Klimakampen har lagt København bag sig

Da COP15 sluttede i København lørdag 19. december sidste år, var USAs præsident Barack Obama, Kinas premierminister Wen Jiabao, Indiens premierminister Manmohan Singh og alle andre stats- og regeringschefer - bortset fra statsminister Lars Løkke Rasmussen - rejst hjem.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Årsagen var, at de ikke ønskede at møde pressen efter indgåelsen af Copenhagen Accord.

I Cancun i Mexico klappede ministre fra hele verden taktfast af formanden for FNs klimakonfernce COP16, Mexicos udenrigsminister Patricia Espinosa. Og af den aftale som de selv netop havde indgået.

Selv om kontrasten mellem COP15 og COP16 har været stor, står det klart, at verdenssamfundet heller ikke i Mexico fik taget de skridt, der er nødvendige for at indfri landenes fælles mål: At holde den globale opvarmning under to grader.

Til gengæld har gårsdagens aftale i Cancun afgørende politisk betydning, fordi verdens store magter - USA, Europa, Kina, Indien, Japan med flere - med aftalen bekræfter, at de anser FN som det legitime sted for de globale klimaforhandlinger. I modsat fald ville den globale klimapolitik være blevet kastet ud i enorm usikkerhed med uforudsigelige konsekvenser.

Cancun-aftalen har to helt åbenlyse svagheder: Den indeholder ikke nye løfter fra USA og Kina om reduktioner i udledningerne af drivhusgasser. De to lande står tilsammen for næsten halvdelen af de udledninger, der forårsager opvarmningen af atmosfæren.

Samtidig stod det i Cancun glasklart, at det bliver svært at sikre en forlængelse af den Kyoto-protokol, der til dato er den eneste bindende internationale aftale om substantielle reduktioner af udledninger af drivhusgasser. Mens Europa gerne vil forlænge, står Japan, Rusland og Canada stejlt på, at nye forpligtelser kun kan komme på tale, hvis særligt USA og Kina for alvor byder ind seriøse skærpelser af deres reduktioner.

Både det overordnede spørgsmål om substantielle reduktioner i udledningerne af drivhusgasser og om forlængelsen af Kyoto-protokollen er udskudt til COP17 i Sydafrika til næste år.

Når der alligvel herskede en stemning af glæde, grænsende til eufori, i konferencecenteret Moon Palace i Cancun, skyldes det, at COP15 i København skabte så stor vrede og mistillid mellem rige og fattige lande, at mange havde frygtet, at en ny fiasko i Cancun ville rejse tvivl om nytten ved overhovedet at forholde international klimapolitik i FN-regi.

Denne tvivl er fejet bort med gårsdagens kompromis, og samtidig har særligt BASIC-landene - Brasilien, Sydafrika, Indien og Kina - taget så stort ansvar ved forhandlingerne i Cancun, at man kan forvente, at disse lande med flere end 2,5 milliarder indbyggere på tre kontinenter vil gøre det samme i Durban i Sydafrika.

Med USA og Japan - og i mindre grad Europa - i defensive roller over for de nye stormagter i offensive roller, blev Cancun endnu et eksempel på helt fundamentale forskydning af den globale magtbalance mod øst og syd, som finder sted i disse år.