Jern-Henrik

Henrik Christian Christiansen er en af de danske soldater, der har opholdt sig længst tid i Afghanistan. Fire gange drog han af sted for at tjene Danmark. For hver gang blev det vanskeligere at komme hjem og klare hverdagen. På soldaterjargon blev han til en såkaldt missionbums, men ifølge familien havde han til sidst blot svært ved at falde til ro i Danmark.

Oversergent Henrik Christian Christiansen blev dræbt af en vejsidebombe i Afghanistan under en forsyningskørsel til Øvre Gereshk dalen. Privatfoto. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dagen før sin død skrev han sin sidste statusopdatering på Facebook: »Henrik Chr. Christiansen is kicking ass in southern Afghanistan.« Det kan lyde som en filmreplik af Arnold Schwarzenegger eller Sylvester Stallone; to skuespillere, han satte højt. Men denne gang var det ’de onde’, der vandt.

Henrik var blot to år, da han stolt trak sin storebrors blå baret ned over håret og tog et legetøjsgevær i hænderne. Knægten blev foreviget på et fotografi, som hans mor elskede. I dag er billedet desværre gået tabt. Eller rettere: Den eneste kopi af den glade, lille børnesoldat lagde Henriks mor ned til ham i kisten, da han sidste år blev bisat.

Når man portrætterer et menneske, åbner man ofte med den simple konstatering, at det ikke lå i kortene, at vedkommende skulle ende der, hvor de endte. Den portrætterede skal helst have valgt sig en lidt skæv og utraditionel levevej. Sådan var det ikke med Henrik Christian Christiansen. Han var ganske enkelt født til at blive soldat.

Henriks 18 år ældre bror og gudfar, Frank, har været soldat hele livet. Kort før lillebroderens fødsel blev han udstationeret som soldat på Bornholm og senere udsendt til Cypern. Deres far havde aftjent sin værnepligt i Den Kongelige Livgarde, morfaderen var ingeniørmand, en onkel fra Sverige havde været i marinen og fem år i Fremmedlegionen, mens en anden onkel var ved ingeniørtropperne. Desuden har de en fætter, der er kaptajn ved Hjemmeværnet og har været udstationeret i Afghanistan, hvor han og Henrik Christian Christiansen passerede hinanden i lufthavnen i Kabul, på en af Henriks tidligere missioner. Så Henrik er ganske enkelt den fødte soldat – ethvert andet valg af livsbane ville have været ulogisk, mener hans lillesøster Vivian.

»Jeg har svært ved at se ham som andet end soldat. Han kunne ikke have kontorarbejde, det ville være for kedeligt. Så hvis han ikke var i Forsvaret, kunne han måske være blevet udsmider eller Securitas-mand eller vagt, selvom det sikkert også ville kede ham,« siger hun om sin to et halvt år ældre bror.

Frygtindgydende fysik
HENRIK CHRISTIAN CHRISTIANSEN var stærkt knyttet til Østerbro i København. Både hans mor og søster bor fortsat i Nyborggade med et par opgange imellem sig. Det var her, han tog sine første skridt, og her han flyttede tilbage til, når han havde været udsendt til krigen i Afghanistan.

Henriks skolegang er ikke værd at bruge tid på. Han kunne de ting, han interesserede sig for, men lærte aldrig at elske det danske skolesystem.

»Henrik var mors øjesten. Han havde en helt speciel plads i sin mors hjerte. Han havde det svært i skolen, mens jeg havde det meget lettere. Derfor fik Henrik en hel del hug af far, fordi han ikke vidste, hvad han ville og ikke klarede sig så godt i skolen. Det gjorde, at hun beskyttede ham mere,« fortæller lillesøster Vivian Christiansen.

Historien om Henriks opvækst er derfor historien om alt det, der skete efter, skoleklokken havde ringet ud. Det var her, han havde sine ambitioner og demonstrerede sine evner. Og det foregik næsten altid i miljøer, hvor drenge var drenge, og mænd var mænd.

Han begyndte på judo som syvårig og siden karate. Herefter supplerede han med kickboxing og boksning. Han var sublim i alle kampdiscipliner og begyndte snart at hente pokaler med hjem fra store mesterskaber. Hans største præstationer lå i kickboxing, hvor han blev europamester og vandt sølv ved verdensmesterskaberne i Madrid. Ved siden af sin kamptræning dyrkede han bodybuilding og udviklede en fysik, som var frygtindgydende.

Rødderne på Østerbro
HENRIKS SØSKENDE mener, at han engagerede sig så voldsomt i sin træning for at slippe væk fra nogle af problemerne i barndomskvarteret. Der var mange rødder på Østerbro i de år; specielt var der en del rødder og grønjakkerne ved den nærliggende Sionskirken. Han havde venner blandt rødderne i kvarteret, men blev aldrig en integreret del af deres bander, fordi han altid var til træning og stævner. Men var de først hans venner, så slog han aldrig hånden af dem. Han besøgte nogle af dem i fængslet, selvom han aldrig selv var en del af deres forbrydelser.

»Vi er vokset op med en masse rødder på Østerbro, som voksede op og blev kriminelle. Jeg tror, at al hans træning virkede som en flugt fra de værste udskejelser. Det har været nemt at sige nej til en masse lort, fordi han havde sin træning,« fortæller hans søster.

For at tækkes sin far, der var pladesmed og havde eget værksted i flere år, gik Henrik i lære som automekaniker hos Peugeot, som lå lidt længere nede ad gaden, hvor familien boede. Det var et rigtigt »far-projekt«, som lillesøsteren kommenterer det. Fakta var, at Henrik dødkedede sig og ønskede at droppe ud af sin læreplads. Og det var kun på grund af pres fra faderen og resten af familien, at han blev og fik sit svendebrev. Men han havde kun ét i hovedet; han ville være soldat ligesom resten af mændene i familien.

Altid trofast
I FØRSTE OMGANG trak Henrik Christian Christiansen frinummer på session, men meldte sig i stedet frivilligt og blev soldat. Efter tre måneder søgte han på sergentskole, og hele familien tog til Varde Kaserne, da han blev sergent ved Kongens Artilleriregiment. Han var tydeligvis kommet på rette hylde og elskede disciplinen og livet i hæren.

»Før han blev soldat, lignede hans værelse en rodebutik ligesom alle andre teenageværelser. Men siden han blev soldat, må det have været Forsvarets drøm at se en civil bolig som Henriks. Alting lå snorlige og ens i stabler i skabet. Det er ligesom, når man ser gamle soldaterfilm med generaler, der går rundt og måler tøjet i skabene op med målebånd, så griner vi ad det. Men hjemme hos Henrik, der var det sådan. Alting lå perfekt – sådan var det bare. Han kunne godt lide at få besøg, men han kunne næsten ikke have, hvis man ikke tog skoene af, når man gik ind,« siger Vivian Christiansen.

Hendes bror udviklede en indædt passion for perfektion og kvalitet. De ting, han gik op i, var en skønsom blanding af finkultur og lavkultur. Det vigtigste for ham var perfektionen. For eksempel havde han Cigarklubben sammen med et par venner fra fitnessmiljøet og en passion, han delte med flere officerer i Forsvaret. De købte eksklusive mærker hjem over nettet og samlede dem i en humidor. Og de mødtes i cigarklubber i København, hvor de sad og røg gode cigarer.

På den anden side var han fuldstændig vild med skuespillerne Sylvester »Rambo« Stallone og Arnold Schwarzenegger, som i statur mindede om den hårdt pumpede dansker. Han vidste ganske enkelt alt om dem, fortæller hans bedste ven i Afghanistan, overkonstabel Mikkel Riis Christensen:

»Hvis jeg siger Rambo 3, så glor han mærkeligt på mig og siger ’nej, den hedder Rambo part III’. Og hvis jeg siger Rambo 2, så siger han ’nej, den hedder First Blood part II’. Han kunne simpelthen fortælle alt om de film og de skuespillere – ikke blot hvem der var instruktør, men også hvem der havde lavet castingen på de film.«

Blandt Henriks tatoveringer var også flere filmcitater. For eksempel havde han en robotagtig Predator tatoveret lige over leveren som reference til Arnold Schwarzeneggers film af samme navn. Og på hele venstre overarm stod der »Strength and Honour«, som var kampråbet fra filmen »Gladiator«. Desuden tatoverede han til sin storebrors fortrydelse fremmede hæres logoer, blandt andet »Semper Fi« (Altid Trofast, red.) fra US Marine.

Opbyggede amerikanske venskaber
AFGHANISTAN BLEV på mange måder Henrik Christian Christiansens andet hjemland. Hans venner og kolleger drillede ham med, at han burde søge afghansk statsborgerskab, da han alligevel opholdt sig mere dér end i Danmark. Fakta er, at da først manden med den imponerende fysik trak i trøjen, så kiggede han imod Afghanistan. Han nåede at være udsendt på fem hold i ørkenlandet, og en af hans store fornøjelser i lejren var, at han modsat sine kollegaer kunne tale lidt pashto og dari. Ikke nok til at føre lange samtaler med det afghanske køkkenpersonale i Camp Bastion, men nok til at sige ’davs’ og ’tak for mad’ og den slags fraser.

På Henrik Christian Christiansens første udsendelser var Danmark nok en del af den internationale styrke i landet, men vi befandt os langt fra de hårdeste krigsområder. Han var udstationeret i Kandahar Lufthavn, og her opbyggede han en afgrundsdyb respekt for britiske og amerikanske soldater, som han arbejdede tæt sammen med.

Tiden som elitebokser var så småt rindet ud, og danskeren kastede sig helhjertet ind i bodybuilding. På få år lagde han kilo efter kilo af muskler på kroppen, så han på sit højeste lå på 120 kilo ren muskelmasse. Godt hjulpet på vej af steroider, fortæller hans søskende. Især de amerikanske og britiske soldater var vilde med den danske kriger, som insisterede på at bære 25 kilo ekstra oppakning, hver gang han var i felten. Han byggede redskaber til dem ude i ørkenen. Selv i de mest primitive compounds fik han bygget et træningslokale, hvor han lå og pumpede jern med de udenlandske soldater, som han støt og roligt opbyggede venskaber med.

»Henrik gik ind for traditioner, ære, disciplin og selvdisciplin. Derfor elskede han at se den britiske og amerikanske træning, fordi der er mere disciplin. Der står altid en officer og skriger de menige ind i hovedet. Det, synes han, var meget fedt,« fortæller Mikkel Riis Christensen, som styrede lageret i Camp Bastion, mens Henrik Christian Christiansen styrede den fremskudte militærlejr Armadillo.

»Kæft, trit og retning er jo mere eller mindre væk i det danske forsvar. Nu har man mulighed for at ytre sin mening i stedet for, at man bare bliver bedt om at holde sin kæft og lytte til de guldkorn, sergenten slynger ud – og som måske kan redde én en dag. Det er blevet meget mere pædagogisk nu til dags. Og det kunne Henrik ikke lide,« siger han og giver et billede af Henrik Christian Christiansen som den perfekte soldat.

»Når vi andre lå ude i regnvejret og syntes, at det hele bare var noget lort, så syntes Henrik, at det var det fedeste i hele verden. Og når der kommer sådan en mand på 115 kilo med tatoveringer over det hele og fire Afghanistan-missioner bag sig og synes, det er sjovt, jamen så er det hele lige pludselig meget sjovere, og så var det ikke så slemt alligevel. Og den positive holdning afspejlede han på vores hold i Armadillo. Han var super positiv, selv når det hele var noget lort.«

Høje på adrenalin
IFØLGE MIKKEL RIIS Christensen så alle konstablerne op til Henrik. Både fordi han var så stor, og fordi han var på sin femte Afghanistan-mission: »Så han havde det godt i krigen, mens han blev rastløs derhjemme, hvor han bare gik og søgte efter en ny mission at komme af sted på.«

Den rastløshed kan Henriks søskende nikke genkendende til. Hans bror, Frank Carlsen, mener, at det er naivt, hvis danskerne tror, at man kan sende unge soldater ned til de krigshandlinger, der foregår i Afghanistan, og så få dem uskadte tilbage:

»Så er man mere naiv, end man burde have lov til at være. Soldaterne lider af søvnløshed, de kan ikke sidde stille, de kigger sig hele tiden over skulderen. De sidste par hold i Afghanistan er specielle, fordi soldaten her har fået lov at passe sit arbejde. Her kæmper han det bedste, han har lært. Her er det adrenalinen, der pumper rundt i kroppen på dem. Det kan man se i de TV-udsendelser, der er lavet i Helmand, hvor soldaterne nærmest er høje på adrenalin. Og adrenalin er et lige så effektivt narkotikum som heroin og kokain. Man kan blive afhængig af at få det skud eller fix adrenalin, det giver at være i kamp,« fortæller Frank Carlsen.

Som soldat i 31 år respekterer han sin lillebrors valg af levevej, og han beklager hans tidlige død. Men han har svært ved at se Henrik som andet end soldat – lige fra den dag i 1980, hvor han iførte sig Frank Carlsens blå baret og erklærede sig villig til at kæmpe for fædrelandet:

»Henrik var ikke missionsbums. Men han havde behov for at gøre, hvad han var god til. Ligesom man ikke kan forestille sig en brandmand, der ikke slukker brande, eller en læge der ikke opererer, eller en tandlæge der ikke trækker tænder ud, så kan man ikke forestille sig Henrik uden et gevær og en opgave. Han mente, at kasernen i Danmark bare var et nødvendigt onde, fordi han skulle træne til næste udsendelse. Han var soldat, og soldatens arbejde var for ham at være i Afghanistan.«

Læs også:

Web-tv: Om lidt dør Henrik
Oversergent Henrik Christian Christiansen filmede den køretur, der senere kostede ham livet. Se de gribende billeder, og få et indblik i, hvordan han boede i Afghanistan.