Hvordan ville København se ud, hvis den var en maskine?
Groft sagt ville benzinen være studerende, og outputtet ville være folk med chefstillinger.
For nyligt viste en analyse fra AE-Rådet, at København leverede 1.700 offentligt forsørgede til resten af landet over en treårig periode.
Berlingske har kigget på, hvilke socioøkonomiske grupper af personer der flytter fra Københavns Kommune til andre kommuner. Og den anden vej.
Den største gruppe, der fraflyttede Københavns Kommune i 2016, var »topledere og lønmodtagere på højeste niveau«.
Cirka 5.000 af slagsen kom til, mens 7.000 flyttede væk, hvilket betyder, at cirka 2000 chefer blev nettoeksporteret - frivilligt må man formode - til andre kommuner.
Det viser en opgørelse fra Københavns Kommune på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. Tallene inkluderer 18- til 64-årige.
København sender også arbejdsløse til andre kommuner, men det er i mindre antal.
Roskilde har netto modtaget 157 topledere og lønmodtagere på højeste niveau og dermed den kommune i landet, der er den største nettoimportør fra København. På anden- og tredjepladsen kommer Gladsaxe og Gentofte.
Aarhus er den kommune, der sender flest chefer til København. København sendte kun halvt så mange til Aarhus, som der kom fra København.
Er København så bedre til at eksportere chefer end arbejdsløse?
{embedded type="node/" id="61976096"}
Svaret er: Nja, men mest ja.
Som vi har set, flytter flere chefer end arbejdsløse fra København, men det er måske ikke så underligt, fordi der bor langt flere folk med høje stillinger, end der bor arbejdsløse. Set i forhold til, hvor mange chefer og arbejdsløse der bor i København, eksporteres der nogenlunde lige store andele af begge grupper, nemlig knap to procent på et år.
Derfor kan det være mere relevant at sammenligne nettofraflytningen for de to grupper. Københavns Kommune eksporterer 38 procent flere chefer, end der modtages. Til sammenligning er tallet for arbejdsløse 31 procent.