Ved et pressemøde løftede Københavns overborgmester Frank Jensen (S) søndag lidt af sløret for, hvordan hverdagen kommer til at se ud i Københavns dagtilbud og skoler i næste uge.

26 af byens 69 skoler ventes at åbne 15 april og senest torsdag eller fredag i den kommende uge. Af kommunens dagtilbud er 35 procent klar til at åbne 15. april, mens resten vil åbne løbende. Mange ting vil dog være forandret, lyder det fra børne- og ungeborgmester i Københavns Kommune, Jesper Christensen (S).

»Det bliver ikke en hverdag som før. Derfor har vi i København valgt at åbne gradvist og i den rækkefølge, institutionerne kan leve op til de krav, der er stillet fra sundhedsmyndighedernes side,« siger han.

Derfor vil forældre til børn i Københavns Kommune senest i dag få besked om, hvornår de kan sende deres børn af sted. Det afhænger nemlig af, om de enkelte dagtilbud og skoler er klar til genåbningen. Overborgmester Frank Jensen oplyser dog, at han håber, at de fleste dagtilbud vil være klar til at tage imod børnene i løbet af næste uge. Men det kræver, at de enkelte tilbud tilpasser sig til den nye situation.

»Mange forældre har valgt at holde deres børn hjemme. Nu skal vi genstarte, og der skal vi finde løsninger, der afspejler de forskellige forhold bedst muligt. Vores skole- og daginstitutionsledere og medarbejdere har i påsken gennemgået deres skoler eller institutioner for at være sikker på, at de kan leve op til de retningslinjer, der er kommet fra myndighederne,« siger overborgmester Frank Jensen.

Overborgmester Frank Jensen og børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen har netop orienteret om, hvad der skal ske med Købenahvns daginstitutioner og skoler efter påske.
Overborgmester Frank Jensen og børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen har netop orienteret om, hvad der skal ske med Købenahvns daginstitutioner og skoler efter påske. Ólafur Steinar Gestsson

Alle skoler og dagtilbud har lavet en plan for, hvordan de vil leve op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer om afstand og hygiejne. Der vil ikke være plads til alle på samme sted. Derfor vil mange klasser blive delt i grupper af to, de vil skulle være det samme sted hele dagen, og meget undervisning og pasning vil foregå i nye omgivelser. Blandt andet vil kulturhuse, idrætshaller og legepladser blive taget i brug.

»Målet er selvfølgelig at nå op på 100 procent (åbninger red), derfor vil det være i nye lokaliteter for børnene,« siger overborgmester Frank Jensen.

Forældre vil blive bedt om at melde ind, om de fortsat har tænkt sig at holde deres børn hjemme i privaten. Det skal give et større overblik over, om de enkelte institutioner kan overholde myndighedernes krav. For »de aner dybest set ikke, hvor mange der møder op,« lyder det fra børne- og ungdomsborgmesteren. Når behovet er kortlagt, vil forældrene få den endelig bekræftelse på, hvornår og hvordan der bliver åbnet op for netop deres børn. Man planlægger også at spørge pædagogstuderende, om de kan hjælpe til. For skal børnene spredes i mange mindre grupper, kræver det ekstra personale.

»Der er rigtig mange af vores ansatte, der har knoklet her i påsken for at blive klar, og selvom meget er på plads, så håber jeg, at alle vil have forståelse for, at der kun bliver åbnet langsomt op i takt med, at vi kan leve op til kravene fra myndighederne,« siger børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S).