Klimatopmøde: Kina har opgivet

Der bliver ingen operationel klimaaftale på klimamødet i København. Det skulle den kinesiske delegation have meddelt flere lande. Men kinesiske analytikere vil endnu ikke erklære forhandlingerne for døde.

Derimod går kineserne efter en »en eller anden form for politisk dekleration.« Det oplyser nyhedsbureauet Reuters, som citerer en anonym embedsmand, der er involveret i forhandlingerne.

Kineserne vil stadig forsøge og se, om man kan få et gennembrud i København. Men ifølge Reuters skulle kineserne have fortalt flere andre lande, at det ikke længere er realistisk at blive enige om en bindende aftale, der straks kan gøre operationel.

Reuters nævner ikke, hvilket land den anonyme kilde kommer fra, eller hvordan personen er involveret i forhandlingerne.

Betyder det, at Kina helt har opgivet København? Eller er det blot en del af spillet i forhandlingerne?

»Jeg tror, at Kina har forberedt sig og har forskellige planer klar. Men hvis Kina ikke kan få opfyldt selv sine mindste krav i forhandlingerne, så er man parat til at opgive,« siger Song Guoju til Berlingske Tidende. Song er professor i mijø på Renmin University i Beijing

Gao Qingxian, der er analytiker ved klimacentret på Chinese Research Academy of Environmental Sciences i Beijing, mener, at man skal være forsigtig med artiklen fra Reuters.

»Selvom forhandlingerne lige nu er i en sørgelig forfatning, så bør man se på, hvem citatet kommer fra. En almindelig embedsmand er ikke repræsentant for den kinesiske delegation,« siger Gao Qingxian.

Begge er enige om, at det stadig ikke er for sent at redde forhandlingerne.

»Alle lande har en bundgrænse for, hvor langt de kan gå. Der er ingen absolutter i forhandlinger som disse. Resultatet er en lang proces med en række kompromisser,« siger Song Guoju.

Men lige nu er forhandlingerne dog kørt af sporet.

»De er ikke baseret på hverken UNFCC eller Kyoto protokollen. Det er som at spille basketball på en fodboldbane, så det er klart, at man er utilfredse,« siger Gao Qingxian.

Hvad skal der så til for at redde forhandlingerne set fra Kina? Song Guoju siger, at det handler om overførsel af teknologi og penge fra de industrialiserede lande og til udviklingslandene. Det er Gao Qingxian enig i.

»Industrilandene skulle opfylde deres løfter og ikke bare levere tom tale. De skulle erkende deres historiske ansvar og hjælpe udviklingslandene med finansiel og teknisk støtte,« siger Gao Qingxian.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen kom skidt fra start, da han i går overtog forhandlingerne fra Connie Hedegaard. Brasilien, Indien og Kina gjorde åbent oprør mod Rasmussen, og forhandlingerne stod stille i timevis. Derfor var der allerede i går ikke store forventninger til en kommende aftale.

Forhandlingerne er nu så forsinkede, at der ikke er nogen klar tekst til at finpudse for de 115 statsledere, der ankommer til København i løbet af torsdag og i morgen fredag.

En af dem, der ankom i dag, er Kinas premierminister Wen Jiabao. Han er nummer tre i det politiske system i Kina, og ansvarlig for den gruppe i regeringen, der i længere tid har haft ansvaret for klimaforhandlinger.