Kamp om center for krigsveteraner

Forsvarsministerens politiske mærkesag er blevet en strid om arbejdspladser. Forsvaret vil placere centeret i København, hvor eksperterne er, men politikerne har andre hensyn.

Danske veteraner svømmetræner i Vejen Idrætscenter. De mange danske soldater, der er vendt hjem fra krig i Irak og Afghanistan med fysiske og psykiske skader, skal snart kunne henvende sig i et nyt veterancenter for at få hjælp. Men politikerne strides om, hvor centerets arbejdspladser skal placeres. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De hjemvendte og skadede soldater fra missionerne i Afghanistan, Irak og Balkan skal have bedre hjælp til at komme videre i livet.

Men forsvarsminister Gitte Lillelund Bechs (V) politiske mærkesag, et veterancenter med i alt 110 ansatte, er blevet genstand for strid mellem partierne bag forsvarsforliget.

Forsvarskommandoen indstiller til politikerne, at centeret placeres i København eller i hvert fald i Storkøbenhavn for at undgå, at forsvarets psykologer, socialrådgivere og akademikere med erfaring fra arbejdet med veteraner siger op.

Men det argument accepterer Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Ib Poulsen, ikke:

»Vi ønsker at styrke Danmarks yderområder, og det siger regeringen også, at den gør. Det er oplagt og i tråd med regeringens ønske om et Danmark i bedre balance at placere statslige arbejdspladser i yderområderne,« siger Ib Poulsen. Han efterlyser politisk mod til at gennemføre udkantspolitikken, også selv om det betyder, at nogle af forsvarets eksperter forlader forsvaret frem for at flytte til eksempelvis Sønderborg, der har været nævnt som en placeringsmulighed.

»Det argument hører man altid. Men man kan se på udflytningen af eksempelvis Skat til Ringkøbing, der blev en succes. Hvis ikke man vil udnytte denne mulighed, så er det bare tom snak om at rette op på det skæve Danmark,« siger Ib Poulsen.

Minister tror ikke på Jylland

Venstres nye politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, der bor i Sønderborg, peger på, at netop Sønderborg Kaserne kan være en god placering. Kasernen kan huse centeret, som vil få byens hospital som nabo, siger hun.

»Det var mit bud til forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, da hun besøgte Sønderborg Kaserne sidste år, men meget vand er jo løbet i åen i mellemtiden,« konstaterer hun.

Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech har kaldt forsvarsordførerne til møde i dag og beder om at få en afgørelse nu, så etableringen af centeret kan komme i gang.

Ministeren vil ikke afsløre sit forslag til forligspartierne før mødet i dag. Men placeringen af centeret skal efter hendes opfattelse opfylde tre kriterier: Det skal være muligt at holde på medarbejdere med ekspertise på området, centeret skal ligge tæt på samarbejdspartnere, og det skal hverken placeres på en kaserne eller et meget offentligt sted, for så vil især veteraner med psykiske skader holde sig væk.

»Derfor tror jeg ikke på en placering i Jylland,« siger Gitte Lillelund Bech.

Veterancenteret skal samle bl.a. forsvarets psykologer, socialrådgivere og job- og uddannelseskonsulenter under en fælles ledelse og med en fælles indgang for de titusinder tidligere udsendte soldater. Siden Danmark indledte de internationale operationer i Gaza i 1948, har omkring 100.000 soldater været udsendt. Efter den hidtidige tidsplan skal centeret være fuldt operativt den 1. oktober i år.

Forsvarskommandoen lægger i sin anbefaling af København vægt på, at størstedelen af veterancenterets fremtidige samarbejdspartnere som Rigshospitalet, Kommunernes Landsforening, Københavns Universitet, Forsvarets Personeltjeneste og andre organisationer er placeret i København. Ligesom det er forsvarets erfaring, at deres civile medarbejdere forlader forsvaret, hvis de skal rejse mere end en time til arbejdet.