Krigens pris betales i forlig

Baggrund: Kampene i Afghanistan koster ikke alene menneskeliv. Nu følger den politiske og økonomiske regning.

»Jeg ved, det betyder meget for de mange soldater og pårørende, at vi har et bredt flertal bag forsvaret i Danmark. Alle i forligskredsen er enige om, at der skal fokuseres på soldaternes sikkerhed. Så selv om man kan være uenige om missionen, er man stolt over soldaterne. I dag har vi modtaget kisterne med de tre dræbte, og det sætter jo tingene i relief. Forsvarsminister Søren Gade, (V). Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Danmarks deltagelse i oprørsbekæmpelsen i Afghanistan koster ikke alene dyrt i form af tab af foreløbig 26 soldaters liv. Med forsvarsforliget i aftes følger nu den økonomiske og politiske regning for den aktive sikkerhedspolitik i den hidtil hårdeste konflikt, som danske soldater har deltaget i siden 1864.

Forsvarsminister Søren Gade (V) har skullet kæmpe på to fronter for at nå sit mål om både at samle et bredt flertal bag forsvaret og forsvarsforliget og samtidig skaffe betydeligt flere penge til forsvaret end de hidtidige 20 årlige milliarder kroner. Hans udgangspunkt var simpelt: Som forsvarsminister ville han kunne være bekendt at se sig selv i spejlet om morgenen. Hvis ikke det lykkedes denne gang, på baggrund af kampene og ofrene i Afghanistan, at skaffe det uddannelsesmateriel og den udrustning, som Afghanistan kræver, ville han næppe være fortsat som minister.

Tilrettelæggelsen af forliget begyndte tilbage i 2008, da regeringen nedsatte Forsvarskommissionen med tidligere forsvarsminister Hans Hækkerup (S) som formand. Det lykkedes at blive enige om en række anbefalinger, herunder om netop flere penge til materiel og genopfyldning af lagre, og vigtist af alt lykkedes det at give forsvarsordførerne, heriblandt flere nye folk som Socialdemokraternes John Dyrby Paulsen, et intensivt kursus i dansk forsvar. Dyrt, men effektivt.

Lang kamp
Da kommissionen havde afleveret sine fikse formuleringer, mente mange, at nu behøvede man kun få dage til at klappe et nyt forsvarsforlig sammen.

På den indre front sloges forsvarsministeren med daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen for at skaffe mandat til at foreslå ekstra milliarder til forsvaret. Den kamp varede i flere måneder og var forudsætningen for, at Forsvarskommissionen i enighed kunne anbefale de ekstra penge, som Afghanistan koster.

Men da borgerlige krav om mange flere milliarder til forsvaret lød lidt for højlydt, slog Socialdemokraternes partileder, Helle Thorning-Schmidt, bremsen i. Ikke en krone mere til forsvaret, før det har fået orden i økonomien, fastslog hun i et interview til Politiken.

Det hurtige forlig forduftede som dug på en sommermorgen. Kendere vil vide, at skal det krav opfyldes i en tid med uforudsigelige udgifter til krigsførelse, kvalificerer forsvaret næppe nogensinde til flere penge. Udmeldingen satte derfor partiets forhandlere, John Dyrby Paulsen og finansordfører, Morten Bødskov (S), på en svær opgave. Men med anvendelse af kreativ tænkning lykkedes det at pakke en ekstra bevilling på i alt 3,5 milliarder kroner ind i forskellige betegnelser som engangsinvestering og sikkerhedspulje, der dog alle har det fælles formål at købe nyt materiel til forsvaret.

Den politiske baggrund var klar nok: Socialdemokraterne kunne næppe holde til på den ene side at være med til at sende soldater til Helmandprovinsen, og på den anden side nægte dem den bedst mulige uddannelse og materiel.

Men forsvarsministerens ønske om flere penge og samtidig et bredt forlig betød, at han måtte acceptere omtrent en halvering af de 1,2 milliarder om året – seks milliarder over forligsperioden – som han spillede ud med i forhandlingerne.

Og med i købet fik han SF, som bestemt ikke er hverken Dansk Folkepartis eller en del venstre-politikeres kop te. Hvad det historiske forlig med SF ombord kommer til at betyde i praksis, bliver et af de næste fem års meget store spørgsmål.