Kirkebryllupet blev til Christians begravelse

Christian Damholt ville til Afghanistan for at bygge landet op men blev dræbt af en selvmordsbombe. Hjemme ventede hans Annette og et kirkebryllup. »Ja, vi kom da i kirke, men ikke til bryllup,« siger hun.

Christian Damholts mor, Susan Damholt, (tv), hans enke Annette og hans far Claus Damholt (th) mistede deres kære i Afghanistan. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Annette Damholt fik den triste og ubarmhjertige besked tidligt om morgenen den 17. marts i fjor. Den mand, hun havde kendt i få år og netop havde giftet sig med på Odense Rådhus, var død.

Christian Damholts chef ringede dagen efter fra Afghanistan for at høre, om han kunne gøre noget. Annette bad ham inderligt om at få fat i Christians vielsesring og få den sendt til Danmark med det samme. Hvis ikke ringen kom hjem med det samme, ville den tidligst ankomme til Danmark et par måneder senere sammen med Christians øvrige ting. Det var for sent, fordi Annette ønskede, at han skulle have sin vielsesring med sig i graven.

Ringen havde også en symbolsk og psykologisk betydning, som Annette helst ikke ville sige højt. Christian var offer for en selvmordsbomber, der havde sprunget ham og tre andre i luften i Gereshk by, og Annette vidste derfor ikke, om hun fik sin mand hjem i hel tilstand.

»Da jeg fik ringen, blev jeg meget glad. Den var helt uskadt, og derfor vidste jeg, at Christian i det mindste ikke var sprunget i stumper og stykker,« siger Annette Damholt.

Bedemanden, som var en kvinde, blev flere gange chokeret, da hun sad sammen
med Christians kone og mor og planlagde hans begravelse. Annette og Susan Damholt insisterede blandt andet på, at de ville se Christian, når hans kiste kom til Danmark – uanset omstændighederne.

»Bedekonen skulle overhovedet ikke sige til mig, at jeg ikke skulle se min mand. Jeg vidste da godt, at det kunne være et puslespil, jeg fik hjem. Men jeg skulle se ham uanset hvad. Jeg ville have vished for, at det var ham og ikke en ged, der lå i kisten. Da jeg sagde puslespil, var bedemanden ved at besvime,« siger Annette Damholt.

Bedemanden mødte to kvinder med meget faste meninger om, hvad der skulle ske op til og under begravelsen. De to kvinder i Christians liv ønskede først og fremmest at være tro mod den måde, Christian var på, da han var i live. Og han var først og fremmest besjælet af en kulsort humor.

De besluttede sig for, at han i dødsannoncen i avisen blev kaldt »Chef Fyn«. Bedemanden syntes, at det var både uformelt og upassende, at der i samme annonce stod, at »Chefen træder af ved begravelsen torsdag den 27. marts«. Men alle Christians venner nikkede indforstået og smilte af denne lille joke – for det var præcis sådan, Christian ville have haft det.

Normalt lægger de efterladte breve og små søde ting ned i en kiste, og det gjorde familien også til Christian. Men derudover »stjal« man en fin uniform fra Forsvaret til ham, gav ham vielsesringen på fingeren og lagde en Yankee Bar og en god flaske whisky ned til ham til hans videre rejse.

»Mange var chokeret over, at vi kunne være så afklaret omkring Christians begravelse. Men selvom vi var meget kede af det, så vidste vi præcis, hvad der skulle ske. Christian var et legebarn, og han ville have frydet sig i sin lille sorte sjæl, hvis han så sin egen begravelse. Han havde den sygeste, sorte humor, og alt foregik derfor i hans ånd,« fortæller Christians mor, Susan Damholt, som mistede sit eneste barn sidste forår.

»Tag bare en dag, hvor Christian skulle til læge. Hvor man normalt vil tage bilen eller en taxa, så ringede han efter en af sine venner, der havde en limousine. Så kørte Christian standsmæssigt op og besøgte sin læge,« fortæller Susan Damholt med et grin.

Det er den slags historier, hun ønsker, at folk skal huske om hendes søn. ikke kun alt det sørgelige om hans alt for tidlige død.

Familien husker tilbage på en dreng, der gik sine egne veje. Christian var et nemt barn lige fra fødslen, men ikke et udpræget flokdyr. Han legede meget selv. Han sad stille og tegnede og elskede sine legoklodser og PlayMobil.

Hans bedste venner i barndommen var et »lille harem« hjemme på Jacob Hansens Vej i Hjallese, der bestod af tre yndige små piger, som var et år yngre end ham. Camilla, Vibeke og Leslie så meget op til Christian, som var stor i deres øjne. Camilla erklærede endda, at når hun blev stor, ville hun stå op og tisse ligesom Christian.

Han var sin mors øjesten, og hun hidsede sig voldsomt op, hvis nogen sagde noget ufordelagtigt om hendes søn, mens han gjorde det samme, hvis der blev talt grimt om hans mor. Forældrene sendte ham på Den Katolske Skole i Odense, som var en lille skole med højst 12 elever i hver klasse og 135 elever i alt. Blandt klassekammeraterne fandtes både italienere, polakker og vietnamesere, og de var tvangsindlagt til at gå i kirke hver fredag.

»Han blev nu ikke udpræget kirkegænger af at gå i den skole,« siger Annette Damholt med et stort smil, og Susan Damholt istemmer, at ingen i familien er specielt religiøse, bortset fra hende selv, der kan blive lidt hysterisk og katolsk en gang imellem…

Karakteristisk for Christians opvækst var, at hans absolut bedste venner var et ældre ægtepar, der boede nede i stuen under familien Damholt. Han adopterede meget hurtigt hr. og fru Christiansen som sine bedsteforældre, mens Christiansens adopterede ham som det barnebarn, det barnløse par aldrig ville få.

Det var nede hos familien Christiansen, at man fik læst højt af Anders And Bladet.

Og det var der, man bagte småkager og fik risengrød uden for sæsonen. Hvis aftensmaden oppe hos Susan og Claus Damholt var lidt vel ordinær, smuttede enebarnet en etage ned og spiste med der i stedet for. Den eneste knast i forholdet på tværs af generationerne var, da lille Christian bandt hr. Christiansen så effektivt fast til en stol, da de legede indianere, at der måtte hentes forstærkninger for at få ham fri igen. Christian lagde her kimen til at blive spejder og siden få en karriere i Forsvaret.

Hans militære løbebane så da også ud til køre helt uden knaster. Ambitionen var at blive oberst, og efter gymnasiet arbejdede han sig tidligt op som sergent i Livgarden. Men en sen aften på en landevej i Jylland skete der noget, som senere fik ham til at forlade Forsvaret i vrede.

Under en øvelse i Jylland blev Christian Damholt bedt om at køre hjem til hovedkvarteret i Oksbøl. Christian fortæller, at hans chauffør er for træt og ikke kan køre den lange strækning i mørke. Men en overordnede beordrede dem til Oksbøl med ordren: »Slå vindskærmen ned, så skal I nok holde jer vågne.«

Men det værst tænkelige skete. På hovedvejen mellem Boris og Oksbøl faldt chaufføren i søvn og trak over i venstre vejbane, hvor de kolliderede med en personbil med fire unge mennesker i. Skønt ingen mistede livet ved ulykken, så led flere af dem alvorlig personskade. Blandt andet Christian Damholt selv, der blev slynget ud af jeepen og brækkede højre arm så uheldigt, at den siden måtte holdes sammen med en metalplade og skruer.

»Jeg glemmer aldrig, da jeg blev ringet op tidligt om morgenen og hørte, at der var sket noget med min søn i trafikken. Jeg har tidligere mistet en bror i en trafikulykke, og den gang blev mine forældre ringet op tidligt om morgenen. Jeg var sikker på, at min søn var død. Det var en kaptajn i forsvaret, der ringede. Han snakkede og snakkede, og jeg hørte ikke en pind – indtil han sagde, at Christian selv ville ringe hjem, så vågnede jeg pludselig op,« fortæller Susan Damholt.

I den efterfølgende civile retssag blev ingen dømt, men Christian Damholt havde en fornemmelse af, at Forsvaret forsøgte at tørre skylden for ulykken af på ham. Og den skyld ønskede han ikke at påtage sig, da han dels ikke var chauffør på bilen og dels handlede efter ordre fra en overordnet.

På det tidspunkt havde Christian Damholt søgt en ny kontrakt, som han var selvskrevet til at få. Men han fik den ikke, og han var helt sikker på, at han ikke fik den, fordi han ikke ville give sig og indrømme sin skyld.

Christian Damholts retfærdighedssans led et alvorligt knæk. Ifølge hans forældre var Christian meget bitter og indadvendt i tiden efter trafikulykken. Det værste, han kunne blive udsat for, var uretfærdighed. Så kunne det også være lige meget, sagde han i trods og droppede militæret for at gå i voksenlære som sælger hos Merlin i Rosengårds Centret i Odense. Skønt han blev uddannet sælger, kunne livet som butiksassistent ikke opfylde drømmene hos den 194 centimeter garderhøje gut fra Odense. Hans ultimative drøm var fortsat at blive oberst i Forsvaret, så han blev frivillig i Hjemmeværnet for ikke at slippe drømmen helt.

Set i bakspejlet ærgrede det Christian Damholt, at han havde forladt militæret i galskab. Det mener i hvert fald hans bedste ven fra Hjemmeværnet, Michael Laursen. De var på samme hold på Officersskolen i København og blev kaldt Fynbobanden. De kørte parløb lige siden og boede ved siden af hinanden i Nyboder under uddannelsen.

Christian Damholt havde kontrakt med Gardehusarregimentet, mens han gik på skolen, og han ville gerne fortsætte som garder og have sine egne folk. Men det blev bestemt, at han skulle være næstkommanderende for Hjemmeværnet på Nordvestfyn, hvilket han i starten ikke var interesseret i. Men han blev hurtigt glad for sin nye arbejdsplads, og det var her han fik for vane at råbe »Chef Fyn« ned i røret, når han tog telefonen – når chefen ikke var til stede.

Ifølge Michael Laursen var han utrolig velholdt i hjemmeværnet på grund af sin kombination af at være myndig, men samtidig sjov og humoristisk. Men skulle han forfølge sin drøm, var han nødt til at søge ud på en mission. Her valgte Christian Damholt Afghanistan.

»Det var hans drøm at komme helt til tops i Forsvaret. Han ville være oberst. Han havde dog ikke behøvet at tage til Afghanistan, men det valgte han selv, fordi han anså missionen i Kosovo som en ren badeferie,« siger hans far, Claus Damholt.

I fritiden var Christian Damholt lidt af en computernørd, og en dag stødte han tilfældigt på en pige i cyberspace. Hun hed Annette og var fra Thyholm. De to chattede sammen på Yahoo i et års tid, før de mødtes. Og Annette insisterer på, at de ikke mødtes på en datingportal. Men da først Christian præsenterede sig foran hende, blev der datet igennem.

»Han var manden. Han havde det hele. Han var bare Christian!«

Sådan fortæller Annette om sit livs udkårne, som tog hende med storm. Hun mødte den person, hun ikke troede på eksisterede – en rigtig mand med et kæmpemæssigt omsorgs-gen og en veludviklet humoristisk sans. Han kunne holde hovedet koldt, når det brændte på, og lade følelserne regere, når vennerne og familien behøvede hjælp.

»Han var rimeligt charmerende og vittig. Han var sjældent sur og kunne rumme alt. Han havde altid et smil på læben og en kvik bemærkning i baghånden. Der skulle satme trædes hårdt på ham, før han blev pisset af. Så da han kom op til mig på Thyholm, så blev der datet igennem,« siger Annette, som omgående flyttede til Odense i hans hus som genbo til Christians forældre.

Susan og Claus Damholt kunne med det samme se, at der var sket noget magisk med deres søn. Og svigermor undlod ikke en eneste gang, når de var sammen, at gøre opmærksom på, at de godt måtte lægge an til et par børnebørn. Hun syntes, det var på tide at blive farmor.

»Det er det bedste, Christian nogensinde har gjort, at tage Annette med hjem fra Thyholm… Bare synd, det ikke skulle vare længere,« siger Susan Damholt stille.

Christians forældre nåede at opleve sønnen og svigerdatteren meget intenst i det halve år, de fik sammen. De så Annette første gang til Ørbæk Markedet i juli 2007, og der gik mindre end en måned, før hun kaldte dem far og mor. I julen samme år fik Claus Damholt en blodprop i hjertet få dage før deres sølvbryllup, som alligevel blev fejret med pomp og pragt. Få uger senere giftede Annette og Christian sig, og to uger senere sad han i et fly på vej til Afghanistan.

Annette var helt indforstået med, at Christian måtte rejse til Afghanistan, hvis hans ambitioner om at blive oberst skulle indfries. Hun fandt trøst i, at han ikke var en del af de hårde militære operationer i Den Grønne Zone. Som cimic-officer besøgte han skoler og lægehuse og deltog i den civile opbygning. Desuden ville han komme hjem på såkaldt leave – orlov – efter nogle måneder, og de havde planlagt kirkebryllup samme sommer.

Men inde i Christians mor rasede nogle dystre følelser, som hun har svært ved at sætte ord på. Hun får fra tid til anden nogle uforklarlige fornemmelser i kroppen, som tidligere har vist sig at være skæbnesvangre.

»Jeg havde det meget forfærdeligt med, at Christian skulle af sted, for jeg vidste, at han ikke kom tilbage. Jeg havde en fornemmelse af, at han måske kom hjem på leave, men så ville vi ikke se ham igen,« siger Susan Damholt, som har haft den type syn tidligere i livet.

»Da min bror blev dræbt i en trafikulykke, kunne jeg også mærke det, inden det skete. Jeg vidste, der ville ske noget med min bror. Christian lignede ham meget, og lige siden han blev født, har jeg været bange for, at der skulle ske det samme for Christian.«

Hendes fornemmelser kom til at holde stik. To måneder efter brylluppet faldt Christian Damholt sammen med kollegaen Sonny Kappel Jacobsen i Gereshk by, da en selvmordsbomber eksploderede foran dem.

Den 27. marts i fjor blev Christian Damholt begravet ved Dalum Kirke tæt på sit hjem. Han er den eneste soldat i Hjemmeværnets 65-årige historie, der er faldet i krig. Han fik en militær begravelse foran blandt andet Odenses borgmester, forsvarschefen og forsvarsministeren samt hundredvis af familie, venner og kollegaer. Præsten Olav Degn-Andersen citerede meget rammende den amerikanske præsident Lincoln: »Det drejer sig ikke om år i livet som om liv i årene.«

Annette og Christian havde kun ring på hinanden i to måneder, men han fylder fortsat så meget i hendes liv, at hun 14 måneder senere ikke kan gå på arbejde. Som Annette stille konstaterer: »Ja, vi kom da i kirke, men ikke til bryllup…«