Klodens temperatur falder

2008 tegner til at blive det koldeste år siden 1999.

Foto: MICHAEL KAPPELER / Scanpix

Mens miljøforkæmpere på klimatopmødet i Polen har arbejdet hårdt for at bremse en global opvarmning, har naturen selv taget affære. Det bliver nemlig koldere på kloden, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

2008 tegner således til at blive det koldeste år siden 1999, oplyser forskningsleder Jens Hesselbjerg Christensen fra Danmarks Klimacenter på DMI.

»Vi regner med, at 2008 bliver ca. 0,1 grad koldere end 2007. Forklaringen er, at vi lige nu har en kraftig "La Niña", der giver nedkøling i Stillehavet,« siger Jens Hesselbjerg, der erkender, at det trods de dystre forudsigelser om en global opvarmning, ikke er blevet varmere på kloden i 10 år.

Samtidig vokser også havisen omkring Nordpolen, fortæller seniorforsker Rasmus Tonboe fra DMI.

»Efter at vi i 2007 så den mindste udbredelse af havisen nogensinde, er isen nu på vej op. Der er lidt lys i mørket,« siger den danske is-ekspert til Jyllands-Posten.

Dermed tyder noget på, at de seneste forudsigelser om en isfri Nordpol allerede omkring 2015 næppe bliver virkelighed.

Kilde: JP