Klaus Riskær Pedersen: »Jeg er ikke populist. Jeg er ekstremt gennemarbejdet«

Formand for partiet Klaus Riskær Pedersen, Klaus Riskær Pedersen, gæster Berlingskes podcast »Mød partilederen« med chefredaktør Mette Østergaard til en snak om hans politik. Formanden ønsker et næsten totalt opgør med samfundets indretning. Det er ambitiøst, men »ikke populisme«, siger han.

2 Dage før plakater kan hænges op i hele landet får Københavnerne den første valgplakat fra Partiet Klaus Riskær Pedersen torsdag den 9. maj 2019.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Forhenværende Venstre-mand, forretningsmand, radiovært og nuværende folketingskandidat, Klaus Riskær Pedersen, har et righoldigt bagkatalog. I årevis befandt han sig nederst i erhverslivets hakkeorden båret på vej af, hvad han selv betegner som »fodfejl«.

I dag har han som bekendt givet form til partiet, der bærer hans eget navn, og iboende i politikken barsles et opgør med fundamentale samfundsstrukturer. Alt sammen ladsiggørligt, fortæller han i Berlingskes podcast Mød partilederen med chefredaktør Mette Østergaard.

»Vi har sygeplejesker, der går ud i vikariater, stigende sygdom blandt skolelærere, klinikchefer der siger op,« siger Klaus Riskær Pedersen, der forinden har slået fast, at den offentlige sektor »fungerer rigtigt dårligt«.

Et af de mee kuriøse punkter på programmet er forslaget om borgerløn, der går ud på, at befolkningsgrupper der er »fanget« på eksempelvis førtidspension, invalidepension, kontanthjælp overflyttes til »delvis borgerløn«, der tildeles for to og femårige perioder, og hvis størrelse er afhængig af hustandens indkomst.

Andre forslag handler om omsætningsafgift på alle handler i Danmark, transaktionsafgifter på den finansielle sektor og at hæve moms og afgifter.

Er det ikke voldsomt populistisk at ville give de skattelettelser til lønmodtagerne, når både du og jeg ved, at det er erhvervslivet og den private sektor, som skal være med til at få væksten til at rulle i det her samfund?

»Jeg er ikke populist. Jeg er ekstremt gennemarbejdet. Jeg har skrevet bøger om alt, hvad jeg laver, og alt er dokumenteret og der er lavet de beregninger, der skal laves. Der er nul populisme her.«

Hvordan vil du sikre, at danske virksomheder netop ikke sakker bagud i international konkurrence, når de skatter øges?

»Det kommer de ikke til, for eksportindtægter er jo gratis. Vi interesserer os slet ikke for, hvad man laver udenfor Danmark. Vi vil bare gerne have, at alle, der er i Danmark, betaler for de ressourcer, de bruger her i landet,« siger han:

»Den skatteomlægning, jeg vil have, er både, at befolkningen skal lettes lidt, og så skal dem, der har pengene og kapitalen betale mere. Men inden for den gruppe, der hedder penge og kapital, vil jeg have, at danske virksomheder bliver lettet. Jeg er et rødt-konservativt parti, og jeg er forretningsmand af DNA, jeg laver sgu da ikke noget, hvor jeg svækker dansk erhvervsliv, hold nu op.«

Klaus Riskær Pedersens kandidatur har været stærkt omdiskuteret på grund af en række konkurser. Gældbogen over erhvervsmandens konkurser opgjort i december 2015 viste, at kreditorer vurderede, at han samlet skyldte dem 169 mio. kr., hvoraf 4 mio. kr. var gæld til Skat.

Da han i podcasten bliver præsenteret for præmissen om, at det krænker »retsfølelsen«, er Klaus Riskær Pedersen i en vis forstand enig:

»Ja, det krænker nemlig min retsfølelse,« siger han.

Hør meget mere i »Mød Partilederen« - en politisk podcast, hvor Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard stiller partilederne de spørgsmål, danskerne gerne vil have svar på. Podcasten kan findes på iTunes, Spotify og 24syvs radio-app.

Du kan også finde flere afsnit af »Mød partilederen« her.