som energiforsyning. Det kan lyde dystert, men heldigvis er mange af de nødvendige teknologier i dag udviklet, så det kan lade sig gøre, sagde Kronprinsen og tilføjede, at vi i Danmark kan være stolte over netop at have fået verdens største havmøllepark ved Horns Rev.

- Udstillingen er med til at markere alvoren, og heldigvis udleder de mange flotte billeder kun gode energier. Samtidig afspejler de, hvor vigtigt det er, at vi tænker os om i fremtiden, sagde kronprins Frederik og erklærede udstillingen for åben.

Syn for sagn
Forinden talte også klimaminister Connie Hedegaard (K), som havde fundet plads i kalenderen til at lægge vejen forbi Kgs. Nytorv. Hun var til lejligheden klædt i et sort jakkesæt og bluse med print af grønne blade.

- Vi har sådan et godt udtryk på dansk: At få syn for sagn. Og det er præcis, hvad man får på denne udstilling, sagde Connie Hedegaard og henviste bl.a. til billeder af det skrumpende snedække på Kilimanjaro og de smeltende gletchere i Grønland.

Hun forsøgte selv at svare på titusind dollar spørgsmålet, om vi nu også får den klimaaftale i hus til december?

- Til det vil jeg sige: Det ser rigtig svært ud. Men det helt afgørende for, at vi får aftalen hjem er, om den politiske pris for ikke at handle nu bliver større end hvis vi undlader at handle. Og her er en udstilling som denne vigtig, fordi vi får endnu mere lyst til at handle, når vi får syn for sagn. Vi skal have den klimaaftale, så tak fordi I viser det, så vi kan forstå det, sagde Connie Hedegaard.

Jeg tog grueligt fejl
Blandt talerne ved åbningen var også langfartskaptajn og forfatter Troels Kløvedal, som på sine mange rejser har besøgt flere af de steder, der er med på udstillingen.
Han advarede mod dommedagsprofetier, men måtte samtidig erkende, at han selv havde taget grueligt fejl.

- I min første bog ”Kærligheden, kildevandet og det blå ocean” hævdede jeg, at verdenshavene aldrig nogen sinde ville blive forurenede.

Men ganske kort tid efter fandt man de første forgiftede isbjørne, så jeg tog grueligt fejl, når jeg mente, at havene var så mægtige, at naturen selv ville klare det, sagde Kløvedal og advarede alligevel mod at lytte for meget til dommedagsprofetier.

- For ingen ved i realiteten, hvordan Jorden ser ud om 100 år. Derfor er jeg også bange for at bruge alle de ord, som vi kommer til at høre rigtig mange af de næste par måneder. Men jeg har et bud: Jeg tror, vi skal begynde med os selv. Det går nok alt sammen, hvis vi tager os sammen. Hvem kunne for eksempel for tyve år siden have drømt om, at man i dag kan bade i Københavns Havn?, sagde Troels Kløvedal, som ved den efterfølgende rundvisning på udstillingen fik sig en god snak med kronprins Frederik.

Udvalg af FN
Fotograf Søren Rud, som er initiativtager til den store udstilling, håber, at "100 steder" kan give et anderledes perspektiv på betydningen af klimaændringerne.

- Jeg håber, at den får folk til at tænke og handle i retning af et mere bæredygtigt forbrug. Samtidig er udstillingen et vidnesbyrd om, hvad der er på spil, hvis ikke verdens politikere til december træffer de nødvendige politiske beslutninger, sagde han.

Udstillingen på Kgs. Nytorv ligger for enden af Nyhavn, som er ét af de steder, der er i farezonen og derfor også er med på udstillingen.

Stederne er udvalgt på baggrund af materiale fra FN’s Klimapanel IPCC, og FN’s miljøorganisation UNEP er en af projektets partnere.

"100 Steder" er skabt af de samme personer i Co+Life, som også stod bag udstillingssucceserne "Jorden set fra Himmelen" og "Spirit of the Wild", der blev vist på Kgs. Nytorv i henholdsvis 2001 og 2006.

Udstillingen er også selv klimabevidst. De 100 fotos er således monterede på nybyggede udstillingsbokse. Billederne vil om natten være belyst af Philips nyeste LED-teknologi, som bl.a. betyder, at udstillingen opnår en energibesparelse på 81 procent i forhold til tidligere udstillinger.