Kan I nu forstå, at det er svært?

Det kan være svært at være lærer. Særligt i Sydhavnen, hvor eleverne ikke har en chance for at få den undervisning, som Helle Thorning-Schmidts datter vil få på privatskole, hævder en lærer. I hans klasse er der efter ferien fire drenge, der alle i snit vil være uden for døren en gang om dagen.

Jan Bengtsson i OBS-klassen, hvor han viser børnene Olsen-banden-film, så de kan lære lidt om at bo i Danmark. Dog mente en somalisk far, at Lotte Tarps bare bryster i »Olsen-banden i Jylland« var porno. Fold sammen
Læs mere
Foto: S¯ren Bidstrup

Det er lidt som at genopleve eftersidningen.

Overfor sidder Jan Bengtsson. Lærer gennem næsten 40 år på Bavnehøj Skolen i Sydhavnen, hvor han blandt andet har undervist den tidligere statsminister Anker Jørgensens (S) børn.

Gennem uger har han i Berlingske Tidende eksempelvis læst, hvordan 7.500 unge hvert år må tage dele af folkeskolen om på voksenuddannelse. Her er elever, som i løbet af ni år ikke har lært at dele fire med to. Eller elever i gymnasiet, der ikke har lært at stave til telefon. Jan Bengtsson har en forklaring på, hvorfor det sker.

LÆS OGSÅ: Her er Danmarks bedste skoleguide

»Altså, efter sommerferien skal jeg være lærer i en ny klasse. Det glæder jeg mig til, men fordi folkeskolen nu skal inkludere alle mulige elever, så bliver det en stor opgave. Der vil være 25-26 elever. Fire af dem har en diagnose, og det betyder, at der vil være afsat ekstra tid til at få dem igennem skoledagen. De hænger mere i »gardinerne«, end de sidder på stolen, og i gennemsnit er de uden for døren en gang om dagen. Det er fire styks,« siger Bengtsson og holder vejret, inden han fortsætter beskrivelsen af sin kommende klasse ud fra referater fra den nuværende lærer og via sin position på skolen som lærer for de vanskeligste børn.

For ud over de fire har klassen fire med tunge læsevanskeligheder. De er slet, slet ikke på femte klasses niveau og kræver en særlig indsats. Endelig er der en enkelt elev, som læser på 2. klasses niveau. Og inden Jan Bengtsson igen holder en pause for at få vejret, så fortæller han, at 80 procent af eleverne er indvandrere.

»Det gør det ikke nemmere med hensyn til forældrekontakt og hjemmearbejde. Klassens lærere har gjort det fantastisk, men kan I nu forstå, at det er svært?«

I skole uden bøger

De fire drenge med en udvisning per skoledag har besvær med at huske at få bøger med. Så når klokken ringer, og Jan vil kræve bøgerne på bordet, så vil den ene sige: »Jeg har ingen bøger med!« »Så lån af kammeraten,« vil han svare.

»Nej«, svarer pigen. »Hvorfor skal jeg altid låne min bog ud?«

»Så kan jeg jo ikke lave noget,« forklarer den bogløse dreng irriteret.

Det er en af de små ting, der ifølge Jan dagen igennem kan få konflikter til at køre op. Dreng nummer to med diagnose vil typisk sige: »Hvorfor er du altid efter den samme?«

»Nu stopper du med at blande, dig!« svarer læreren.

Imens har dreng nummer tre med diagnose - som slet ikke har taske med og som lige er kommet ind ad døren - fået lyst til at blande sig. Ifølge ham, er læreren nu ved at tale uden respekt. Og den går ikke.

Og så peger læreren over mod døren for første gang denne dag. Ud, fordi de andre børn fortjener undervisning.

Tilbage sidder tre drenge med diagnose. Uden alle bøger og uden alle tasker. Fire børn med læsevanskeligheder og så eleven, der læser på anden klasses niveau.

De fire drenge ligner - som mange indvandrerdrenge - nogle, der er opdraget til at være »små konger« derhjemme uden at tage ansvar. Indvandrerpigerne er helt anderledes. De læser. De er flittige. De er ydmyge. Sådan har drengene det ikke, og når Jan Bengtsson forsøger at forklare faderen derhjemme, at det ikke kører, når drengen igen og igen ryger uden for døren, så forklarer farmand, at drengen bare bliver misforstået.

Velfungerende flytter

Nå, læreren er i gang med undervisningen af den kommende 5. klasse - som i øvrigt har tabt fem af de velfungerende børn, fordi forældrene har valgt andre skoler. Drengen, som er endt uden for døren, hopper op og ned for at kigge ind ad vinduet til klassekammeraterne. Det synes især de tre andre drenge er et formidabelt godt påfund.

Det synes læreren ikke, som på vej ned til de fire med læsevanskelighederne skal til at fortælle en af de tre drenge, at nu stopper han. Det, mener de to drenge, er den samme fantasiløse og uretfærdige fremgangsmåde som i går. Så de lægger op til en ny diskussion. Hvorfor jagter læreren altid den samme, og de tre resterende drenge har lagt kursen an til udvisning nummer to.

Jan Bengtsson skal først have klassen efter ferien, men som nuværende lærer i den såkaldte OBS-klasse - vanskelige børn - så kender han alt til den nuværende lærers problemer.

»Sådan vil en typisk dag forme sig. Og nu skal de vanskelige børn fremover blive i klasserne. Hvordan skal det fungere? De elever vil aldrig få den undervisning, som Helle Thorning-Schmidts datter får i privatskolen. Aldrig,« siger Jan, som også fortæller, at lærere i den slags klasser, som han lige har beskrevet, har en meget dårlig arbejdsdag.

Jan Bengtsson kigger på mig. Ikke vredt. Men ganske klar i stemmeføringen.

»Vil de i privatskolerne opleve det samme? Var det ikke noget med, at de skal tage en del af de børn med vanskeligheder?«

Klassen skal på lejrskole. Fire lærere tager med til 24 børn. Den ene diagnose-dreng er blevet bedt om at blive hjemme. Lærerne tør ikke tage ansvaret. Efter sommerferien får Jan en hjælpelærer i halvdelen af timerne - cirka 15 timer om ugen. Det er Jan meget glad for.

Læreren sørger for mad

Jan viser mig op i OBS-klassen oppe under taget. Den lukker efter ferien, fordi andre skoler hiver eleverne hjem til andre tilbud og fordi tanken om »inklusion« nu skal afprøves. Som i Jans kommende femte klasse.

Tre drenge kommer buldrende rundt om hjørnet. Jan stopper dem. Den ene har gået i OBS-klassen og med så store fremskridt, at han nu er kommet i en normal klasse. Og som han står dér foran Jan, så kunne han næsten ligne én, svigermor ville komme til at holde af. Han vil gerne på teknisk skole. Retningen er han ikke helt med på.

Oppe i OBS-klassen er der fire drenge tilbage. De møder omkring klokken otte. Ikke på slaget, men det gør ikke så meget. Her har de efterhånden lært at opføre sig ordentligt. Her spiser de morgenmad. Den slags får de ikke altid derhjemme. I stedet hiver Jan af egen lomme 500-800 kroner op af lommen om måneden - han tjener 37.000 om måneden - og fylder skabet i OBS-lokalet med pålægschokolade, toastbrød, tomater og agurker.

Her findes ingen bøger.

»Nej, de ville bare køre rundt med HT-busserne,« forklarer Carsten, som er den anden lærer i OBS-klassen. I stedet har Jan selv tegnet tegninger og skrevet opgaver til drengene, som har alderen til at komme i syvende klasse efter sommerferien. Opgaverne er eksempelvis 2 x 15.243.

En af drengene, der netop har spist pasta med kødsovs lavet af Carsten, fortæller, hvordan han i sin gamle klasse blev mobbet. Han var tyk. Carsten og Jan har lært ham at sige: Ja, det kan du selv være! Der er kommet mere mod ind i ham. Han peger op i loftet og prøver at fortælle, hvad han gerne vil i fremtiden.

»Hvad er det nu, det hedder?«

»Nåååååå, elektriker?«

»Ja.«

Under jorden

Klokken er tretten, og han er færdig i dag. Carsten finder buskort, og drengene siger farvel. Den ene skal hjem til farmor, som har været i Danmark i 50 år, men ifølge drengen taler hun ikke et ord dansk. Her er ingen at lave Jans regnestykker sammen med. Ingen snak om demokrati, finanskrise eller dansk ishockey-optur.

Blandt andet derfor har OBS-klassen en stor samling video-bånd fra genbrugspladsen med danske titler som Olsen-banden. Så lærer de lidt om at bo i Danmark. Dog var der en somalisk far, der mente, at Lotte Tarps bare bryster i »Olsen-banden i Jylland« var porno.

En anden af drengene ved ikke, hvad han skal svare på spørgsmålet om, hvad han vil være i fremtiden. Også han er indvandrer. Han har en storebror, men han ved heller ikke, hvad storebroderen gerne vil. Men nogle lærer via Jan og Carsten, hvad der er op og ned. En af de tidligere elever er gået under jorden et eller andet sted inde i København. De tyrkiske kammerater har banket på hans dør og meddelt, at nu var det hans tur til at lave indbrud.

»Ikke alle har muligheden for at sige nej. Når man går på skole i Sydhavnen, så er man også tæt på en af de kendte indvandrerbander i København - Sjælør-banden.«

Jan Bengtsson kigger igen på mig:

»Kan I nu forstå, hvor svært det er?«