Kolonnen af migranter er ankommet til USAs sydgrænse

De første migranter fra Mellemamerika er begyndt at samles i den mexicanske grænseby Tijuana. Præsident Trump har skærpet grænsebevogtningen.

Betjente fra U.S. Border Patrol (t.v.) taler med to centralamerikanske migranter, der har fundet plads på toppen af et grænsehegn uden for Tijuana, Mexico. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gregory Bull

I hundredvis af migranter fra Mellemamerika er begyndt at ankomme til den mexicanske grænseby Tijuana, og dermed er scenen sat for den konfrontation med USAs grænsemyndigheder, som har været undervejs i ugevis.

Ankomsten til Tijuana markerer afslutningen på den første kamp, nemlig den der handlede om overhovedet at nå sikkert frem til USAs sydgrænse. Men den indvarsler også begyndelsen på en ny kamp, som handler om at komme over denne grænse - og netop det har præsident Donald Trump lovet at forhindre, selv for dem, der søger om asyl. Trump har kaldt kolonnen af migranter »en invasion«, og han har udstationeret soldater langs grænsen og ændret i asylreglerne for at imødegå udfordringen.

Et par af de migranter, som er nået til Tijuana, var allerede i aftes i færd med at planlægge, hvordan de kan få lavet aftaler med grænsemyndighederne, så de kan få lejlighed til at fremlægge deres appel om asyl, fortalte advokater med speciale i asylret. De fleste synes imidlertid blot at afvente situationen og overveje deres muligheder: ansøge om asyl i USA, forsøge at krydse grænsen illegalt eller forblive i Mexico.

Der er nu omkring 800 migranter i Tijuana, fortæller de lokale myndigheder. Andre tusinder er på vej op gennem Mexico og ventes at ankomme i løbet af de næste par dage.

På den amerikanske side af grænsen rejste forsvarsminister Jim Mattis onsdag til Texas for at mødes med nogle af de 5.600 soldater, som er udstationeret for at støtte grænsevagterne. Han støtter fortsat præsident Trumps ordre om at udsende op mod 15.000 soldater til grænsen mod sydvest, og i sin tale til soldaterne fastslog han, at deres opgave er at stille hindringer i vejen for migranterne.

Regeringen i Washington har sendt grænsevagter fra det vestlige Texas til Arizona og Californien forud for migranternes ankomst, fortalte direktør Hector Mancha fra grænsestationen i El Paso.

Bekymrede over Trump

Fra sin plads i køen uden for et suppekøkken i Tijuana kunne Wisthon José Betancourt se de olivengrønne, solbagte bakker i det sydlige Californien og det nye liv, de syntes at varsle. Han var en del af den første bølge og var netop vaklet ud af en bus efter halvanden dags kørsel.

»På den ene side føler vi en vis glæde over at være nået hertil,« sagde han og smilte træt. »Men vi er lidt bekymrede for, hvad Trump vil finde på.«

Fra Tijuana kan migranterne få et første glimt af USA gennem hegnet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Joebeth Terriquez.
Siden kolonnen af migranter begyndte at dannes i Honduras i midten af oktober har det store antal mennesker på vejene plaget regeringerne i regionen og testet de menneskelige impulser blandt indbyggerne langs ruten. Kolonnen selv har haft svært ved at tilbagelægge den sidste strækning op lags Stillehavets kyst.

Onsdag befandt store grupper af migranter sig i de mexicanske delstater Nayarit, Sinaloa og Sonora, hvor de forsøgte at få kørelejlighed med private køretøjer eller vente på busser, som var stillet til rådighed af de lokale myndigheder, kirkesamfund eller borgergrupper.

Myndighederne i Tijuana fortæller, at de forventer at se mellem 1.500 og 2.000 migranter ankomme i løbet af dagen i dag.

Oversættelse: Lars Rosenkvist