Kritik af læger i Christian-sag

Sagen om Christian på 14-måneder, der døde efter at have slugt et minibatteri som 11 læger overså, er nu afgjort i Patientklagenævnet. En vagtlæge får kritik. Det samme gør en læge på Holbæk Sygehus, som sygehuset ikke kan identificere.

Christian Jim Andersen Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

I den tragiske sag om babyen Christian Jim Andersen, der døde i november 2008, er Patientklagenævnet klar med kritik. En kritik, der rammer en vagtlæge og en endnu uidentificeret læge på Holbæk Sygehus’ børneafdeling.

Christian døde 14 måneder gammel, da et minibatteri satte sig fast i halsen og ætsede hul i hans spiserør. Før sin død blev drengen hen over to uger tilset af i alt 11 læger hos vagtlægen og på sygehuset, uden at batteriet blev opdaget. Christians familie siger, at de i sin tid advarede flere af lægerne om, at Christian kunne have slugt et minibatteri. Men ingen af lægerne tog det røntgenbillede, der kunne have afsløret batteriet i drengens hals. Familien har derfor klaget til Patientklagenævnet, der nu har en afgørelse klar.

Patientklagenævnet udtaler kritik af den vagtlæge, der modtog det første opkald fra Christians familie, hvor drengens bedstefar advarede om, at drengen kunne have slugt et batteri. Vagtlægen får kritik, fordi han ikke førte korrekt journal efter opkaldet. Lægen skrev blot – i Christians bedstefars journal – at henvendelsen havde drejet sig om »spgm. til barnebarn«, men lægen noterede ikke, at Christian måske havde slugt et batteri. Det burde vagtlægen have gjort, ligesom han burde have skrevet oplysningerne om opkaldet ind i drengens egen journal, fastslår nævnet.

Til gengæld mener nævnet, at vagtlægen handlede korrekt, da han bad familien se tiden an og se, om ikke batteriet ville komme ud igen via afføringen. Det selv om alle eksperter hjemme og internationalt anbefaler, at der straks tages et røntgenbillede ved mistanke om, at et barn har slugt et farligt fremmedlegeme.

Kan ikke finde læge

Patientklagenævnet udtaler også kritik af en læge på Holbæk Sygehus, der ikke har tjekket en blod- og afføringsprøve fra Christian grundigt nok. Lægen burde have dobbelttjekket prøven eller bestilt en ny, fastslår Patientklagenævnet og udtaler kritik. Men hvem lægen bag fejlen er, vides ikke. Den oprindelige prøve fra dengang er nemlig blevet makuleret, lige som vagtplanen tilbage fra november 2008 er bortkommet. Derfor kan Holbæk Sygehus ikke sige, hvilken læge der har begået fejlen. Patientklagenævnet retter derfor kritikken mod den ledende overlæge på børneafdelingen, Jan Færch, til orientering. Sygehuset vil nu sikre, at fejlen med blodprøver ikke sker igen.

»Det vigtigste for os er ikke at identificere den person, som har begået en fejl. Det vigtigste er at hindre, at den gentages. Fejlen opstår, fordi man har papirjournaler, hvor man med en pen skal angive, om en prøve er tjekket. Det vil man undgå med det elektroniske journalsystem, vi vil have, og vi håber, at et sådan vil være på plads i 2011. Sagen her har selvfølgelig gjort, at der er stor opmærksomhed på at få lukket alle de mulige huller, der måtte være i systemet,« siger Teis Andersen, lægelig direktør i Sygehus Nord, Region Sjælland.

Yderligere to klager

Christian Jim Andersens familie har også klaget over to andre læger, som familien mener de forgæves advarede om, at Christian havde slugt et batteri. Men lægerne afviser. Da der er tale om påstand mod påstand, kommer tvivlen den anklagede læge til gode, skriver Patientklagenævnet, og derfor udtales der ingen kritik.

Christian Jim Andersens familie har 14 dage til at gøre indsigelser over nævnets afgørelse. Familien agter at protestere mod, at nævnet mener, at den første vagtlæge har behandlet Christian korrekt – her mener familien, at han burde have sendt Christian på skadestuen til røntgenundersøgelse. Dels vil familien klage over, at Holbæk Sygehus ikke kan identificere den læge, som har begået en fejl:

»Vi håber, at nævnet vil se med stor alvor på sygehusledelsens manglende evne til at identificere deres ansvarshavende ansatte. Vi vil nødig tro, at sygehusledelsen har interesse i ikke at oplyse, hvem vedkommende er,« siger Jette Thyrrestrup Pedersen, Christians mormor.